- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
884

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Newton, Isaac

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

hvor han især studerede Matematik og
Fysik. Fra 1669 til 1700 var han Prof. i Matematik
ved Univ., 1696 blev han Tilsynsmand ved
Englands Mønt for at bringe Orden i de forvirrede
Møntforhold, og 1699 Møntmester. Royal
Society
i London valgte ham 1672 til
Medlem, og fra 1703 til sin Død var han dette
videnskabelige Selskabs Præsident. 1705 blev
han adlet af Dronning Anna. Paa den mat.
Fysiks Omraade staar N. uden Ligemand;
inden for den rene Matematik har
han gjort den mest vidtrækkende Opdagelse,
den nyere Tid har at fremvise, nemlig
Differential- og Integralregningen, og skønt han
arbejdede forholdsvis lidt som Eksperimentalfysiker,
har han dog ogsaa her, ved sine optiske
Arbejder, vundet Navn som en Forsker af første
Rang. Hans matematiske Evne var tidlig
udviklet. Til Lærer i Matematik havde han
Barrow, hvis Efterfølger han blev som mat. Prof.
1665 fandt han den fuldstændige Binomialformel
og Begyndelsesgrundene til Differentialregningen;
1666 begyndte han paa Integralregningen.
I sit Skrift De analysi per aequationes numero
terminorum infinitas
(forfattet 1665—66, men
først udgivet i London 1711) er N. paa det rene
med, at Kvadratur (Arealberegning) og
Differentiation er modsatte Operationer, idet
Differentialkvotienten af en Kurves Areal er = dens
Ordinat, og viser, hvorledes man kan danne
Rækkeudviklinger for Kurvers Ordinater efter
Potenser af Abscissen og derefter foretage
tilnærmede Bestemmelser af Arealet ved
Integration af et Antal af Rækkens Led, og han gav
efterhaanden i Breve og paa anden Maade
Meddelelse om sin Metode. Grundsætningerne af
»Fluxionsmetoden«, som han kaldte den, findes
i Principia, anden Bog, der udkom 1687, men
først 1704 fremsatte han Integralregningens
Metode udførlig i en Artikel om Arealberegning
af Kurver, der blev trykt som Tillæg til Optics.
Herved kom han i Strid med Leibniz, der 1684
havde offentliggjort et Arbejde over samme
Genstand og nu hævdede Prioriteten for sig.
Leibniz havde 1673 været i England, og i de
nærmest flg. Aar korresponderede han baade
med N. og dennes Venner om mat. Spørgsmaal,
saa han har næppe undgaaet Paavirkning af
N.’s Tanker. Imidlertid gav han sin Fremstilling
af den ny Regnemaade en anden og
hensigtsmæssigere Form end N.’s og kom foran denne
med Offentliggørelsen. Sammenhængen mellem
de to geniale Matematikeres Arbejde paa denne
Sag kan næppe fuldt udredes; man kan dog
hverken betvivle N.’s Selvstændighed i
Opdagelsen ell. Leibniz’ store Fortjeneste af
Fremstillingen. Ogsaa til Ligningernes Teori har N.
givet vigtige Bidrag, saaledes en Metode til
tilnærmet Beregning af Rødderne i numeriske
Ligninger. I Methodus differentialis (1711)
behandler N. Interpolation, og hans Navn er knyttet
til en berømt Interpolationsformel. Geometrien
skylder ham flere Sætninger henhørende til
plane Kurvers alm. Teori, og han har opstillet
en Klassifikation af Kurverne af tredje Orden
(Enumeratio linearum tertii ordinis,
fremkommen 1704 som Tillæg til Optics). Foruden
de ovenfor omtalte Værker af N. kan endnu
nævnes: Method of fluxions and infinite series
(forfattet 1671, udg. 1736) og Arithmetica universalis
(1707). Mest af alt har dog N.’s Behandling af
Mekanikken og især hans Opdagelse af
Tyngdeloven gjort ham berømt. Allerede
1666 fandt han, efter sit eget Udsagn, at den
Kraft, der holder Maanen i sin Bane om
Jorden, omtr. svarer til Tyngden paa Jordens
Overflade, naar man regner, at Kraften forholder
sig omvendt som Kvadratet paa Afstanden fra
Jordens Centrum. Alligevel varede det lige til
1686, før han offentliggjorde sin Opdagelse. At
Grunden hertil alene skulde være den, at han
benyttede en meget unøjagtig Værdi for
Jordens Radius, og at Regningen derfor ikke
stemte godt, er ikke troligt. En bedre Værdi var
allerede kendt og let tilgængelig, og 1671 gav
Picard Resultatet af sine meget omhyggelige
Maalinger. Der var to andre Hindringer af mere
alvorlig Art. At de forsk. Planeter bevæger sig
omtr., som om Solen tiltrak dem med Kræfter,
der forholder sig omvendt som Kvadraterne paa
deres Afstande fra Solen, følger saa let af
Kepler’s tredie Lov og af Huygens’ Lære om
Centripetalkraften, at der ikke behøvedes nogen N.
for at se dette. Man ved, at baade Halley,
Wallis, Wren og Hooke havde diskuteret denne
Sag, før N. fremsatte Tyngdeloven, men ingen
af dem kunde bevise, at de omvendte
Kvadraters Lov helt stemmer med Planeternes
virkelige Bevægelse, og navnlig vilde det ikke lykkes
at bevise, at Planetbanerne efter denne Lov maa
blive Ellipser. Omkr. Aarsskiftet 1679—80
lykkedes det for N. at føre dette Bevis, men der
var en anden Vanskelighed tilbage. Skal den
Kraft, der holder Maanen i sin Bane, være den
samme som Tyngden paa Jordens Overflade,
maa det kunne bevises, at Resultanten af alle de
Kræfter, hvormed Jordens enkelte Dele paavirker
et Punkt uden for Jordoverfladen, netop
er saa stor, som den vilde være, hvis hele
Jordens Masse var samlet i dens Centrum. Først
1685 lykkedes det for N. at føre dette Bevis, og
af et Brev til Halley ser man, at han før den
Tid havde tvivlet paa, at Loven om Kraftens
Variation med Afstanden kunde gælde helt ned
til Jordoverfladen. Først nu var Grundlaget for
den ny Lære om Himmellegemernes Bevægelse
færdigt, og i kort Tid, en Snes Maaneder,
fuldendte N. sit Hovedværk paa Mekanikkens
Omraade, Philosophia Naturalis Principia
Mathematica
, sædvanlig kaldt Principia, der udkom
1686—87. Halley bekostede Udgivelsen og har
tillige indlagt sig stor Fortjeneste ved Gang
efter Gang at opfordre N. til at fuldføre og udg.

I. Newton
I. Newton

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0928.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free