Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Neutralitet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
heraf flydende Ulemper blev ikke mindre ved,
at det nærmere Indhold af begge de nævnte
Regler var meget omtvistet, idet der navnlig
fulgtes meget forsk. Regler med Hensyn til,
hvad der betragtedes som Kontrabande, og hvad
der krævedes til en gyldig Blokade. I
sidstnævnte Henseende var det først og fremmest
Princippet om Blokadens Effektivitet, der gav
Anledning til Strid. Hertil kom endnu, at
Handelskrigen til Søs i 17. og 18. Aarh. i meget
stor Udstrækning førtes af private, af de
krigsførende Magter autoriserede Kaperskibe, der
drev Krigen som en Forretning og ofte for
meget hensynsløst frem, men de heraf flydende
Ulemper blev dog igen noget formindskede ved,
at det efterhaanden sloges fast, at Skibe og
Varer ikke maatte konfiskeres uden at være
formelig prisdømte af en Priseret.
En ny Epoke i Udviklingen dateres
sædvanlig fra det væbnede Neutralitetsforbund af 1780
(se væbnet Neutralitet). Dette Forbund,
der opr. blev indgaaet mellem Danmark,
Sverige og Rusland, men efterhaanden tiltraadtes
af en Række andre under den nordamerikanske
Frihedskrig neutrale Stater, betegnede ogsaa
for saa vidt noget nyt, som det proklamerede
et Antal Regler, der hidtil i det væsentlige
kun havde været kendte som hjemlede ved
specielle Traktater, som Bestanddel af den
alm. gældende Folkeret, saaledes Neutrales Ret
til at besørge Skibsfarten mellem Havne i et
fjendtligt Land, Sætningen »frit Skib, frit Gods«,
der her opstilledes uden det sædvanlige
Modstykke »ufrit Skib, ufrit Gods«, og endelig
Princippet om Blokaders Effektivitet. Noget varigt
positivt Resultat realiserede den væbnede N.
dog ikke. De Regler, den opstillede, blev vel
anerkendte af tre af de krigsførende Magter
(Frankrig, Spanien og Nordamerika), og den
Udrustning af Krigsskibe til Hævdelse af
Reglerne, som var et Led i Aftalerne mellem de
forbundne Magter, fremkaldte ogsaa en mere
hensynsfuld Optræden fra Englands Side, men
formelt opgav denne Stat ikke sine tidligere
Standpunkter, og heller ikke alle Medlemmer
af Forbundet fastholdt i Aarene nærmest efter
Frihedskrigens Ophør de under denne
forfægtede Principper. I Beg. af Revolutionskrigene
gik Koalitionsmagterne, hvoriblandt Rusland,
endog 1793 saa vidt, at de forbød al Skibsfart
paa Frankrig, og det mellem Rusland,
Danmark, Sverige og Preussen indgaaede andet
væbnede Neutralitetsforbund af 1800, hvilket
foruden at gentage de af det første Forbund
opstillede Sætninger endvidere hævdede den
Regel, at de krigsførende Magter ikke maatte
visitere neutrale Handelsskibe, der var under
Konvoj af Orlogsskibe, blev kun en
kortvarig Episode uden større praktisk
Konsekvenser. Ved en Aaret efter mellem
England og Rusland afsluttet Overenskomst, der
blev tiltraadt af Danmark og Sverige, gjorde
England vel visse Indrømmelser, men
Forbundsmagterne maatte til Gengæld opgive
Sætningen »Frit Skib, fri Ladning«, og
Overenskomsten stod tilmed kun ved Magt til 1807,
da England vendte tilbage til sin tidligere
Praksis. Den af Napoleon etablerede
Kontinentalspærring og de af England herimod trufne
Modforanstaltninger mundede derhos siden
1806 ud i et alm. Forbud mod Neutrales
Handel med Fjenden, hvilket dog til Dels iklædtes
Form af en Blokade af den fjendtlige Kyst,
hvorved der søgtes bevaret et Skin af
Overensstemmelse med Folkeretten (se nærmere
Kontinentalsystem), og Napoleonstiden
efterlod saaledes de herhenhørende Regler i et
fuldstændigt Kaos.
Den ret lange Fredsperiode, der fulgte efter
Napoleon’s Fald og Wien-Kongressen, bragte
efterhaanden igen Ro om Spørgsmaalet, men
gav selvfølgelig ikke Anledning til videre
praktisk Udvikling af Neutralitetsretten. Ved
Udbrudet af Krimkrigen blev det imidlertid
nødvendigt for England og Frankrig, der nu i
Modsætning til tidligere var allierede, at
komme til en Forstaaelse om de svævende
Stridsspørgsmaal, for at de kunde optræde paa
ensartet Maade over for de Neutrale, og skønt
den Aftale, som i den Anledning sluttedes 1854,
kun var af midlertidig Karakter, fik den dog
blivende Bet. ved at bane Vej for den efter
Krigens Slutning paa Paris-Kongressen af
Kongresmagterne vedtagne Paris-Søretsdeklaration
16. April 1856, hvilken senere tiltraadtes af de
fleste andre Magter (se
Paris-Søretsdeklaration). Ved denne Deklaration
anerkendtes det, at det neutrale Flag dækker
Ladningen, saa at fjendtligt Gods paa neutralt Skib,
der ikke er Kontrabande, ikke kan konfiskeres,
og med denne Sætning kombineredes nu den
fra consolato del mare stammende Regel, der
forbød Konfiskation af neutralt Gods paa
fjendtligt Skib, hvorved det dog ligeledes er en
Forudsætning, at Godset ikke er Kontrabande.
Resultatet blev saaledes meget gunstigt for den
neutrale Handel, hvortil yderligere kom, at
ogsaa Kravet om, at en Blokade for at være
bindende skal være effektiv, nu udtrykkeligt
anerkendtes. Det kan derfor ikke undre, at
Deklarationen vakte Misstemning i mange Kredse i
England, men dette bragte dog ikke den eng.
Regering til at træde tilbage fra den. Krigene i
den senere Del af 19. og Beg. af 20. Aarh.
før Verdenskrigen satte ikke
Paris-Deklarationen og den Retsstilling, de Neutrale derved
havde opnaaet, paa nogen særlig haard Prøve,
men den Udvidelse af Begrebet
Krigsfornødenheder, som blev en Følge af Udviklingen af
den militære Teknik og af de vældige
Troppemasser, af hvilke der nu gjordes Anvendelse,
samlede til Gengæld Interessen om
Kontrabandereglerne, om hvilke Deklarationen ikke
nærmere havde udtalt sig, og et nyt Problem
rejste sig derhos ved, at der opstod store
Sømagter, der ikke, som England, havde Havne
hele Verden over, og som derfor ønskede, at
der aabnedes Adgang til, at neutrale Skibe,
der sejlede med Kontrabande ell. var
Blokadebrydere, i St f. at føres i Havn for at blive
prisdømte, kunde ødelægges paa Stedet, mod
at Ødelæggelsens Berettigelse bagefter
godtgjordes for en Prisedomstol. Meningsforskellen
om disse og andre Spørgsmaal var saa stor,
at da der paa den anden Haag-Konference
1907 gjordes Forsøg paa at kodificere Reglerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
