- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
1015

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nordamerika - Nordamerika. Overflade

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Sammenlignet med Sydamerika, Afrika og
Australien er N. stærkt indskaaret, idet 17,4
% af Arealet er Øer. 10 % Halvøer. Denne
Kendsgerning mister dog en Del af sin
kulturelle Værdi ved, at Sønderskæringen er stærkest
i de arktiske og tilgrænsende Egne. Af
Fastlandet savner 5 % ganske Afløb til Havet, 25 %
har Afløb til det stille Ocean, 34 % til Polhavet
og Hudson Bay, 11 % til det atlantiske Hav
og 25 % til det amer. Middelhav (ɔ: den
meksikanske Golf og det karaibiske Hav).

N. har først faaet sin nuv. Form efter
Istiden, og ved Havets Nedbrydning i Forbindelse
med Hævninger og Sænkninger af Fastlandet
undergaar den stadig mindre Forandringer. Iflg.
den af Alfr. Wegener opstillede Hypotese, der
synes at finde et voksende Antal Tilhængere,
skulde N. opr. have ligget tæt op til Europa
og Nordafrika, men siden efter Atlanterhavets
Dannelse ved en mægtig Spalte være gledet mod
V. Adskillelsen begyndte i S., og endnu i
Tertiær eksisterede der efter denne Hypotese en
Landforbindelse mellem det nordlige N. og
Nord-Europa.

Oversigt over Indholdet.
Side
Overflade1015
Geologi1019
Klima1022
Planteverden1026
Dyreliv1028
Den opr. Befolkning1030
Den indvandrede Befolkning1035


Overflade.

For at forstaa N.’s Landskabsformer vil
det være nødvendigt at erindre Hovedtrækkene
af Verdensdelens geol. Bygning; thi
Bjergarterne er det Materiale, hvori Overfladen er
udformet. Mod NØ. ligger det ældste, store
Omraade, Grønland og det kanadiske Skjold, hvis
Grænse mod S. og V. omtr. betegnes af en
Linie over de store, laurentiske Søer, videre
til Winnipeg-, Athabasca-, Great Slave- og Great
Bear-Lake. Dette Omraade danner saa at sige
Grundpillen i N. Bjergarterne er her
overvejende Urfjeld: Gnejs og krystallinske Skifre,
med større og mindre Pletter af Sandsten,
Skifer og Kalksten fra Jordens Oldtid, da Dele
af dette Omraade laa under Havet. Urfjeldet
træder ogsaa frem i de Appalachiske Bjerge,
og mod V., i de vældige Bjergkæder, som
sammenfattes under Navnet den Pacifiske
Cordillere, forekommer lgn. ældgamle Bjergarter. Her
indtages imidlertid ogsaa uhyre Arealer af
Eruptiver fra Vulkanudbrud, der i Alaska
saavel som i det sydlige Mexiko og
Mellemamerika er blevet ved op i vore Dage. Hele den
midterste Del af N. var i Kridttiden overskyllet
af Havet, og derfor er det her Havaflejringer,
som paa faa Undtagelser nær danner
Jordbunden. Ogsaa Ø. f. Appalacherne findes der en
bred Bræmme af Sedimenter. En Jordbundsaflejring
af særlig Art skyldes endelig den
Indlandsis, som i Istiden, med Undtagelse af visse
Partier af Alaska, dækkede hele det nordlige
N. omtrent til en Linie fra New York langs
Floderne Ohio og Missouri til Puget Sound. N.
f. denne er den faste Fjeldbund for en stor Del
begravet under Moræne og lgn. løse Dannelser.

Til enhver Tid har de da eksisterende
Landomraader været underkastet Omdannelsens Lov:
indre Kræfter har foldet Bjergkæder i Vejret
ell. foraarsaget Brud, hvorved nogle Partier er
hævet, andre sænket; Havet har endnu i den
geol. Nutid overskyllet betydelige Omraader i
N., mindre mod S. (det synes at staa i
Forbindelse med Isens Tryk under Istiden), og
endelig har Floder og Vind, Is og Hav, alt efter sin
Tid og sit Sted, bidraget deres til Landskabets
Udformning. Paa denne Maade er der
fremkommet en Række naturlige, geogr. Provinser.
Medens Skillelinierne i Europa og Asien gaar
fra Ø. til V., kan vi i N. i snævrere Forstand
skelne mellem 4 Hovedomraader, der strækker
sig i N.—S., nemlig de atlantiske
Kystsletter
, de atlantiske Bjerge,
Fastlandslavningen og de pacifiske
Bjerge
; hertil slutter sig mod N. og S. henh.
Grønland og de antilske Bjerge.

1) Grønland er et Bjergland (2182000
km2), af hvilket hele det Indre er
begravet under en sammenhængende Indlandsis,
formodentlig den sidste Rest af Istidens Isdække. Den
danner et ganske svagt, hvælvet Skjold, som
nær Midten naar en Højde af c. 3000 m og
derfra glider ud til begge Sider. Kun ude ved
Randene, hvor Isen er tyndere end midt paa,
rager enkelte Fjeldtinder op over dens
Overflade. En af disse, Mt Forel nær Østkysten, er
Grønlands højeste Bjerg (3440 m). I de fleste
Fjorde skyder Isen sig ud i Havet, hvor den
»kælver«, og Stykkerne flyder bort som
Isbjerge, men ellers lader den et ganske vist ret
smalt Yderland frit, undtagen enkelte Steder
(Melville-Bugt, NO.-Rundingen, Jøkel-Bugt,
Blosseville-Kyst o. a.). Om Fjeldbunden under
Indlandsisen kan man kun have Gisninger.
Yderlandet bestaar overvejende af Urfjeld, især
Gnejs med underordnede Forekomster af
krystallinske Skifre og Granit. Palæozoisk Sand-
og Kalksten er imidlertid herskende N. f. en
Linie fra Thule til Ingolf-Fjord, og paa
Østkystens nordlige Halvdel findes ligeledes store
Sedimentlag. Endelig er den midterste Del af
Vestkysten (Disko, Nugsuak- og
Svartenhuk-Halvøerne) og den tilsvarende Strækning paa
Østkysten over store Omraader dækket af
tertiær Basalt.

Gnejsen har i Urtiden været foldet op i
Bjerge, men af Bjergene som saadanne er der nu
intet Spor. Senere end Gnejsen, i Devon,
foldedes Nordlandets Sedimenter til en Kæde, som
antagelig fortsatte sig over Spitsbergen til
Skandinavien og Skotland; men ogsaa den er
udjævnet, thi siden har Landet i umaadelig
lange Tidsrum været udsat for de ydre Kræfters
nedbrydende Virksomhed. Skønt en Undersøgelse
af Spørgsmaalet næppe er begyndt, synes det,
som om saavel Nordlandets Foldekæde som
store Dele af Urfjeldsterrainet har været slidt
af lige til Stubben (Peneplan). Peneplanerne
maa da siden være hævet, ligesom ogsaa de
næsten vandrette Sediment- og Basaltlag, og har
saaledes dannet de Blokke, hvori Nutidens
Landskaber er udmejslede. Allerede før Istiden har
den ved Hævningen fornyede Nedbrydning
sikkert sine Steder været ret fremskreden; men
Isen, der i nævnte Periode skjulte hele
Yderlandet, har især paatrykt Overfladen dens Særpræg.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/1061.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free