- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
904

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nibelungenlied

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

saa det ser ud, som det er Gunther. Først
overvinder han Brünhild i hendes Kampspil, som
kun kan vindes af den ypperste af alle Mænd.
Dernæst, da hun i Bryllupsnatten har værget
sig mod Gunther og hængt ham op paa en
Loftsnagle, maa Sigfrid paa Gunther’s Bøn
tæmme hende; han tager hendes Ring og Bælte,
som han giver Kriemhild. Siden kommer de
to Fyrstinder op at trættes om deres Rang, og
Kriemhild slaar Brünhild ved at fremvise
Sigfrid’s Rov, der røber, at det er Sigfrid og ikke
Gunther, som er den ypperste af alle Mænd.
Den svegne Brünhild raser og opægger Hagen til
Hævn. Han fralister Kriemhild
Hemmeligheden om Sigfrid’s saarbare Sted og snigmyrder
ham paa en Jagtudflugt, røver Nibelungenskatten
og sænker den i Rhinen. Kriemhild maa tie
dertil. 13 Aar efter bejler Hunnerkongen Etzel
(Atle) til hende; hun siger ja, i Haab om Hævn.
Efter andre 13 Aar indbyder Etzel og
Kriemhild Burgunderne til Gilde, og trods Hagen’s
Advarsel indfinder de sig. Straks kræver
Kriemhild Skatten af Hagen, men faar kun Haan
til Svar. Derpaa ægger hun Hunnerne til at
overfalde hendes Brødre, og der opstaar en
frygtelig Kamp. Alle Burgunder falder undtagen
Gunther og Hagen; paa hunnisk Side falder
den tro Markgrev Rüdiger med alle sine, og
Etzel’s Gæst, Didrik af Bern, har kun den gl.
Hildebrand tilovers. Omsider fanges Gunther
og Hagen af Didrik. Ingen af dem vil redde sig
ved at røbe Skattens Gemme; Kriemhild lader
da Broderen Gunther halshugge og myrder
egenhændig Hagen, som dør skadefro over at
tage Løndommen om Skatten med i Graven.
Til Straf for sin Grumhed dræbes Kriemhild af
Hildebrand. — N.’s Indhold er dobbelt. 1. Del,
Sigfrid’s eventyrlige Ungdom, er et eget Hele.
Deri indgaar Træk af en Digtning eller Myte,
der foreligger afsluttet med lykkelig Udgang i
det tyske Tornerose-Eventyr og i det nordiske
Sigrdrifumál, hvor han ægter en til Brünhild
svarende Prinsesse. Men efter adskillige
Forskeres Mening er denne Digtning
sammensmeltet med en hist. Handling, hvis Personer
hovedsagelig hører hjemme i det 6. Aarh.’s
Frankrig. Forud for Hovedhandlingen lever en
Sigismund, den første hist. Konge af dette Navn.
Paa Handlingens Tid er Gunthram Konge i
Burgund; Sigbert, den ædleste og ypperste af
den Tids Fyrster, hersker i Nordøstfrankrig, og
hans Hær tilbageslaar de forenet angribende
Saxer og Daner, ligesom Sigfrid i N. Hans
Hustru Brunehild, den første og eneste hist.
Dronning af dette Navn, sigtes — med Urette —
for at have voldt hans Mord (575). Hun dør som
Regentinde i Burgund og med Residensstaden
Worms. — Med Hensyn til Stoffet i 2. Del er
alle enige om, at det er hist. og tilhører den
store Folkevandring. Burgunderriget om Worms
var en mægtig Stat i 4.—5. Aarh.; Gunther og
Giselher er Burgunderkongeme Gundahari og
Gislahari; Hunnerkongen Etzel er Attila, Didrik
af Bern er Goterkongen Teodorik den Store;
Burgundernes Undergang foregik 436 eller 437,
da Gundahari faldt mod Hunnerne (se
Volsunger). De to Deles skarpe Modsætning ses
endnu tydelig i den nordiske Sagnform, der i
