Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nordamerikanske Fristater - Nordamerikanske Fristater. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Myndighed, ligesom Madison 1812 havde gjort over for
de Uafhængighedslyster, som kom til Orde i
Ny-England. Loven om Indianernes Flytning fra
de østlige Stater til Territoriet V. f. Mississippi
1830 fremkaldte blodige Krige, især med
Seminolerne i Florida. Endvidere vakte
Bankspørgsmaalet heftige Partikampe. Den 1791 stiftede
Nationalbank var bleven ophævet 1811, men en
ny var grundlagt 1816, og den støttedes ved, at
Regeringen deponerede sine Pengebeholdninger.
Derved fik den næsten hele Pengevæsenet i sine
Hænder og øvede et mægtigt Herredømme over
alle Omsætninger. Men dette Monopol var
Demokraterne en Torn i Øjet, og Jackson
modsatte sig derfor ikke alene en Fornyelse af
Bankens Privilegier, men tog 1833 Statens Penge
ud deraf; han fremkaldte derved Bankens
Ophør 1830, hvormed fulgte en udstrakt
Pengekrise og umaadelige Fallitter i hele U. S. A.
1834 afbetaltes derimod Resten af Statsgælden.
Paa hans Tid begyndte Indvandringen fra
Europa først ret at faa Fart. Endelig blev hans
Præsidentskab bekendt ved, at han indførte det
demoraliserende »Udfejningssystem« af alle de
Unionsembedsmænd, som ikke hørte til det
sejrende Parti, uden Hensyn til deres Dygtighed,
og at han aabenlyst gjorde alle Embeder til
Belønninger for politiske Tjenester. Hans
Politik fortsattes under hans tre Eftermænd, van
Buren (1837—41), Tyler, der som
Vicepræsident afløste General V. H. Harrison ved
dennes Død en Maaned efter hans Tiltrædelse,
og som skønt valgt af Whig’erne snart gik
over til Modpartiet, samt endelig Polk
(1845—49). Medens Michigan og Arkansas allerede
1836 var optagne som Stater, optoges 1845
Wisconsin, Iowa og Texas, der nogle Aar
forinden havde løsrevet sig fra Mexiko. Denne
Tilknytning medførte dog en Krig med Mexiko
1847—48, som endte med, at dette maatte
afstaa Kalifornien og alt det hidtil næsten
ubeboede Land Ø. f. samme, der senere har givet
Plads til 6 nye Stater. Under Polk afgjordes
endvidere en langvarig Strid med England, der
1846 gav Afkald paa alt Land S. f. den 49.
Breddegrad, lige fra de kanadiske Søer til det
stille Hav (den saakaldte Oregon-Sag). Herved
vandtes en Landstrækning, der senere ligeledes
deltes til 6 nye Stater.
Krigen mod Mexiko fik et Efterspil under
Polk’s Efterfølger Taylor og den ved Taylor’s
Død oprykkende Vicepræsident Fillmore
(1850—53). Guldets Opdagelse i Kalifornien
medførte nemlig bl. a., at Landet snart kom i stærk
Opkomst og fik et stort Indbyggertal, og at der
hurtig blev Tale om dets Optagelse i Unionen
som Stat. Dermed udbrød nemlig Strid mellem
Negerslaveriets Forsvarere i Sydstaterne og dets
Modstandere, »Abolitionister« og »Freesoilers«,
der siden 1840 havde taget stærkt Opsving i
Nordstaterne. Hidtil havde man sørget for, at
der samtidig optoges en Slavestat og en fri Stat,
for derved at holde Ligevægten ved lige (der
var nu 15 mod 15); men Forholdet vilde
forrykkes, hvis Kalifornien optoges som fri Stat,
hvad Nybyggerne selv krævede, uagtet den
sydlige Del laa Sønden for den Linie, der 1820 var
fastsat som Slaveriets Nordgrænse. Striden blev
meget heftig — Sydcarolina truede endog med
at udtræde af Unionen —, men endelig enedes
man om et Kompromis, foreslaaet af H. Clay,
der ogsaa havde mæglet baade 1820 og 1833 i
Toldstriden. Herefter optoges Kalifornien som
slavefri Stat, og Utah og New Mexiko blev
foreløbig slavefri Territorier; endvidere
ophævedes Slavemarkedet i Forbundsdistriktet
Columbia, medens det til Gengæld lovedes
Sydstaterne, at flygtende Slaver for Fremtiden skulde
udleveres fra Nordstaterne, naar de opdagedes
— en Lov, der vakte den største Uvilje bl.
Abolitionisterne. Dette gav 1852 Harriet B.
Stowe Anledning til at skrive sin berømte Roman
»Onkel Toms Hytte«, et varmt Indlæg imod
Negerslaveriet.
1853 kom Demokraterne igen til Magten med
Franklin Pierce som Præsident, og under
ham vistes stor Virksomhed udadtil; der
arbejdedes for at opnaa fri Skibsfart paa de store
amer. Floder, St. Lawrence, Amazon og La
Plata, samt for Øresundstoldens Ophør;
endvidere sluttede U. S. A. 1854 den første
Handelspagt med Japan og aabnede dette Land
for den europ. Civilisation. Endelig udtalte
U. S. A.’s 3 vigtigste Sendemænd i Europa paa et
Møde i Ostende Oktbr 1854 aabent, at U. S. A.
maatte søge at vinde Cuba, hvad dog først
opnaaedes 44 Aar senere. Indadtil betegnedes
Demokraternes Overvægt ved »Nebraskabillen«
1854, der opgav Missouri-Aftalen og tillod de
ny Stater selv at afgøre, om de vilde have
Slaveri ell. ej. Dette var Sydens sidste Sejr og gav
i Virkeligheden Stødet til dets endelige
Nederlag. Vistnok sejrede Demokraterne ogsaa ved
Præsidentvalget 1856 og bragte Buchanan til
Magten, men Valget viste, at det var paa
Hældningen med deres Overvægt, og at det
nydannede »republikanske« Parti havde stor
Fremgang i alle Nordstater. Hertil medvirkede i høj
Grad en Kendelse af Unionens Højesteret s. A.,
hvorved det fastsloges, at en Mand uhindret
kunde overføre sin Ejendom (ogsaa en Slave)
til en slavefri Stat (den saakaldte »Dred
Scott-Sag«). For at skaffe sig Forstærkning søgte
Syden nu at gøre Kansas til en Slavestat, selv om
det kun kunde ske ved Vold og Svig mod de
egl. Nybyggere; Regeringen saa gennem Fingre
hermed, og da Kansas 1858 krævede Optagelse i
Unionen, søgte Buchanan at lokke det til at
indføre Slaveriet ved at love det Optagelse
straks, medens det ellers skulde vente, indtil
Folketallet blev væsentlig forøget. Forsøget
mislykkedes, medens de slavefri Stater samtidig
forøgedes ved Oregon og Minnesota; men
Uviljen over Præsidentens Optræden var saa
stærk, at Republikanerne endnu s. A. sejrede
ved Kongresvalgene i hele Norden og fik Flertal
i begge Huse, medens samtidig Demokraterne
spaltedes. Kløften mellem Partierne uddybedes
ved J. Brown’s dumdristige Forsøg 1859 paa at
rejse en Slaveopstand i Virginia og ved det
Overmod, som Slaveriets Forsvarere paa fl.
Maader gav til Kende.
Alt dette var dog kun Forpostfægtninger, men
den egl. Kamp brød ud, da Republikanernes
Kandidat Lincoln i Decbr 1860 var bleven valgt
til Præsident i alle Nordstaterne (med i alt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
