Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nordamerikanske Fristater - Nordamerikanske Fristater. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hævde det i Længden. Da Krigen desuden
medførte store Udgifter og andre betydelige Tab,
blev det efterhaanden stemt for Fred.
Ministeriet North, der havde ført Krigen, styrtedes i
Foraaret 1782, og 30. Novbr vedtoges
Fredspræliminærerne, der godkendte U. S. A.’s
Uafhængighed (hvad de fleste europ. Stater snart
gjorde, men Preussen først 1785), og som
stadfæstedes ved den endelige Fred i Paris Septbr 1783.
Krigens Maal var saaledes vundet, men der
var meget tilbage at ordne, Landet var i høj
Grad svækket af Krigen, store Strækninger lagt
øde, 70000 vaabenføre Mænd faldne i Kampen
ell. døde af Saar og Sygdom, Handel og Kredit
forstyrrede, til Dels ved Udstedelsen af talløse
Papirspenge, og den unge Stat betynget med en
Gæld paa 43 Mill. $. Dertil kom Spørgsmaalet
om den fremtidige Statsordning. Vistnok var
der allerede 9. Juli 1778 aftalt et Grundlag for
en ny Forfatning for den samlede amer. Nation
med en Generalkongres af Udsendinge fra de
enkelte Stater; men Forbundet var kun sluttet
til fælles Forsvar, og der stemtes efter Stater.
Det havde ogsaa vist sig til fulde, hvor løst
Forbundet var, til ubodelig Skade for Krigsførelsen,
da Kongressen ingen virkelig Myndighed havde
og ikke kunde tvinge Staterne til de fornødne
Ydelser af Penge og Mandskab. Der var derfor
opstaaet saa stærk Uvilje i Hæren, at der
ligefrem tænktes paa at gøre Washington til
Diktator. Allerede 1783 foreslog J. Adams, at den
fælles Forfatning skulde ændres, men først 1787
enedes Staterne om at vælge et Konvent til at
raadslaa herom. Det samledes i Philadelphia
25. Maj—28. Septbr 1787; men der var stor
Strid om Sagen. »Føderalisterne« (under Alex.
Hamilton), der under Krigen havde faaet
Indtrykket af en stærk Centralmagts
Nødvendighed, ønskede en livsvarig Præsident og et
livsvarigt Senat, samt vilde give Præsidenten
Myndighed til at udnævne Guvernørerne i de
enkelte Stater; »Republikanerne« holdt derimod
fast ved Staternes Selvstændighed. Til det
første Parti hørte Washington og J. Adams, til det
sidste P. Henry og Jefferson. Konventet gik en
lykkelig Mellemvej mellem de stridende
Opfattelser — det var nærmest Madison’s
Fortjeneste — og traf en Ordning, der nu i fire
Menneskealdre har staaet sin Prøve. Men først i
Beg. af 1789 havde 11 Stater tiltraadt den ny
Grundlov, og der hengik over et Aar endnu, før
Rhode Island og Nordcarolina sluttede sig
dertil. Alligevel traadte Unionsforfatningen —
tidligere brugtes Udtrykket Konføderation — i
Virksomhed 30. Apr. 1789 med Washington
som første Præsident, J. Adams som
Vicepræsident og Jefferson som Statssekretær, ɔ:
Første- og Udenrigsminister.
