- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
813

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Neogrec - Neoklassicisme - Neokom - Neokorer - neolitisk Stenalder - Neolog - Neologi - Neomylodon - Neon - Neophron - Neoplasme - Neoptolemos - Neorama - Neosalvarsan - Neossoptile - Neoterisme - Neotokit - Neotragus - Neottia - Neovi, Saima - Neovius, Edvard Rudolf - Neoytterbium - Nepa - Nepal

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Danmarks Vedk. i Harsdorff’s Værker), men
særligt gjorde N. sig gældende efter den egl.
Empirestil; i Frankrig repræsenteredes den af
Arkitekter som Duc, Labrouste og Visconti, i
England af Inwood, i Tyskland af Schinkel og
Klenze.
C. A. J.

Neoklassicisme, se Nyklassicisme.

Neokom, se Kridtformation.

Neokorer (gr.), Tempeltjenere ell. Præster.
I den rom. Kejsertid tillagdes denne Benævnelse
som Hæderstitel Indbyggerne af de Byer, hvor
der var opført et Tempel til Kejserens Ære;
den forekommer ofte paa Mønter.
H. H. R.

neolitisk Stenalder, »Nytidsstenalder«, se
Stenalder.

Neolog (gr.), Sprogfornyer, den, der
indfører ny Ord og Vendinger (Neologismer),
Sprogrenser; overført: den, der indfører noget
nyt særlig noget unyttigt ell. uheldigt nyt.

Neologi (gr.: »ny Lære«), egl. Tilbøjelighed
til at indføre ny Ord og Vendinger i Sproget,
men dernæst Benævnelse paa en rationalistisk
Retning inden for Teologien i Midten af 18.
Aarh. N., hvis Navn skyldes de ortodokse
Teologer, var stærkt paavirket af
Oplysningsfilosofien og ønskede at omdanne Kristendommen
efter Tidens Behag, afklæde den de »forældede«
Dogmer og tilføre den alt det ny og »nyttige«,
som Tiden dengang sværmede for. Præsterne
skulde ogsaa efter Neologernes Opfattelse sætte
sig ind i alle praktiske Forhold og lægge Vægt
paa Sundhedslære, Naturvidenskab,
Landbrugslære o. l. Se i øvrigt Rationalisme.
A. Th. J.

Neomylodon, se Kæmpedovendyr.

Neon, Ne=20,2, er et luftformigt Grundstof,
der hører til det periodiske Systems 0te
Gruppe, idet det sammen med Helium, Argon,
Krypton, Xenon og Niton danner de ædle Luftarters
eller de inaktive Luftarters Gruppe, saaledes
kaldt, fordi man endnu ikke kender
Forbindelser af disse Stoffer med andre. Det findes i
meget smaa Mængder i atmosfærisk Luft og
kan fremstilles heraf. Dets Spektrum er
karakteriseret ved en stor Mængde orangerøde
Linier. Ved Undersøgelser i de sidste Aar har
Aston vist, at N. bestaar af to Isotoper med
Atomvægtene 20 og 22.
M. M-r.

Neophron, se Gribbe.

Neoplasme (gr.), se Nydannelse.

Neoptolemos ell. Pyrros, Søn af Achilleus
og Deidameia. Efter at være opdraget hos sin
Morfader paa Skyros blev han af Odysseus
efter Faderens Død hentet til Deltagelse i
Belejringen af Troja, idet Byen iflg. et Varselsord
ikke kunde erobres uden ham. Han var med i
Træhesten og viste sig under Byens Ødelæggelse
som en rask og dygtig, men vild og haard
Kriger. Han dræbte Priamos ved selve Zeus’ Alter,
dræbte Hektor’s lille Søn Astyanax og ofrede
Priamos’ Datter Polyxena paa Achilleus’ Grav.
Hektor’s Hustru Andromache tilfaldt ved
Byttets Fordeling N. og maatte følge ham som
hans Frille. Efter at have ført sine
Myrmidonere tilbage til Phtia ægtede han Menelaos’
Datter Hermione. Dette er den homeriske
Beretning. Efter andre Sagn fra senere Tid, i forsk.
Skikkelser bevarede hos Tragikerne og Vergil,
skal N. senere have haft en omflakkende Skæbne
og tilsidst være kommen til Delfoi, hvor han
vilde kræve Oraklet til Regnskab for sin Faders
Død. Han blev da ved selve Alteret dræbt af en
af Præsterne, efter Apollon’s Befaling, og blev
jordet under Tærskelen. I senere Tid blev han
som Heros af Delfierne æret med aarlige
Ofringer, idet det fortaltes, at han var traadt i Vejen
for de fremrykkende Gallere og havde hindret
dem i at komme til Byen.
H. A. K.

