- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
956

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nikolaj II - Nikolaj - Nikolaj I

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Dog heller ikke denne Forfatning overholdtes
ret længe, og 1910 kundgjordes det aabne Brud,
idet der udtaltes, at de særlige
Landsrettigheder burde vige for Hensynet til hele Rigets
Enhed (se Finland, »Historie«, S. 100—101).
Naar det gik Finland saaledes, var det intet
Under, at Undertrykkelsen fortsattes imod
andre Folkefærd. Vistnok maatte han Apr. 1905
indrømme udstrakt religiøs Tolerance, særlig til
bedste for de talrige gammeltroende Sekter,
samt tilstaa Ret for de Protestanter (i
Østersølandene), Katolikker (i Litauen) og Jøder, som
tidligere Undertrykkelser havde ført over til
Statskirken, til at vende tilbage til deres opr.
Trossamfund. Men han fik snart Lejlighed til
at vise sit rette Sindelag, idet han benaadede
»de sande russ. Mænd«, der havde ledet
Jødeforfølgelserne; saa afhængig var han af
Synodens Prokurør, den herskesyge
Pobjedonosjev. Det stærke Misnøje, som Nederlagene i
Krigen mod Japan havde vakt, nødte N. Aug.
1905 til at love Sammenkaldelsen af en
folkevalgt Rigsforsamling, Duma. Denne var vistnok
opr. tænkt som raadgivende, men den fik snart
sin Myndighed ret udvidet, og en konstitutionel
Statsordning bebudedes. N. blev derfor hyldet
og lovprist som den, der havde indført en ny
Æra i Rusland. Men Glæden varede kun kort;
thi da Dumaen ved sin første Sammenkomst
(Maj 1906) havde vist større Selvstændighed og
mere Frisind, end han havde ventet, vaagnede
Selvherskeren i ham, og skønt han udtrykkelig
havde lovet, at ingen Ændring skulde foretages
i Dumaens Stilling uden dens Samtykke,
fastsatte han egenmægtig en væsentlig Omdannelse
og nedbrød saaledes al Tillid. Ogsaa i sin ny
Sammensætning fik Dumaen haarde
Sammenstød med Regeringen, og under gentagne
Opløsninger fortsattes Kampen i de flg. Aar,
medens de revolutionære Bevægelser rundt om i
Riget undertryktes med blodig Strenghed og
Landsforvisninger i Massevis.

Efter den østerr. Tronfølgers Mord (Juni
1914) søgte N., som naturligt var, at holde
sin Haand over Serbien og støtte det imod
Østerrigs anmassende Krav, medens det er
tvivlsomt, om han billigede den Mobilisering,
som hans Krigsminister paa egen Haand havde
sat i Værk, og som blev den ydre Anledning til
Verdenskrigen. Da denne fik en for Rusland
uheldig Vending, tog N. 1916 selv Ledelsen i sin
Haand, men gjorde derved kun ondt værre.
Thi hans Ukyndighed som Hærfører og hans
Selvherskerluner medførte, at han vilkaarligt
skiftede Ministre og Generaler, indtil der kom
Forvirring i alle Forhold. Det Mishag, som
derved vaktes i Hæren og i Folket, steg 1917 til
aabent Oprør, og N. nødtes 15. Marts til at
underskrive Tronfrasigelse baade for sig og sin
Søn, hvorhos Tronen skulde gaa over til hans
yngre Broder Mikael, som dog aldrig kom
til at indtage sit Sæde. Da Magten i Rusland
senere faldt i Bolshevikernes Hænder,
overførtes N. tillige med sin Ægtefælle og Børn til
Sibirien, først til Tobolsk og derefter fra Sted
til Sted, indtil de Sommeren 1918 hentedes
tilbage til Jekaterinenburg, hvor de alle grusomt
myrdedes af vilde Revolutionsmænd.
Enkelthederne er endnu ikke opklarede. — N. havde
26. Novbr 1894 ægtet Alix af Hessen,
Datter af Storhertug Ludvig IV og Datterdatter af
Dronning Victoria af England, f. 7. Juni 1872;
hun tog Navnet Alexandra. Hun var ham dog
ingen god Støtte og skildres som hovmodig og
herskesyg, stødte Folk fra sig ved sit kolde og
stive Væsen og søgte, om end forgæves, at
drage sin svage Ægtefælle over til en mod
Tyskland venlig Politik. Hun var nemlig udpræget
tysksindet og fik tidlig Navnet »Tyskerinden«
(ligesom Marie Antoinette i sin Tid kaldtes
»Østerrigerinden«). Under Verdenskrigen
beskyldtes hun for at staa i hemmelig
Forbindelse med Kejser Vilhelm II og at give ham
Oplysninger om russ. Forhold. Mest Skade
forvoldte hun dog ved den Forargelse, hun vakte
ved sin blinde Tillid til — og aabenlyse
Afhængighed af — den uhyggelige Eventyrer
Rasputin, der i en Række af Aar indtil sin
voldsomme Død (1916) øvede stor Indflydelse
ved Kejserhoffet. Hun fødte 1895—1901 4 Døtre
og 1904 den aandelig og legemlig svage
Kejserprins (Czarevitch) Alexei, der alle uden mindste
Skyld maatte dele Forældrenes Skæbne.
E. E.