det hele er mest opr., baade i Indholdet og i
den vilde, grusomme Aand. Derimod har Stoffet
i selve Tyskland undergaaet stærk Affiling og
Forskydning; det er rykket halvt op af sin
folkelige Jordbund og tilsnittet efter Datidens
æstetiske Maal, de ridderlige Former. 1. Del
er svundet ind til næsten intet. Sigrid’s Fader,
i Norden en Hovedperson, er blevet en slet og
ret Staffagefigur, og selve Sigfrid’s Ungdom, der
udmales i nordiske og tyske Kvad (jfr
Sigurd Fovnesbane, Sivard
Snarensvend
), bliver ikke direkte fremstillet, men
blot refereret kort af Hagen. Om den unge Helts
uvorne Væsen og Trælletjeneste hos Smeden
mæles ikke et Ord; sligt var aabenbart
upassende for en ulastelig Ridder. Sigfrid’s Trolovelse
med Brünhild er strøget; kun Antydninger er
tilbage. Derved opnaas, at han staar som den
pletfri Ridder, men kun til Skade for den
tragiske Virkning. Til Gengæld har Dramaets
Slutning lige saa sikkert vundet. I Norden hævner
den myrdede Helts Enke ikke sin Mand paa
sine Brødre, men hævner derimod disse paa sin
anden Mand Etzel; dette stemmer med en
Tradition fra 5. Aarh., at Attila myrdedes af sin
Hustru Hildiko, men i Sagnet har det kun
kunnet motiveres ved en Glemselsdrik, der gives
Sigfrid’s Enke. I N. undgaas dette, thi her
udgaar Hævnen for Sigfrid ganske ligefrem fra
Enken, men Etzel er passiv. Motivet er muligt
at søge i Burgunderprinsessen Chrodichild,
Frankerkongen Chlodovech’s Dronning, der af
Hævntørst og Magtbrynde medvirkede ivrig til
sine Frænders Fald og Burgunderrigets sidste
Ødelæggelse 532. Over for Hustruen Kriemhild’s
Troskab mod Sigfrid staar i N. Lenstroskaben
mellem Burgunderfyrsterne og Hagen, atter et
tydeligt Riddermotiv. Ægte ridderlig er ogsaa
Slutningsmoralen, hvordan altid Glæde føder
Smerte, — et stadigt Omkvæd hos
Minnesangerne. — Sammenarbejdelsen af
Nibelungen-Sagnet skete i Øvretyskland, og allerede kort efter
Folkevandringen var det kendt over hele den
gottonske Verden, omtr. som det foreligger i
Volsungasaga. Den tyske Gejstlighed, der var
fjendsk mod al verdslig Poesi, brød Staven over
det, men forgæves, og i 10. Aarh., da Gejstlige
i det hele gav sig til at digte verdslig, skal
ogsaa N. være optegnet af gejstlig Haand, efter
Ordre af Bisp Piligrim af Passau. Det var dog
efter Tidens Skik sikkert paa Latin, og
virkelig adlet blev N. derfor først, da det i 12. Aarh.
blev rendigtet paa Modersmaalet; det skete i
Østerrig ell. Bayern, rimeligvis ved en farende
Sanger. Saaledes iført Ridderdragt blev N.
hurtig lige saa yndet i Borgene som hidtil i
Hytterne; herom vidner de talrige Haandskrifter
(fra 13. Aarh.). I 16.—17. Aarh. gik N. i
Glemme, men fremdroges 1757 af den schweiziske
Kritiker Bodmer; populært blev det dog først
i den romantiske Tid ved v. d. Hagen’s Udg.
1810. Den filologiske Kritik indlededes 1816 af
K. Lachmann, der paa N. overførte Wolff’s
Teori om Homer’s Digte, at her ikke forelaa
Enkeltmands Værk, men Sammenlodning af
særskilte Digte, som Lachmann vilde rede ud indtil
haarfine Enkeltheder. Dette blev helligt Dogma
for en hel Skole, Müllenhoff, Scherer o. m. a.,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0950.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free