Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Neumann, Karl Friederich - Neumann, Karl Gottfried - Neumann, Sophus Elias - Neumann-Spallart, Franz Xaver, Ritter von
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
N. var af jødisk Herkomst, men gik 1818 over
til Protestantismen og blev 1822 Lærer ved
Gymnasiet i Speyer. 1825 afskedigedes han,
hvorpaa han 1827 rejste til Venezia, hvor han
hos Mekitaristerne i San-Lazaro lærte
Armenisk. Efter at have fortsat sine Studier i Paris
gik han 1828 til Kina, lærte Kinesisk og samlede
12000 kinesiske Bøger, hvoraf han gav de fleste
til Biblioteket i München. En Del, 2400
kinesiske Skrifter, kom til Biblioteket i Berlin.
1831 blev N. Professor i Armenisk og Kinesisk
i München, men 1852 afskedigedes han p. Gr. a.
sine radikale Anskuelser. N. levede derefter i
München, fra 1863 i Berlin. Han har bl. a.
udgivet: »Versuch einer Geschichte der
Armenischen Litteratur« (1836), »Geschichte des
englischen Reichs in Asien« (1857), »Ostasiatische
Geschichte 1840—60« (1861), »Geschichte der
Vereinigten Staaten von Amerika« (3 Bd,
1863—66). N. har 1847 udgivet Gützlaffs »Kinas
Geschichte«. Han var bl. a. Medlem af Royal Asiatic
Society i London, i hvis Journal for 1870 (New
Series, Bd IV) man finder hans Biografi.
V. S.
Neumann [↱nå^ymanj, Karl Gottfried,
tysk Matematiker, f. i Königsberg 1832. Efter at
have studeret i sin Fødeby blev N. (1863) Prof.
i Halle, beklædte senere Professoraterne i Basel
(indtil 1865) og Tübingen og udnævntes endelig
1868 til Prof. i Leipzig. 1868 stiftede han
sammen med Clebsch Tidsskriftet »Matematische
Annalen«, ved hvis Udgivelse han endnu
medvirker. N. har særlig dyrket Funktionsteorien
og matematisk Fysik og har udgivet en
Række ansete Fremstillinger af Teorierne inden
for disse Fag, hvori tillige indeholdes betydelige
originale Bidrag. Han har saaledes behandlet
Funktioners Udviklinger i Række efter
Cylinder-, Kugle- og Bessel’ske Funktioner, men
navnlig har han haft overordentlig Bet. for
Potentialteorien, især for de saakaldte
Randværdiopgaver; disse gaar ud paa, naar der er
givet et Omraade i Planen, at bestemme en
Funktion af en kompleks variabel, hvis
tilsvarende Punkt P ligger inden for Omraadet,
saaledes at Funktionen konvergerer mod opgivne
Grænseværdier, naar P konvergerer mod
Punkterne paa Omraadets Begrænsning. Af hans
Værker kan nævnes: »Theorie der Besselschen
Functionen« (1867), »Untersuchungen über das
logaritmische und Newtonsche Potential« (1877),
»Vorlesungen über Riemann’s Theorie der
Abelschen Integrale« (2. Udg. 1884).
Chr. C.
Neumann [↱nåjman´], Sophus Elias,
dansk Skuespiller og Forf., f. 18. Juni 1846 i
Kbhvn, d. 4. Marts 1912 i Hellerup. 17 Aar gl
kom N. som Korist til Casino, hvor han under
Chr. Schmidt’s Sygdom fik en Debut 26. Decbr
1863 som Coquillet i »Det gode Sindelag« og
Aftenen efter spillede Peter Ravn i »En Spurv i
Tranedans«. Han brød ikke straks igennem,
men udviklede sig langsomt gennem
Provinsteateraar og Engagementer ved Folketeatret
1867—72) og Casino, hvor han 1882 slog sit
store Slag som Fyrst Auran i »Lykkebarnet«,
hvis godmodige, stundesløse Forvirring han
gengav fantastisk og med overdaadigt Lune. Fra
nu af og indtil sin Død var N. en af Danmarks
ypperste Komikere, men hans frodige
Begavelse, der efter A. Rosenkilde’s Død burde have
været udnyttet af Nationalscenen, blev ofte
misbrugt i henved 700 Roller, hvoraf de fleste
tilhørte Privatteatrenes Døgnrepertoire. Dog
skabte han særlig i Perioden 1889—1905
nogle Skikkelser, der tilhører Glanspunkterne
i Dagmarteatrets Historie, og som
foruden Fyrst Auran i store Træk
viser Omfanget af N.’s Evne: Grøn i
»Grøn’s Fødselsdag« (1890), naiv og rørende
som Tonen i et Andersen’sk Eventyr; Argan i
»Den indbildt Syge« (1892), klassisk i Stilen og
lunefyldt i Replikken, samt Isidor i »Cæsar
Girodot’s Testamente« (1895), hvis Udtryk for grisk
Gerrighed var paa een Gang komisk og tragisk.
N. ejede Evne til at skabe Fest i Tilskuerens
Sind, og hertil bidrog hans hjertelige Lune, den
Blanding af Følsomhed; og Naivitet, der altid
fandtes i hans Kunst og ikke mindst i hans
pointerede Sangforedrag (f. Eks. som Iversen i
»Abekatten«). N. optraadte som Gæst ved sv.
og norske Scener; han spillede sidste Gang som
Max i »Syvsoverdag« den 26. Novbr 1911 paa
Dagmarteatret. — Han ejede ogsaa en lille
poetisk-humoristisk Aare, der i hans Ungdom kom
ham til Nytte, idet han skrev ell. bearbejdede
flere, nu glemte Lystspil og Farcer med Sange,
som Folketeatret opførte. Hans humoristiske
Fortællinger skulde helst fortolkes af
ham selv for ikke at virke banale. (Litt.:
Robert Neiiendam, »Folketeatrets Historie
1857—1908« [Kbhvn 1919]).
R. N.
 |
| S. E. Neumann. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