Nikolaj [nika↱£aj], russ. Storfyrste (1831—91),
Søn af Kejser Nikolaj I, blev 1860
Ingeniørgeneral og 1865 Chef for alle Gardetropperne. Skønt
en ivrig Levemand gjaldt han dog for at være
em stor Hærfører, og han fik derfor 1877
Overbefalingen over Hæren mod Tyrkiet, men viste
kun ringe Dygtighed og mistede efter
Ulykkerne ved Plevna faktisk sin Myndighed.
Alligevel blev han 1878 udnævnt til
Generalfeltmarskal, men kompromitteredes stærkt ved de
følgende Undersøgelser om de under Krigen
foregaaede grove Besvigelser af Hærens
Leverandører; han havde set igennem dermed for at
faa Penge til at dække sin Gæld. 1880 afsattes
han, fordi han i et fransk Tidsskrift havde
rettet bitre Angreb paa Ruslands Hærførere og
Statsmænd, og 1882 blev han gjort umyndig
p. Gr. a. Ødselhed; senere udsonedes han dog
med Kejseren. Han havde 1856 ægtet Prinsesse
Alexandra af Oldenburg (1838—1900) og fik 2
Sønner.
E. E.

Nikolaj I [niko↱laj], Fyrste af Montenegro
1860—1910 og Konge 1910—16, jævnlig kaldet
med Kælenavnet Nikita ell. Nikizza, f. 8.
Oktbr 1841, d, 2. Marts 1921. Søn af Vojvoden
Mirko Petrovic (d. 1867) og Brodersøn af sin
Forgænger Danilo. Han fik sin Uddannelse i
Triest og Paris, overtog Landets Styrelse efter
Danilo’s Mord 13. Aug. 1860 og stræbte som
Regent ivrig at indføre europ. Indretninger i sit
Land (et Postvæsen 1874 og et Ministerium
1879), særlig at fremme Skolevæsenet, lette
Samfærdselen ved Vejbygning og forbedre
Lovgivningen (Civillovbog 1888). Baade 1861—62 og
1876 kom han sine undertrykte Landsmænd i
Herzegovina til Hjælp, første Gang uden Held,
men anden Gang fulgt af Vaabenlykken; han
fik derfor ogsaa ved Fredsslutningen 1878 en
betydelig Landudvidelse, og Folketallet forøget
til henved 1/4 Million (næsten fordoblet).
Samtidig tilstodes der hans Land fuld
Uafhængighed. Han holdt sig trofast til Rusland og fik
1889 den Ros af Kejser Alexander III, at han
var Ruslands eneste tro Ven. For at styrke sin
Stilling gjorde han 1900 et Besøg hos Sultanen i

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/1002.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free