Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Niederwald - Niedner, Christian Wilhelm - Niel - Niel, Adolphe - Niellering - Niello - Niels - Niels (dansk konge)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Niederwald [↱ni.dərvalt], Bjergparti ved
Rhinens højre Bred over for Bingen, hvor Floden
træder ind i det rhinske Skiferplateau, danner
den yderste Udløber af Taunus og dækkes af
Bøg, Eg og Vinhaver. Bl. de mange smukke
Udsigtspunkter er det højeste Rossel (344 m o.
H., 264 m over Rhinen). Paa N. afsløredes 1883
et Nationaldenkmal for Krigen 1870—71
(Billedhugger: Schilling), en 10,5 m høj
Germaniaskikkelse paa en 25 m høj reliefprydet
Underbygning.
O. K.
Niedner [↱ni.dnər], Christian
Wilhelm, tysk protestantisk Kirkehistoriker
(1797—1865), blev 1829 Prof. i Leipzig, nedlagde
under Revolutionsurolighederne 1849 sit Embede
og boede saa som Privatmand i Wittenberg, til
han 1859 blev Prof. i Berlin. Hans Hovedværk
er »Lehrbuch der Geschichte der christlichen
Kirche« (1846, 2. Opl. 1866). Fra 1845 var han
Udgiver af »Zeitschrift für die historische
Theologie«.
(J. P. B.). A. Th. J.
Niel [ni.£], Kommune i det vestlige Belgien,
Prov. Antwerpen, 12 km S. f. Antwerpen, ved
Scheldes Biflod Rupel og Banelinien
Antwerpen—Boom, driver Fabrikation af Cement,
Teglsten og Lervarer og har (1920) 9084 Indb.
(M. Kr.). G. G.
Niel [niæl], Adolphe, Marskal af
Frankrig, f. 1803, d. 1869, blev 1827 Sekondløjtnant,
deltog med Udmærkelse som Ingeniørkaptajn i
Stormen paa Konstantine, hvorfor han
udnævntes til Bataillonschef. 1846 forfremmedes han til
Oberst, 1849 til Brigadegeneral og deltog s. A.
i Belejringen af Rom. Efter 1853 at være bleven
Divisionsgeneral ledede han Belejringen af
Bomar-Sund 1854. Det flg. Aar sendtes han som
Adjutant hos Kejser Napoleon til Krim for at
undersøge Forholdene ved Sevastopol. I en
Indberetning til Kejseren udtalte han sig herom,
foreslog Angrebet paa Malakof og var, da dette
lykkedes, Genstand for store Udmærkelser. 1859
kommanderede han 4. Korps, med hvilket han
kæmpede med Dygtighed ved Magenta og
navnlig ved Solferino. For sine Fortjenester i
Felttoget fik han Marskalstaven. 1867 udnævntes
han til Krigsminister. Han indførte
Chassepot-Geværet og fik vel 1868 gennemført en ny
Værnepligtslov, men denne svarede langtfra til hans
Ønsker, der stilede mod alm. Værnepligt. N.
indsaa klart Manglerne ved den fr. Hær og tog
sig meget nær, at han ikke kunde faa den
forbedret. Han har skrevet Siège de Sevastopol
(Paris 1858).
(B. P. B.). E. C.
Niellering, det Arbejde at udføre Niello (s. d.).
Niello (ital. af lat. nigéllus, sortagtig),
Forsiringer, især paa Sølv, dog ogsaa paa Guld ell.
uædle Metaller, dannede af graverede,
prægede ell. paa anden Maade fordybede Linier,
der er udfyldte med en mørk Masse. Denne
bestaar af Svovlforbindelser af Sølv, Bly, Kobber
ell. Vismuth; den tilberedes f. Eks. ved at
sammensmelte 9 Dele Sølv, 1 Del Kobber, 1 Del
Bly og 1 Del Vismut i Digel og tilsætte et
Overskud af Svovl. Efter Afkølingen stødes Massen
til Pulver, blandes med lidt Salmiakopløsning
og lægges paa Metallet, der skal nielleres.
