- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
951

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nikkel - Nikkelammoniumklorid - Nikkelammoniumsulfat - Nikkelantimonglans - Nikkelarsenkis - Nikkelblik - Nikkelblomst - Nikkelbromid - Nikkelbronze - Nikkelcyanid - Nikkelforilte - Nikkelforiltehydrat - Nikkelglans - Nikkelhexaminklorid - Nikkelhydroxyder - Nikkelhydroxydul - Nikkelihydroxyd - Nikkelilte

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

magnetisk, om end i langt mindre Grad end
Jernet; det leder den elektriske Strøm c. 8
Gange daarligere end Kobber. N. er bestandig
over for Atmosfærens Indvirkning; det opløses
let af Salpetersyre, mindre godt af Svovl- og
Saltsyre; ogsaa fortyndet Eddikesyre opløser
N. noget. I den elektriske Spændingsrække staar
det mellem Kobolt og Jern, men er væsentlig
mere »ædelt« end dette sidste. Til Støbning er
det daarligt egnet, da Smeltepunktet ligger for
højt, og da det indsuger i smeltet Tilstand Luft,
som atter afgives under Størkningen. Til
elektrolytiske Udfældninger er det særdeles vel egnet.

Ren N. anvendes i stigende Grad til Kogekar,
Laboratorieapparater etc., hvortil det let
forarbejdes ved Presning, Stansning o. l. P. Gr. a.
den høje Pris vil man dog i mange Tilfælde se
sig nødsaget til at anvende det i Form af
Overtræk paa billigere Metaller, f. Eks. Jern, hvad
der kan foregaa under Anvendelse af en
Valsning-Pletteringsproces, men næsten altid
foregaar ad elektrolytisk Vej. I Elektroteknikken
anvendes N. til Traad til Modstandsopvarmning,
til Reostater o. l., ligeledes til Edison-Jungner
Akkumulatorer. Som Katalysator ved
Fedthærdning har det faaet stor Betydning. De
største Mængder anvendes dog til N.-Legeringer. I
enkelte Tilfælde er det blevet erstattet af
metallisk Kobolt, som omtr. har lgn. Egenskaber,
saaledes i Tyskland under Verdenskrigen til
Overtræk fremstillet ad galvanisk Vej.

N. er først blevet kendt og benyttet i den
nyere Tid, selv om dets Forbindelsers
Forekomst i Naturen sammen med f. Eks.
Kobbermalme har givet Anledning til, at det allerede
tidligt er blevet udvundet legeret sammen med
andre Metaller; der er saaledes fundet
baktriske Mønter fra Tiden før Kristus, som
indeholder c. 20 % N. sammen med Kobber og smaa
Mængder af andre Metaller. Navnet N. er
ligesom det tilsvarende Kobolt opr. et
Bjergmands-Skældsord, anvendt mod de ildesindede
Bjergaander, som man mente var Skyld i, at
tilsyneladende værdifulde Malme ikke ved den
sædvanlige Behandling i Hytten gav det forventede
Kobber, Sølv etc. Først den sv. Kemiker
Cronstedt fremstillede af saadan Malm 1751 et nyt
Metal, N., ganske vist kun i uren Tilstand, men
1804 blev dets Renfremstilling foretaget af
Richter. 1824 begyndte Anvendelsen til
Nysølv, 1850 til Mønter; omtr. fra 1888 skriver sig
Anvendelsen til Nikkelstaalpanser.
Verdensproduktionen anslaas for 1913 til 30000 t.
Carl J.

Nikkelammoniumklorid, se
Nikkelklorid.

Nikkelammoniumsulfat, se Nikkelsulfat.

Nikkelantimonglans, d. s. s. Ullmannit, se
Gersdorffit.

Nikkelarsenkis, d. s. s. Gersdorffit.

Nikkelblik, tynd Plade af rent Nikkel ell. af
nikkelpletteret Jern ell. af galvanisk forniklet
Zink, anvendes til Beholdere, til Beslag til
Musikinstrumenter o. s. v. N. af ren Nikkel har
fundet en Del Udbredelse til Kogekar, f. Eks. til
Husholdningsbrug, desuden i kemiske
Laboratorier til Digler og Skaale, hvor det i enkelte
Tilfælde delvis kan erstatte Platin.
Carl J.