Neorama (gr.), et Slags Panorama,
fremstillende det indre af en Bygning og dertil
hørende Figurstaffage, men saaledes at
Beskueren ser Rundmaleriet i skiftende Belysning.
Opfinderen, Franskmanden Allaux, fremviste sit
første N.: det indre af Peters-Kirken i Rom,
1827 i en særlig dertil indrettet Bygning.
A. Hk.

Neosalvarsan, se Salvarsan.

Neossoptile, se Fjer, S. 186.

Neoterisme (gr.), Nyhedssyge, Mani for det ny.

Neotokit, et amorft, mørkebrunt Mineral fra
Gestrikland i Sverige og Ingoa i Finland; det
bestaar af et vandholdigt Magnium- og
Jernsilikat af ufuldstændig bekendt Sammensætning.
Stratopëit fra Pajsberg i Sverige og
Wittingit fra Witting i Finland og fra Bredvik
i Vestergötland er nærstaaende, muligvis med
N. identiske Mineraler.
(N. V. U.). O. B. B.

Neotragus er en Slægt af Dværg-Antiloper,
der findes i Abessinien fra det røde Havs Bred
op i Bjerglandet til c. 1500 m’s Højde. Det er
overordentlig fint byggede Dyr, der kun bliver
1/3 m høj. Kun Hannen bærer korte, oprette,
svagt ringede Horn. Issen er prydet med en
Haardusk og Snuden er haaret. De træffes i
Kratskove, navnlig ved Floderne, enkeltvis ell.
parvis. Det er yndede Jagtdyr i deres
Hjemstavn; 3 Arter; en af dem, N. saltianus, er
bedst kendt under Navn af Beni-Israel, ɔ:
Israel’s Børn.
(M. Ml.). R. Hg.

Neottia, se Fuglerede.

Neovi, Saima. finsk-dansk
Koncertsangerinde, f. 5. Apr. 1882 i Helsingfors, Datter af
nedenn. E. R. Neovius, Elev af Prof. Hey i München,
studerede yderligere i Paris og hos Ellen Beck
og Fru Nina Grieg i Kbhvn. Hendes høje lyse
og skære Sopran i Forbindelse med et udpræget
Musiknaturel gjorde hende til en skattet Gæst i
Koncertsalene rundt om i Tyskland, England og
Skandinavien, og ikke mindst i Kbhvn, hvor
hun 1914 tog fast Bopæl som Sanglærerinde.
S. L.

Neovius, Edvard Rudolf, finsk
Matematiker og Politiker, f. 14. Novbr 1851 i
Frederikshamn, d. 26. Septbr 1917 i Kbhvn. N. ansattes
som Docent i Geometri ved Univ. i Helsingfors
1881, da Mittag-Leffler forlod dette Univ. for at
vende tilbage til Sthlm, og udnævntes 1883 til
Prof. smst. 1900 blev han Senator og Chef for
Finansekspeditionen, men maatte trække sig
tilbage efter Generalstrejken Novbr 1905; siden
den Tid var han bosat i Kbhvn. Hans Afh., der
drejer sig om Geometri, særligt Minimalflader,
findes i Acta soc. sc. fenn. o. a. St.
Chr. C.

Neoytterbium er det samme som
Grundstoffet Ytterbium.
M. M-r.

Nepa, se Tæger.

Nepal (Nipal), Rige i Sydasien mellem det
indobritiske Rige og Tibet, har et Areal af

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0857.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free