- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
1072

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nordamerikanske Fristater - Nordamerikanske Fristater. Historie

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

180 Valgmandsstemmer, skønt uden Flertal af
Vælgerstemmer), medens Sydstaterne splittede
deres 122 Stemmer paa 3 Kandidater, Bell,
Breckenridge og St. Douglas. Skønt der var 3
Maaneder til, inden Lincoln skulde tiltræde
Stillingen som Præsident, vakte hans Valg en
saadan Oprørsaand i Sydstaterne, at Syd-Carolina
allerede 20. Decbr udmeldte sig af Unionen, og
at dette Eksempel i Jan. 1861 fulgtes af de 6
sydligere Stater, Georgia, Florida, Mississippi,
Alabama, Louisiana og Texas. Slaveherrerne
frygtede nemlig for, at Tabet af deres tidligere
Magt i Unionen snart vilde føre til Indgreb fra
Nordens Side i deres »huslige Institutioner«, ɔ:
Indskrænkning i Slaveriet. Deres Adfærd mødte
ingen Modstand fra Unionsregeringens Side.
Præsidenten udtalte i sit Aarsbudskab til
Kongressen, at man ikke burde tvinge nogen Stat
til at blive i Unionen (stik imod Jackson’s
Optræden 1832—33), og fl. af hans Ministre, der
hemmelig billigede Oprøret, gav det endog
aabent Støtte. Buchanan regnede utvivlsomt paa
at kunne nøde Nordstaterne til visse
Indrømmelser; men de Forsøg, der gjordes fra
Grænsestaternes — de nordlige Slavestaters —
Repræsentanter for at mægle Forlig, strandede
paa Sydstaternes overmodige Krav. 4. Febr
1861 samledes i Montgomery en Kongres for de
udtraadte Stater, og her vedtoges en ny
Forfatning for »Konføderationen« med udvidet
Myndighed for de enkelte Stater (altsaa en
Tilbagevenden baade i Navn og Indhold til Ordningen
1781); Jefferson Davis valgtes til Præsident, og
Alex. Stephens, der udtrykkelig erklærede
Slaveriet for Hjørnestenen i det ny Forbunds
Samfundsordning, til Vicepræsident. Det
republikanske Flertal i Kongressen gav sit Svar ved at
gøre Kansas til Stat og vedtage en høj
Beskyttelsestold.

4. Marts 1861 tiltraadte Lincoln sit
Præsidentskab, idet han erklærede ikke at ville
gøre noget Indgreb i de enkelte Staters indre
Forhold, altsaa heller ikke i Slaveriet, men lige
saa lidt tillade nogen Stat paa egen Haand at
bryde ud af Unionen. Hans Maadehold samlede
alle Partier i Norden om ham (selv hans
Medbejler Douglas), men øvede ingen Indflydelse i
Syden. Tværtimod blev Fort Sumter i
Charleston’s Havn, Unionens sidste faste Punkt i
Sydstaterne, 12.—14. Apr. beskudt og tvunget
til Overgivelse, og dermed var Borgerkrigen
i U. S. A.
ell. rettere Slavestaternes
Opstand begyndt. Virginia og de 3 vaklende
Sydstater, Nord-Carolina, Tennessee og Arkansas,
sluttede sig til Konføderationen, medens de 3
Grænsestater, Maryland, Kentucky og Missouri,
blev Unionen tro, skønt en stor Del af Indb.
samstemmede med Oprørerne. For at møde
Faren indkaldte Lincoln først 75000 Militstropper,
men et Par Maaneder efter 1/2 Mill. I
Førstningen forefaldt kun Smaakampe. Mac Clellan
og Rosecranz indtog Vest-Virginia, men da Mac
Dowell under Folkestemningens Tryk rykkede
ud fra Washington med sine uøvede Folk, led
han et forsmædeligt Nederlag ved Bull-Run (20.
Juli). Hans Efterfølger Mac Clellan vilde gaa
sindigere til Værks, og Resten af Aaret hengik
med Forberedelser. Nordstaterne var nemlig
aldeles ikke belavede paa Krigen og led især Mangel
paa Officerer, da disse for største Delen havde
været Sydstatsbeboere og nu sluttede sig til
Opstanden. Flaadens Officerer blev derimod
fortrinsvis Unionen tro, hvad der var af stor Vigtighed;
fl. Punkter paa Sydstaternes Kyster besattes, for
at Blokaden kunde blive mere virksom. Sydens
Tro paa, at Bomuldens Vigtighed for Englands
Industri (Cotton is King) vilde være stærk nok
til at nøde England til Indblanding, viste sig
snart at være en Skuffelse; det fik kun
Godkendelse som krigsførende Magt og nogen
hemmelig Understøttelse i den flg. Tid. Det samme
gjaldt for Frankrigs Vedkommende. Staten
Missouri reddedes for Unionen af de talrige
derboende Tyskere under Sigel, samt af Fremont;
men han fjernedes dog i Novbr, fordi han paa
egen Haand vilde give Slaverne fri.

