- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
962

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nikæa, Kirkemøderne i - nikæiske Trosbekendelse - nikænokonstantinopolitanske Symbol - nil admirari - Nilen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Billeder i Kirken, og hun var selv billedvenlig,
medens de foregaaende Herskere havde forbudt
alle bibelske Billeder ell. Helgenbilleder og al
Brug af dem ved Gudstjenesten. Kirkemødet
kom nu til det Resultat, at Malerierne eller
Mosaikarbejder forestillende Scener fra den
hellige Historie ell. fra Helgenernes Liv kunde
virke til Fremme af det religiøse Liv og derfor
burde findes i Kirkerne, samt at Menigheden
skulde vise Billederne Ærbødighed og anraabe
de afbildede Personer om Forbøn hos Gud. Dog
maatte der ikke vises Billederne Tilbedelse, thi
kun Gud tilbedes. Ogsaa dette Kirkemøde
vedtog en Rk. Kanoner. Medens det første
Kirkemøde i N. imidlertid fandt alm. Anerkendelse
straks i hele Kirken, opponerede den frankiske
Kirke, støttet af sin Hersker, Kejser Karl den
Store, imod Afgørelsen 787, til Trods for, at
Paven havde godkendt den, og en stor Synode i
Frankfurt 794, hvor Alkuin var Hovedmanden,
forkastede enhver Form af Anraabelse over for
Billederne og vilde kun godkende Billedernes
Brug i Kirken, fordi de var anskueliggørende.
(Litt.: Fr. Nielsen, »Haandbog i Kirkens
Historie II, Middelalderen«).
A. Th. J.

nikæiske Trosbekendelse. Synoden i Nikæa
525 (se Nikæa, Kirkemøderne i)
ønskede at forkaste al Form for ariansk Kætteri, og
i den Anledning opstillede den en
Trosbekendelse, hvori Jesu Kristi Forhold til hans
himmelske Fader var Hovedpunktet. Dette Forhold
opfattede man saaledes, at Sønnen er Faderens
Lige, at Jesus Kristus er født, ikke skabt, og at
han har det samme Væsen som Faderen. Det
var ikke Meningen at danne et nyt
Daabssymbol, man vilde kun give en ny Trosregel, men
det ny Symbol blev dog formet i Lighed med
tidligere Daabssymboler i tre Led, der
grupperer sig om Faderen, Sønnen og Aanden.
Udtalelserne om Helligaanden er ikke fyldige, men
væsentlig kun en Gentagelse af Led fra andre
Symboler, thi al Interessen samlede sig om det
kristologiske. Saa vidt vi kan skønne, har et
Symbol, som Eusebios foreslog, ligget til Grund
for n. T., men de afgørende Ord i Symbolet
skyldes Athanasios, navnlig Ordet »væsensfælles«
(ὁμοούσιος), der senere blev Bannermærket for
de rettroende i Kirken, medens det fra
Arianernes og Halvarianernes Side blev Genstand for
de stærkeste Angreb. Sandsynligvis er n. T.
senere, i hvert Fald hist og her, dog bleven
benyttet som Daabssymbol, men man ser det
Særsyn, at en Trosregel, opstillet af en stor,
officiel Synode, godt og vel hundrede Aar efter
afløses af en anden Trosregel, hvis Oprindelse
egl. er ganske dunkel, ja at den ny Trosregel
endog overtager den gamles Navn! Om dette
ny saakaldte »nikæiske Symbol«, se
nikænokonstantinopolitanske Symbol.
(Litt.: N. T. er oversat paa Dansk i A. Th.
Jørgensen
’s »Den danske Folkekirkes
Bekendelsesskrifter, oversatte med Anmærkninger
og hist. Indledning« [1918] i Indledningen).
A. Th. J.

