- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
894

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - New Zealand

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Alpesøer. Mod V. skærer Havet sig i lange
Fjorde dybt ind i den stejle Plateaurand. Flere
af Fjordene naar en Længde af 40 km. Ved
44° 30′ s. Br. hører Fjordene op, samtidig
tiltager Plateauet i Højde, og her ved dets
Nordgrænse ligger de højeste Punkter: Mount
Aspiring
(3112 m), Mount Earnslaw
(2864 m) o. a. Fra 44° s. Br. faar Terrainet
en anden karakter. Dets Former bestemmes
nu af den i Øens Længderetning strygende
Foldekæde: Southern Alps. Efter et lavt
arkaisk Forland langs Vestkysten stiger Landet
hurtig op til den palæozoiske Hovedkæde, hvis
Kam gennemsnitlig ikke ligger mere end 30 km
fjernet fra Vestkysten. Mellem det 523 m høje
Haast-Pas og det 1284 m høje
Whitecomb-Pas synker Kamlinien paa en
Strækning af 160 km ingensteds under 2000 m,
medens den bærer N. Z.’s højeste Top, Mount
Cook
(3764 m), og fl. a. Toppe paa over 3000
m. Ø. f. Hovedkæden følger et lavere liggende
mesozoisk Bælte. Derefter en palæozoisk
Parallelkæde og endelig et bredt tertiært Bælte, der
ud mod Havet afløses af Nutidsdannelser,
hvoriblandt flere Steder betydelige Klitter, enkelte
Steder ogsaa vulkanske Dannelser. Den
nordligste Del af Øen er noget mere indviklet i sin
Bygning. V. f. Southern Alps strækker sig de
2000 m høje Tasman Mountains,
opbyggede af siluriske Sedimenter og Granit. Langs
Østkysten hæver sig Kaikoura
Mountains
. Med Undtagelse af den ældgamle
Bjergkæde længst mod S. er Sydøens Bjerge først
opstaaet ved Foldning i Slutningen af
Juraperioden. I Løbet af Kridttiden planeredes de
fuldstændig, men gendannedes i Tertiærtiden
ved Forskydninger langs Brudlinier. I
Cook-Strædets mægtige Tværsænkning forsvinder
Sydøens Kæder for atter at dukke op paa
Nordøen. Paa den østlige Del af denne findes flere
parallelle Kæder, hvis Retning falder sammen
med Kystens, og som opbygges af palæozoiske
og mesozoiske Bjergarter. Tararua
Range
, der fortsættes i Ruahine Range og
Ruakumara Range, ligger i samme Linie
som Kaikoura Mountains paa Sydøen,
medens Kaimanaiva Range længere Vest
paa fortsætter Spencer Mountains og
St. Arnaud Range paa Sydøen. V. f.
denne Kæde bliver Foldekæderne borte. Kun faa
Steder træder de ældre Sedimenter frem i
Dagen, næsten overalt har de sænket sig og er
blevne dækkede med tertiære Aflejringer og
mægtige vulkanske Dannelser. Flade tertiære
Sletter afveksler med enkelte Vulkankegler,
Vulkanrækker og kedelformede Indstyrtninger. De
stedse vedvarende Forandringer i Jordskorpen
giver sig stadig til Kende i Jordskælv og
Vulkanudbrud. Umiddelbart V. f. Kaimanaiva
Range ligger paa Rad de tre mægtige Vulkaner
Tongariro (1974 m), Ngauruhoe (2280
m) og Ruapehu (2706 m), Nordøens højeste
Bjergtop. N. f. disse Kegler ligger
Taupo-Søen og længere mod Nord et stort Antal
mindre Søer, hvoriblandt Rotorua og
Taravera. Hele denne Egn hører til Jordens
mærkværdigste Steder ved sin Rigdom paa
dampende Fumaroler, sydende Slamkedler og
Solfatarer, utallige hede Springkilder med
pragtfulde Sinterterrasser. De berømteste
Terrasser, nemlig de ved den varme Sø
Rotomahana, tilintetgjordes 1886 ved et Udbrud
af Taravera-Vulkanen. I det sydvestlige
Hjørne af Øen ligger den isolerede Vulkan
Mount Egmont ell. Taranaki (2522 m).