Nikkelblomst, se Annabergit.

Nikkelbromid. Bromnikkel, NiBr2,
fremstilles ved at lade Brom virke paa Nikkelpulver
i Varmen. N. sublimerer da og faas som smaa
gulbrune Krystaller. Opløses det vandfri Salt i
Vand, ell. digereres Nikkelpulver med Brom og
Vand og afdampes Opløsningen, udkrystalliserer
NiBr2, 3 H2O som smaa smudsighvide, meget
henflydende Naale. N. anvendes i Medicinen mod
Epilepsi.
M. M-r.

Nikkelbronze [-↱bråŋsə-], Betegnelse for
Legeringer af Nikkel med Kobber, eventuelt med
Tilsætning af Tin. Se Kobbernikkel.
Carl J.

Nikkelcyanid, Cyannikkel, Ni(CN)2,
faas som et grønlighvidt Bundfald ved
Tilsætning af Kaliumcyanid til en Opløsning af et
Nikkelsalt. Det opløses i Overskud af
Kaliumcyanid, idet der dannes Kaliumnikkelcyanid,
K2Ni(CN)4. Sættes hertil en basisk
Opløsning af Natriumhypobromit, d. v. s. en
Blanding af Natriumhydroxyd og Bromvand,
udfældes Nikkelperhydroxyd, Ni(OH)3.
Denne Reaktion er meget vigtig for Adskillelsen
af Nikkel fra Kobolt.
M. M-r.

Nikkelforilte, se Nikkeloxyder.

Nikkelforiltehydrat, se
Nikkelhydroxyder.

Nikkelglans, se Gersdorffit.

Nikkelhexaminklorid, Hexaminnikkelklorid,
[Ni(NH3)6]Cl2, er et ret vigtigt
Nikkelsalt, idet det gennem dette, ud fra
koboltholdigt Handelsnikkel, er muligt at fremstille
koboltfri Nikkelforbindelser. Nikkelet opløses i
Salpetersyre; Overskud af denne fjernes ved
Afdampning. Inddampningsresten opløses i lidt
Vand, og der sættes et stort Overskud af
Ammoniumhydroxyd og noget Ammoniumklorid
til; derpaa suges Luft gennem Opløsningen.
Efter Iltningen med Luft (for at ilte
tilstedeværende Koboltsalte) fældes N. af
Opløsningen ved at tilsætte en mættet Opløsning af
Ammoniumklorid i Ammoniakvand. Det faas som smaa
blaaviolette Krystaller.
M. M-r.

Nikkelhydroxyder. Der kendes to. 1)
Nikkelhydroxyd, Ni(OH)2, tidligere
kaldet Nikkelhydroxydul,
Nikkelohydroxyd, Nikkelforiltehydrat,
faas som et æblegrønt Bundfald ved at sætte
en Natriumhydroxydopløsning til en Opløsning
af et Nikkelsalt. Fældes en Nikkelsaltopløsning
med Ammoniumhydroxyd, faas Bundfald af
grønne basiske Salte, der i Overskud af
Ammoniumhydroxyd opløser sig til komplekse
Forbindelser.

2) Nikkelperhydroxyd, Ni(OH)3,
tidligere kaldet Nikkelhydroxyd,
Nikkelihydroxyd, Nikkeltveiltehydrat,
faas ved at sætte Iltningsmidler som
Natriumhypoklorit ell. -hypobromit til den basiske
Opslemning af N., der faas ved at fælde et
Nikkelsalt med Natriumhydroxyd. N. iltes derved til
det sorte Nikkelperhydroxyd. Dette giver med
Saltsyre Nikkelklorid, NiCl2, og frit Klor
(analogt Nikkelperoxyd).
M. M-r.

Nikkelhydroxydul, se
Nikkelhydroxyder.

Nikkelihydroxyd, se Nikkelhydroxyder.

Nikkelilte, se Nikkeloxyder.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0997.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free