nikænokonstantinopolitanske Symbol, det
andet af de saakaldte økumeniske Symboler og
som saadant optaget blandt den danske og
norske Kirkes Bekendelsesskrifter. Paa en Maade
er n. S. det eneste virkeligt økumeniske
Symbol, thi det alene er officielt anerkendt i alle
større Kirkeafdelinger og næsten alle Sekter.
Den græske Kirke benytter det som
Daabsbekendelse, og det synes, som om den romerske
Kirke ogsaa en Tid lang har benyttet det ved
Daaben i St for den apostolske Trosbekendelse.
Nu har det sin faste Plads i den
romersk-katolske Messe. N. S. benævnes sædvanlig det
nikæiske Symbol, og man har ment, at det blev
til 381 paa en Synode i Konstantinopel, som
skulde have øget Symbolet fra Nikæa 325 med
nogle Tilsætninger. Nyere Undersøgelser har
imidlertid ret uimodsigelig godtgjort, 1) at
Synoden i Konstantinopel 381 ikke opstillede noget
Symbol og heller ikke føjede noget nyt til det
gamle Symbol fra 325, 2) at n. S., som ved
første Øjekast minder meget om Symbolet fra
325, dog ikke er bygget over dette, hvorfor
Symbolet fra 325 bør holdes ude for sig og alene
fortjener Navnet det nikæiske Symbol (se
nikæiske Trosbekendelse), og 3) at n.
S. allerede findes før 381, nemlig 373, hos
Epifanios. Symbolets Oprindelse er dunkel. Meget
taler for, at det er den jerusalemske Menigheds
Daabsbekendelse, øget med Tilsætninger fra
det nikæiske Symbol, og muligvis har Kyrillos
fra Jerusalem her været virksom. I hvert Fald
vandt n. S. hurtig Anerkendelse, og allerede
omkr. Midten af 5. Aarh. fortrænger det i Østen
ganske det nikæiske Symbol. Grundene hertil
er efter al Sandsynlighed, dels at n. S. er
fyldigere, navnlig i den tredje Artikel, saaledes at
det afviser forsk. Kætterier, der var opstaaede
efter 325, dels at Kejserne interesserede sig for
det. Men ogsaa i Vesten vandt det henved
hundrede Aar senere alm. Anerkendelse. Her fik
det imidlertid en Tilføjelse, som Grækerkirken
aldrig har villet godkende. Til Udsagnet om
Aandens Udgang fra Faderen føjedes nemlig det
senere saa berømte filioque (»og fra Sønnen«).
Denne Tilsætning forekommer første Gang i
Akterne fra Synoden i Toledo 589, og den er
senere godkendt ikke alene af den
romersk-katolske, men ogsaa af de protestantiske
Kirkeafdelinger. (Litt.: Caspari, »Quellen zur
Geschichte des Taufsymbols«, Bd I—IV [1866
ff.]; Swainson, The Nicene and Apostels’
Creeds
[Lond. 1875]; Hort, Two Dissertations
[Cambridge 1876]; F. Kattenbusch,
»Lehrbuch der vergleichenden Konfessionskunde«, I
[Freiburg 1892] samme, »Das apostolische
Symbol«, I—II [Leipzig 1894 og 1900]; F.
Kunze
, »Das nicänisch-konstantinopolitanische
Symbol« [Leipzig 1898]; W. Schmidt, »Zur
Echtheitsfrage des Nicäno-Constantinopolitanums« i
»Neue kirchliche Zeitschrift« [1899]; n. S. er
oversat paa Dansk i Alfred Th.
Jørgensen
’s »Den danske Folkekirkes
Bekendelsesskrifter, oversatte med Anmærkninger og hist.
Indledning« [1918]).
A. Th. J.

nil admirari (lat.), ikke at lade sig forbløffe
ell. bringe ud af sin Sindsligevægt af noget,
betegnes af Horats (epist. I, 6, 1), i Tilslutning til
græske Filosoffer, som det eneste, der kan
skabe et Menneske varig Lykke.
H. H. R.

Nilen, Flod i Afrika, Verdensdelens største
og Jordens berømteste Flod. Dens Længde er c.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/1008.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free