Længst mod NV. findes atter et betydeligt
vulkansk Omraade paa Auckland-Halvøen, der ved
en smal Landtange mellem Hauraki-Bugten
og Manukau-Harbour staar i
Forbindelse med Øens Hovedmasse. Et stort Antal
smaa Vulkankegler hæver sig her op mellem
Lavamarker og Pimpstenssletter. I hist. Tid har
dog intet Udbrud fundet Sted. Klimaet er
mildt, oceanisk, gennemgaaende subtropisk,
men gaar længst mod S. jævnt over til at blive
koldttempereret. M. H. t. Temperatur er
Forskellen paa Sommer og Vinter meget ringe.
Middeltemperaturerne for Juli og Januar er i
Mongonui ved Nordspidsen af N. Z. 12,0° og
20,4°, medens de ved Southland paa Sydspidsen
er 4,7° og 13,8°. Middelekstremerne er for
Auckland 0,7° og 31,4°, for Southland ÷ 6,6°
og 28,8°. Hele N. Z. er altsaa udsat for
lejlighedsvis Frost, men selv i den sydligste Del af
Landet, hvor Sommerens Maksima ikke naar
de, der i Europa træffes ved Polarkredsen, er
de største Frostgrader i Lavlandet ikke
strengere end de, der findes i Sydfrankrig. Til
Gengæld for den ringe aarlige Foranderlighed er
de daglige og de uregelmæssige
Temperatursvingninger temmelig store. De Vinde, der
blæser med størst Hyppighed, er de vestlige.
Vindstyrken er meget betydelig. Særlig berygtet i
denne Henseende er Wellington, der siges
Halvdelen af Aaret at have Storm eller Orkan. De
stadige Vestenvinde betinger naturligvis en
Forskel mellem Vestsiden og Østsiden af Øen.
Allerede paa Nordøen kan den mærkes i
Vestsidens ringere Temperatursvingninger, men paa
Sydøen, hvor Southern Alps afspærrer Østsiden
fra Søvindens Indflydelse, bliver Forskellen
langt større. Særlig iøjnefaldende bliver dette
ved at betragte Middelekstremerne i Hokitika
paa Vestkysten (÷ 2,0° og 24,0°) og
Christchurch paa Østkysten, (÷ 3,8° og 31,2°). Større
er Forskellighederne i Henseende til
Regnmængde. Paa Nordøen er den ikke
overvældende stor, den varierer paa begge Sider af
100 cm. Der er en tydelig Regntid om Vinteren,
men Sommeren er dog ikke regnløs. Paa
Sydøens Vestskraaning afgiver Vestenvindene
uhyre Regnmængder (Hokitika aarlig: 298,5 cm),
temmelig ligelig fordelte over Aarets Maaneder.
Paa Østskraaningen optræder derimod
Nordvestvinden som en tør og hed Føhn, der kan
blæse meget vedholdende, saa Plantevæksten
fortørrer, Huden bliver som Pergament, og Øjne
og Øren fyldes med Støv. Naar Heden er paa
sit højeste, gaar i Reglen Vinden om til SV.,
og nu kommer Afkøling og Plaskregn. Med
sydøstlig Vind kan frygtelige Regnskyl anrette
betydelige Ødelæggelser. Den aarlige
Regnmængde er dog langt ringere end Vestkystens
(Christchurch: 64 cm). Klimaet paa Østsiden
af Sydøen, den bedst befolkede Del af Landet,
kan altsaa karakteriseres ved sin store
Vindstyrke, stærk Vekslen mellem Tørke og
Plaskregn, betydelige daglige Temperatursvingninger,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0940.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free