Metallet ophedes, saa at alle Fordybninger bliver
godt udfyldte af den smeltede, sorte Masse, og
efter Afkølingen bliver det overflødige af denne
skrabet bort, Overfladen slebet glat med
Pimpsten og endelig poleret, saa at Tegningen viser
sig med glinsende, mørke Linier paa den rene
Metalgrund. N. har efter Plinius allerede
været kendt i det gamle Ægypten, men kom
navnlig i Brug i 12. Aarh. i Tyskland og Italien,
og er ligeledes blevet meget anvendt i den
nyere Tid; i den russ. By Tula er der i mange
Aar fremstillet karakteristiske Arbejder under
Anvendelse af denne Teknik, Tulaarbejder
(jfr Finiguerra og Corviniello).
Carl J.
Niels, dansk Mandsnavn; opstaaet paa nord
Grund af Helgennavnet Nikolaus gennem
Mellemleddet Nicles; af samme Helgennavn er
ogsaa kommet det sydfra indførte Navn Klavs;
jfr. Nisse.
G. K-n.
Niels, dansk Konge, d. 1134, var Søn af Sven
Estridsøn. Bl. Svens-Sønnerne hørte han til
dem, der foretrak gl. Sæd og Skik for Knud den
Helliges europ. Kulturbestræbelser og myndige
Herredømme. Efter Knud’s Drab gik han derfor
til Flandern som Gidsel, hvorved Olaf (Hunger)
kunde slippe ud af Fangenskab og bestige
Danmarks Trone. Tilsidst tilfaldt det ham selv at
blive Konge. Da der kom Bud om Erik Ejegod’s
Død paa Cypern, og Sven, den ældste endnu
levende af Svens-Sønnerne, døde paa Vejen til
Viborg Landsting, medens den næste Broder,
Ubbe, frafaldt sin Ret til Kronen, blev N. valgt til
Konge (1104). Senere hed det, at han kun ved
Bestikkelser naaede dette Maal. N. ægtede den
norske Kong Magnus Barfod’s Enke, Margrete
Fredkulla (s. d.), Datter af Kong Inge i
Sverige. Hendes Klogskab kunde dog ikke dække
over N.’s Fejl. Han manglede kongelig
Fremtræden, var snæversynet, smaalig, raadløs og
til Tider lumsk. Af Gerrighed indskrænkede han
Hirdmændenes Tal, og derved var han ude af
Stand til at haandhæve Fred og Orden. I selve
Hirden forfaldt Mandstugten. Den mægtige
Kristjern Svensson overfaldt og saarede en anden
Vederlagsmand, og N. lod ham slippe med
svære Bøder; Følgen var, at endnu værre Lovbrud
fandt St., og det lige for Kongens Øjne.
Udadtil blev N.’s Gerrighed og Svaghed end mere
skæbnesvanger. Han forholdt sin Søstersøn,
Venderfyrsten Henrik, hans Mødrenegods.
Henrik, der hidtil havde været Danmarks Ven,
begyndte nu Fejde, foruroligede Grænseegnene
og lod sine Skibe hjemsøge de danske
Farvande. N. mandede sig op til et Tog mod
Vagrerlandet; men Eliv Jarl i Sønderjylland spillede
under Dække med Henrik og udeblev med sine
Ryttere, og N. led da Nederlag ved Ljutka.
Denne Nød hørte dog op, da hans unge
Brodersøn Knud Lavard blev Grænsejarl (1115); men
den gerrige Konge lod sig udbetale en stor
Indfæstningssum. N. maatte imidlertid se sig stillet
i Skygge af Knud Lavard, der hurtig magtede
at sikre Grænsen. Og medens Knud blev
Bannerfører for Vesterlandenes Kultur, hang N.
sejt ved det gammeldags. Bl. a. vilde han have
Paven til at tillade danske Præster at leve i
Ægteskab; paa den anden Side værgede han
ikke de gifte Præster mod Almuens Forfølgelse
(1123). Mest maatte det nage N., at Knud Lavard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
