Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nordamerikanske Fristater - Nordamerikanske Fristater. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forstyrret ell. forsømt. Samfunds- og
Formuesforhold var dybt rystede ved Slavernes Frigørelse,
og den Gæld, der var stiftet for at føre Krigen,
var ved Nederlaget forvandlet til værdiløst
Papir. Mange af de ældste og rigeste Slægter
bragtes derved til Armod, og længe efter Kampens
Ophør maatte en stor Del af Indb. leve af den
offentlige Godgørenhed. Norden var vel bleven
skaanet for Krigens egl. Ødelæggelser — de
strakte sig jo ikke nordligere end til
Grænsestaterne og selv her kun i ringe Grad —, men
dets Handel havde lidt meget ved de sydstatlige
Kapere (»Alabama« o. fl.), og dets Kredit
svækkedes i høj Grad ved den store Masse
Papirspenge. Ogsaa var Statsgælden vokset fra 90 til
2800 Mill. Doll., for hvilken Sum man rigelig
kunde have løskøbt alle Sydens Slaver, og de
aarlige Skatter var stegne fra 60 til 500 Mill.,
idet ikke færre end 10000 Genstande var
beskattede dels med Told, dels med indre
Forbrugsafgifter.
Overgangen fra Krig til Fred gik langt
lettere og hurtigere, end man havde kunnet vente.
I faa Maaneder hjemsendtes fl. Hundrede
Tusinde Soldater, og afgaaede Officerer og Generaler
tog uden Sky igen fat paa deres tidligere
borgerlige Sysler. Derimod voldte Sydstaternes
Indordning i Unionen store Vanskeligheder. Den
oprykkende Vicepræsident A. Johnson
(1865—69) vilde nok have Straf over Hovedmændene
for Opstanden, men vilde — sine gl.
demokratiske Grundsætninger tro — ikke gaa ind paa,
at Straffen udstraktes til Staterne som Helhed,
saaledes at disse kom til at bøde for Indb.’s
Oprør ved at lide Skaar i deres lovlige
Selvstændighed. Han krævede derfor kun, at de
skulde tilbagekalde deres Erklæringer om
Udtrædelse og stadfæste Slaveriets Afskaffelse;
naar dette var sket, skulde deres tidligere
Selvstyre igen oprettes. Republikanerne derimod,
som udgjorde det overvejende Flertal i
Kongressen, vilde ikke nøjes hermed, men vilde
saa vidt muligt sikre sig imod en Gentagelse,
særlig imod en Fornyelse af Slaveherrernes
politiske Magt. De nægtede derfor at modtage
de af Sydstaterne nyvalgte Kongresmedlemmer
og vedtog en Rk. Love for at sikre Negrenes
Frihed. De saakaldte »Bureauer for de
frigivne« udstraktes over hele Syden og fik det Hverv
at sørge for Negrenes Undervisning, give dem
Jord til Dyrkning af Unionsjorderne og værge
dem imod de hvide Indb.’s Retskrænkelser. En
Lov om Negrenes borgerlige Rettigheder
ordnede deres Stilling i Samfundet, og 1865—66
vedtoges to Ændringer i Unionsforfatningen,
nemlig at alt Slaveri for Fremtiden skulde være
udelukket, og at Staternes Repræsentation i
Kongressen skulde beregnes ikke som hidtil
efter Folketal (hvorved en Slave dog kun gjaldt
som 3/5 imod en Hvid), men efter Vælgertal,
altsaa til stor Skade for Sydstaterne, medmindre
de gav Negrene Valgret. Desuden besluttedes,
at ingen Sydstat skulde genoptages, før den
havde samtykket i disse Bestemmelser. Da
Syden i Tillid til Præsidentens Støtte kun viste
liden Tilbøjelighed til at føje sig herefter,
vedtoges 1867 en »Rekonstruktionslov«, der stillede
hele Syden under milit. Styre, indtil de enkelte
Stater havde omdannet deres Forfatninger,
sikret Negrene fuld Ligestilling og stadfæstet de
nysnævnte Ændringer i Unionsforfatningen,
samt valgt ny loyale Myndigheder. For at lette
Opnaaelsen af disse Krav fratog Kongressen
alle dem, der havde deltaget i Oprøret, Valgret
og Valgbarhed. Johnson stred imod, saa længe
han kunde, men hans Vetoer omstyrtedes, det
ene efter det andet, og til sidst ophævedes hans
Myndighed i Syden næsten helt, idet de milit.