Washington blev genvalgt 1792, men afslog
bestemt at modtage Valg tredie Gang. Han
hævdede i den udenrigske Politik, at U. S. A.
skulde holde sig uden for Stridighederne i Europa,
og sluttede ogsaa trods Frankrigs Misnøje 1794
en Handelspagt med England. Tre ny Stater
optoges i Unionen, Vermont 1791, Kentucky
1796 og Tennessee 1797, alle Dele af ældre
Stater. Under hans Efterfølger J. Adams
(1797— 1801) var der nær udbrudt Krig med Frankrig,
og først 1800 kom en Udsoning i Stand. Han
gjorde sig især bekendt ved sin Uvilje mod
Udlændinge, hvem Præsidenten fik Ret til at
udvise, og som først efter 14 Aars Ophold kunde
opnaa Borgerret. 1800 flyttedes Kongressen og
Præsidentens Sæde fra Philadelphia til
Washington i det nydannede Forbundsdistrikt
Columbia. Med Jefferson (1801—09) sejrede
»Demokraterne«, ɔ: det tidligere republikanske
Parti, og nu indførtes streng Sparsommelighed
i Statshusholdningen, ligesom al ydre Pomp
bortfaldt; i St f. at holde Taler til Kongressen
sendte Præsidenten skrevne Budskaber. Loven
mod Udlændinge tilbagekaldtes, Ohio optoges
1802 som Stat, og 1803 købtes Louisiana, ɔ: hele
Indlandet V. f. Mississippi, af Frankrig for 15
Mill. $; herved vandtes Muligheden for at
danne en Række ny Stater imod Vest og Syd.
Under Krigen mellem England og Frankrig var
U. S. A.’s Stilling meget vanskelig, fordi ingen
af Parterne vilde agte Landets Neutralitet, og
særlig England gjorde Paastand paa at have Ret til
at visitere dets Skibe. Til Gengæld forbød
Kongressen 1807 eng. og 1809 tillige fr. Skibe
Adgang til U. S. A.’s Havne, og for at redde
nordamerikanske Skibe fra at opbringes forbødes
det 1807 ogsaa dem at sejle til fremmede Havne.
Under Madison (1809—17) sluttedes 1811 en
Overenskomst med Frankrig, hvorefter fr. Skibe
paa ny fik Adgang til Havnene; men n. A. kom
det til en Krig med England, der fortsatte
sine Overgreb. En eng. Flaade blokerede
Kysterne, og U. S. A. svarede med at udruste
Kapere, der gjorde stor Skade; derimod
mislykkedes et Angreb paa Kanada. 1814 gjorde en
eng. Hær Landgang og indtog og ødelagde 24.
Aug. Staden Washington; men U. S. A. fik en
glimrende Oprejsning, da Jackson 8. Jan 1815
med 6000 Militstropper tilføjede en langt større
eng. Hær et blodigt Nederlag ved New Orleans.
Kort forinden var der blevet sluttet Fred i
Gent. Den lange Afspærring fra Udlandet havde
givet U. S. A.’s Industri et stort Opsving og
fremkaldt en Udvikling af den indre
Samfærdsel ved Kanaler. Ogsaa var Folkemængden og
Velstanden stegne stærkt, og i Aarene
1816—20 optoges 6 ny Stater; ved den sidste
Optagelse sluttedes det saakaldte Missouri
Kompromis, der fastsatte en Nordgrænse for
Negerslaveriet; der var nemlig da 1,5 Mill. Slaver
paa 9650000 Indb. Monroe, der ligesom sine
to Forgængere hørte til det demokratiske Parti,
var Præsident 1817—25; han købte 1819 Florida
af Spanien, godkendte 1822 de nyspanske
Staters Uafhængighed og udtalte 1823 den berømte
»Monroe-Doktrin«, der siden har været
Grundlag for U. S. A.’s Udenrigsstyrelse, at Unionen
ikke vilde taale nogen Udvidelse af Europas
Magt paa Amerikas Grund.
Efter ham fulgte J. Adams’ Søn J. Quincy
Adams, der 1828 fik indført Beskyttelsestold
til Bedste for de nordøstlige Stater; men
derefter sejrede igen Demokraterne med A.
Jackson (1829—37). Han satte 1833 efter
megen Strid en gradvis Toldnedsættelse
igennem og tvang samtidig Sydcarolina, der vilde
erklære den tidligere Toldtarif for ugyldig, til
at bøje sig under Unionsregeringens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
