Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nielsen, Nicolai Peter - Nielsen, Niels - Nielsen, Oda Laurenze Helmine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
savnet, skønt det var 12 Aar siden, at den
første Oehlenschläger’ske Tragedie blev opført. N.
besad ikke alene glimrende fysiske
Skuespilleregenskaber, men Kraft og Lyrik. Hans unge
Helte og Elskere var ikke forskellige, men
Idealbilleder af ham selv; uden at eje den
inderste Lidenskab var de opbrusende i deres
Heftighed, mandige og ømme i deres Kærlighed.
Hans skønne Stemme vuggede paa Rytmernes
svulmende Velklang og hans muskelstærke
Skikkelse med den ædle Holdning og det
fritbaarne Hoved gav Tilskuerne det Indtryk, at
der stod en Mand bag de store Ord. Derimod
lykkedes en Rolle som Hamlet ikke for ham,
fordi han savnede Aandfuldhed i Diktionen, og
i de store Karakterroller: Macbeth, Kong Lear,
Hakon Jarl og Palnatoke stod han tilbage for
Dr. Ryge, hvis Lidenskab var dybere. August
Bournonville skrev, at N.’s Stemme forholdt sig
»til Ryge’s som det fyldige, men bløde
Valdhorn til Kamplurens skarpe gennemtrængende
Toner«. Dog, selv om Samtiden ikke mente, at
N. naaede sin Forgænger i Fremstillingen af
disse Skikkelser, kom ingen af N.’s Efterfølgere
til at staa Maal med ham. Han udførte ogsaa et
stort Repertoire i Lystspillet, og inden for dette
Omraade ydede han sin bedste Kunst i ældre Roller.
Navnlig i Konversationsskuespil af den
Scribe’ske Skole gengav han paa fortrinlig Vis
en Del Karakterer af født Fornemhed og
ridderlig Tænkemaade, fyldige Markier med et
indskrænket Aandsliv, men hvis Væsen var
Noblesse og Selvtilfredshed (f. Eks. Markien i
»Slottet i Poitou«). Disse Figurer formede han
ogsaa i sit eget Billede, thi N. var i Aarenes
Løb selv blevet en Festfigur, der levede et
selskabeligt Liv og talte langt bedre, end han
tænkte. Da J. L. Heiberg skrev Skuespillersindets
Psykologi i »En Sjæl efter Døden«, var N.
hans Model. Bortset fra Høflighedsfraser havde
Forholdet mellem dem været spændt fra
Ungdomsdagene, og da Heiberg udnævntes til
Direktør (1849), blev N.’s af skiftende Luner og
upaalideligt Helbred fremkaldte Ansøgninger om
Afsked et Tema, som ofte beskæftigede Pressen.
Et Par Aar før han fik sit Ønske opfyldt (1855),
skrev Heiberg til Ministeriet: »Uagtet Theatret
maa betragte det som et Tab at miste en i saa
mange Henseender begavet Skuespiller, som det,
alene paa Grund af hans udvortes Fortrin,
bliver vanskeligt at erstatte, saa vil paa den anden
Side den store Letsindighed, hvormed han
behandler sin Kunst, idet han saa godt som aldrig
memorerer en Rolle, og derved stadigen
besværer sine Medspillende, der maa bruge alleslags
Kunstgreb for at dække hans Usikkerhed og
derved redde Stykkernes Virkning, bevirke, at
Beklagelsen over hans Afgang bliver mindre«.
Dog, efter Heiberg’s Afsked knyttedes N. atter
til Teatret, hvor han optraadte sidste Gang 24.
Febr 1860 som Markien i »Kamp og Sejr«.
N. var den første danske Skuespiller, der blev
Professor, Ridder og Dannebrogsmand, og som
modtog fremmede Dekorationer. Han optraadte
ofte paa Udlandets Scener; 1824 debuterede han
som tysk Skuespiller i Braunschweig, bl. a. som
Coreggio; 1827 optraadte han i München og
paa Burgteatret i Wien, bl. a. som Axel i »Axel
og Valborg«, senere var han fl. Gange Gæst paa
Scenerne i Kria, Bergen, Sthlm og Helsingfors,
sidste Gang 1858. (Litt.: Overskou, »Den
danske Skueplads«, IV—VII [Kbhvn 1862—76];
Bournonville, »Theaterliv« II, [Kbhvn
1865]; Robert Neiiendam, »Breve fra
danske Skuespillere og Skuespillerinder«, II
[Kbhvn 1912]; O. Schlichtkrull’s Udg. af
Heiberg’s »En Sjæl efter Døden« [Kbhvn 1919]).
R. N.
![]() |
N. P. Nielsen. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>