Chefer stilledes alene under Overgeneralen
Grant, der saaledes fik Ledelsen af hele
Rekonstruktionen. Under dette Tryk gav
Sydstaterne efter, og 1868 genoptoges de alle undtagen
Virginia, Mississippi og Texas (disse optoges
først 1870).
Paa andre Omraader skred Udviklingen
lettere frem. Statsgælden bragtes i faa Aar ned
til 2540 Mill. $, og det trykkende Skattevæsen
mildnedes væsentlig; ogsaa udvidedes Unionens
Herredømme 1867 ved Købet af Alaska, hvor
der en Menneskealder senere gjordes vigtige
Guldfund (ved Klondyke). Derimod opgaves et
paatænkt Køb (1868) af de dansk-vestindiske
Øer. Udadtil vandt U. S. A. en glimrende
Oprejsning, idet Frankrig, som under
Borgerkrigen havde vist Lyst til at mægle til Bedste for
Sydstaternes Uafhængighed, og som desuden
havde brugt Lejligheden til at gøre Toget til
Mexiko, paa U. S. A.’s Forlangende blev nødt
til at trække sine Tropper tilbage herfra
1866—67 og overlade det nystiftede Kejserdømme
til dets Skæbne. Ligeledes maatte Spanien 1865
igen opgive San Domingo, som det havde
tilknyttet 1862. Johnson efterfulgtes 1869 af
Borgerkrigens Helt, U. Grant, hvis Navn alene
borgede for, at dens politiske Udbytte, Nordens
Overvægt og Negrenes borgerlige Ligestilling,
ikke opgaves. En ny Forfatningsændring 1870
fastslog endog alm. Valgret uden Hensyn til
Farve ell. Byrd (dog ikke for Kinesere); og da
Georgia 1869 vilde indskrænke Negrenes
politiske Rettigheder, blev Staten et helt Aar stillet
under militær Forvaltning og maatte
tilbagekalde det gjorte Skridt. Dog varede det længe,
inden Sydstatsboerne lærte at finde sig i de
ændrede Forhold, og i flere Aar øvedes ikke
faa Voldshandlinger imod Negre eller
Indvandrede Nord fra, især af det hemmelige
Samfund »Ku Klux Klan« (undertrykt 1871); endnu
har man i de seneste Aar haft Tilfælde af
grusom Lynchjustits imod Negre, der har øvet ell.
forsøgt Vold imod hvide Kvinder.
Under Grant blev efterhaanden alle Oprørere
benaadede (allerede Johnson havde brugt sin
Myndighed hertil i vid Udstrækning, medens
opr. ikke færre end 167000 var udelukkede fra
Amnestien), og ikke en eneste af Oprørets
Ledere blev dragen til Ansvar (selv Jefferson
Davis løslodes 1867 fra sit Fængsel), medens flere
af dets Generaler fik høje Embeder. Ikkun
Deltagerne i Mordsammensværgelsen mod Lincoln
og en Kaptajn, der havde forestaaet en Lejr for
Krigsfanger fra Nordstaterne og ved sin
Haardhed og Forsømmelighed forvoldt Tusinders Død,
blev hængte 1865. Ogsaa over England fik U. S. A.
Oprejsning, da der 1871 blev sluttet en
Overenskomst om Alabama-Sagen, og Voldgiftsretten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