Ved Aarets Slutning rykkede Unionsgeneralen
Thomas fra Kentucky ind i det østlige
Tennessee, hvorefter Grant i Febr 1862 besatte
Nashville i Statens vestlige Del, samt 6.—7. Apr.
sejrede i det blodige Slag ved Corinth i det
nordlige Mississippi. Samtidig indtog Pope en
lille Ø (Nr. 10), der spærrede Sejladsen paa
Mississippi-Floden Nord fra, og i Slutningen af
Maj maatte Sydstatsgeneralen Beauregard
rømme sine faste Stillinger ved Corinth og drage
Ø. paa. Unionstroppernes Overlegenhed i Vesten
var saaledes slaaet fast, og Missouri rensedes
nu helt for Fjender. Endvidere indtog Admiral
Farragut, efter at have ødelagt Sydens
Krigsskibe og Søforter, 29. Apr. New Orleans og
sejlede derefter op ad Mississippi til Baton
Rouge og Natchez, der begge besattes; nu var
altsaa Louisiana til Dels i Unionens Magt og
ligeledes Flodens sydlige Løb. Imidlertid havde
der 8. Marts staaet en Kamp paa Hampton Red,
hvor Panserskibe første Gang optraadte i
Søkrigen (»Merrimac« og »Monitor«), og hvor
Nordens Overlegenhed ligeledes gjorde sig
gældende. I Apr. 1862 begyndte Mac Clellan sit Tog
imod Yorktown for siden at kunne angribe
Richmond fra SØ. Det lykkedes ham ogsaa at
besætte hele Halvøen — ligesom det overfor
liggende Norfolk, Sydens Krigshavn, overgaves
— men Sydhæren undveg ham ved frivillig at
rømme Yorktown og Williamsburg. Han
forfulgte den langs med Chickahominy og sejrede
31. Maj ved Fair Oaks; men efter »de 7 Dages
Slag« nær ved Richmond i Slutningen af Juni
maatte han gaa tilbage over James-Floden, og
det første Angreb paa Richmond,
Sydforbundets Hovedstad, var saaledes mislykket. Det
samtidige Angreb Nord fra under Banks og
Fremont standsedes af Jackson ved Winchester.
Pope fik nu Anførselen over Hæren ved
Washington og gjorde herfra en ny Fremrykning
mod Richmond, men led 29.—30. Aug. et
alvorligt Nederlag ved Bull-Run. Sydhæren
under Lee forfulgte sin Sejr og rykkede over
Potomac ind i Maryland, men blev slaaet af Mac
Clellan ved Antietam og drevet tilbage igen.
Skønt Mac Clellan saaledes havde reddet
Unionen fra en stor Fare, blev han dog fjernet fra
Hæren i Novbr, fordi han i 6 Uger intet nyt
Forsøg gjorde, men ørkesløs holdt sig i sin
Stilling. Hans Eftermænd Burnside og Hooker var

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:59:41 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/17/1120.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free