Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nikolai - Nikolaistad - Nikolaitter - Nikolaj I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Nikolai [nikå↱la^i] (Nicolai), By i polsk
Vojvodi Slask (øvre Schlesien.) ved et
Tilløb til Oders Biflod Klodnitz og Jernbanelinien
Leobschütz—Kattowitz, har c. 7000 Indbyggere.
Jernværker, Jernstøberi, Maskinfabrikation,
Mølledrift og Kvægmarkeder.
N. H. J.
Nikolaistad [-stɑ.d], se Vaasa.
Nikolaitter, d. s. s. Nicolaitter.
Nikolaj I [nika↱£aj] (urigtig kaldet
Nikolaus), Kejser af Rusland (1825—55), f. 6. Juli
1796, d. 2. Marts 1855, var Kejser Paul’s 3. Søn
og blev opdraget af Grevinde Lieven. I sin
Ungdom viste han kun Interesse for
Militærvæsen (ønskede 1812 at deltage
i Krigen) og blev holdt helt uden for
Statsstyrelsen, skønt hans ældre Broder
Konstantin allerede 1822 gav Afkald paa
Tronfølgen. Ved den ældre Broder Alexander I’s
Død December 1825 blev han uventet Kejser
(hyldede selv først Konstantin), men maatte
kæmpe mod en Soldateropstand i Petrograd
og viste stort personligt Mod samt senere
ubønhørlig Strenghed mod Deltagerne. Han var en
ægte Herskernatur, havde et højst anseligt
Ydre, et stolt, imponerende Væsen og en fast,
ubøjelig Villie. Han greb straks med Kraft
Regeringens Tøjler og vilde overalt gøre sin
Myndighed gældende; gennemførte en streng
Lydighed og et udstrakt Spioneringssystem og
taalte, i levende Overbevisning om Enevældens
Nødvendighed, ikke den mindste friere Rørelse
samt nærede særlig Afsky for den
konstitutionelle Ordning i Polen, som et utaaleligt
Indgreb i hans Ret som Hersker. Ogsaa søgte han
at gøre Ende paa de mange Misbrug i
Forvaltningen, paa Embedsmændenes Vilkaarligheder
og Underslæb, men kunde end ikke i sin
nærmeste Kreds gøre Ende paa dette indgroede
Uvæsen, lige saa lidt som han formaaede at
fortrænge den fr. Tale fra Hoffet. I Modsætning
til sin Broder og sin Farmoder, Katharina II,
ønskede han nemlig at fremme den særlig russ.
Aand i St f. at efterligne det vesterlandske
Væsen og søgte at udvikle Troen paa Ruslands
Fremtidskald som Verdens Herskerinde og dets
Fortrin fremfor det »raadne« Europa. Han
vilde derfor helst afspærre det fra al Paavirkning
af Udlandets Ideer, ligesom han ønskede at
gøre alle sine Undersaattere til Russere og til
græske Katolikker.
I nøje Forbindelse hermed stod hans
Interesse for Grækenlands Frigørelse, hvad der
førte til Krigen mod Tyrkerne 1828—29; den endte
heldig og skaffede ham Protektoratet over de
3 Donau-Fyrstendømmer samt banede Vej for
Ruslands senere Indflydelse i Tyrkiet. Forinden
havde han vundet en Del af Armenien fra
Persien (1828) og førte senere en langvarig Krig
for at kue Folkeslagene i Kaukasien. Da
Polakkerne 1830 vilde løsrive sig for at hævde deres
politiske Frihed og nationale Uafhængighed,
straffedes Forsøget med grusom Strenghed og
med Tabet af selve det Skin af Frihed, de
hidtil havde haft. Ogsaa i Finland hævdedes
Enevælden, uagtet det Tilsagn, som Alexander I
1809 havde givet om større Frihed. For at
bryde den kat. Kirkes Indflydelse fik han 1839
den tidligere »Union«, som de gr. Katolikker i
Litauen havde sluttet med Paven, ophævet og
Menighederne ført over til den russ.
Statskirke; lgn. Trosiver vistes over for Lutheranerne
i Østersølandene, hvorhos Jøderne undertryktes
paa alle Maader. Udadtil stod han i spændt
Forhold til Kong Ludvig Filip’s Styrelse i Frankrig,
medens han havde søgt Forbund med hans
Forgænger Karl X om Frankrigs Udvidelse ved
Rhinen og Ruslands i Tyrkiet; ligeledes
støttede han de legitimistiske Prætendenter i
Spanien og Portugal, Don Carlos og Dom Miguel.
Efter Februarrevolutionen 1848 optraadte han
afgjort fjendtlig mod de friere Rørelser i
Europa og udstedte et Opraab til sine
Undersaatter om at holde fast ved Troen, Tsaren og det
»hellige« Rusland mod Oprørsaanden i de
vestlige Lande. Han brugte ogsaa sin Tilsynsret i
Rumænien til at undertrykke dets nationale
Ønsker, hjalp 1849 Østerrigs Kejser mod
Ungarerne og stillede sig 1850 i de tyske
Spørgsmaal afgjort paa Reaktionens Side. Han vandt
derved en overordentlig Indflydelse som
Ordenens Haandhæver i Europa. Efter en
Sammenkomst i Warszawa Oktbr 1850 med den danske
Prins Christian (senere Christian IX) raadede
han Frederik VII til at tage Prinsen til
Tronfølger. Endelig mente han sig stærk nok til
at kunne gennemføre sin stolte Plan om at
arve »den syge Mand«, d. v. s. gøre Tyrkiet til
sit Bytte. I Jan. 1853 fremsatte han personlig
over for den eng. Sendemand et Forslag om
Tyrkiets Deling; men da han derefter gjorde
Skridt for at sætte sin Plan i Værk, mødte
han uventet stærk Modstand fra Tyrkiets Side.
Ogsaa opbragte hans Overmod baade England
og Frankrig, især da han personlig havde
krænket Kejser Napoleon ved ikke at hilse ham som
Ligemand, skønt han visselig foretrak
Kejserdømmet for Republikken. De gentagne
Nederlag, hans Tropper led i Krim-Krigen, den
Skuffelse, at hverken Østerrig eller Preussen vilde
hjælpe ham, og den Ydmygelse, at hans Plan
strandede, nedbrød hans aandelige og
legemlige Kraft, medens han rastløs arbejdede for
at raade Bod paa Ulykkerne. Skønt syg
overværede han 22. Febr 1855 et Regiments
Øvelser, forkølede sig og døde en Uges Tid
derefter; Rygtet om Forgiftelse opstod snart. Hans
sidste Beslutning var at ville paabyde en alm.
Folkevæbning. Med ham faldt Enevældens og
Legitimitetens sidste Støtte i Europa. Af sit
Ægteskab med Charlotte, kaldet Alexandra
Feodorovna, Datter af Kong Frederik Vilhelm III
af Preussen (f. 13. Juli 1798, d. 1. Novbr 1860),
havde han 4 Sønner, Alexander II, Konstantin
 |
| Nikolaj I. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
