Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nordamerikanske Fristater - Nordamerikanske Fristater. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hindre Vedtagelsen af en lidet tilfredsstillende
Toldtarif (1894) og maatte s. A. med
Vaabenmagt undertrykke en Strejke af Jernbanemænd
i Chikago.
Demokraternes Sejr varede dog ikke længe,
og 1896 blev Mac Kinley selv valgt til
Præsident og dermed Beskyttelsessystemet sikret,
nærmest fordi Demokraterne paa deres
Program havde opstillet Kravet om dobbelt
Møntfod, hvorimod hele Forretningsverdenen i de
østlige og Mellemstaterne gjorde bestemt
Modstand. Det varede ikke eet Aar, inden
Toldtariffen igen var ændret, og 1898 slog U. S. A.
ind paa en hidtil ukendt Udenrigspolitik, en
saakaldt »imperialistisk« Udvidelsesstræben.
Allerede under Harrison samledes i Oktbr 1889
en »panamerikansk Kongres« i Washington,
sammensat af nordamerikanske Stats- og
Forretningsmænd og Udsendinge fra 15 syd- ell.
mellemamerikanske Stater, og Tanken var
aabenbart at knytte en nøjere Forbindelse mellem
U. S. A. og de nyspanske Stater og derved give
U. S. A. den ledende Stilling i den ny Verden;
Kongressen fik dog ingen virkelig Betydning.
Langt større Udbytte naaedes, da U. S. A. 1898
bestemte sig til at gribe ind i Forviklingerne
paa Cuba, hvis Befolkning havde rejst sig mod
Spaniens fortsatte Undertrykkelse og i blodige
Kampe søgte at vinde Uafhængighed. Da U. S. A.
stillede Krav til Spanien om at gøre denne
Indrømmelse, kom det i Apr. til et aabent Brud,
og der hengik kun et Par Maaneder, inden
U. S. A.’s Flaader havde ødelagt den spanske
baade ved Cuba og Filippinerne, og inden dets
Landgangstropper i Forbindelse med de
indfødte Insurgenter begge Steder havde omstyrtet
det spanske Herredømme. Ved Freden (endelig
sluttet i Decbr) maatte Spanien mod en ringe
Erstatning, 20 Mill. $, give Afkald paa næsten
alle sine Kolonier. Tanken var dog, at kun
Puertorico ligefrem skulde knyttes til U. S. A.,
mdens Cuba og Filippinerne skulde være
selvstændige Republikker under deres Beskyttelse.
1900 blev ogsaa Havaii knyttet til Unionen som
et eget Territorium.
1900 blev Mac Kinley genvalgt, men
allerede 6. Septbr n. A. blev han efter et halvt Aars
Styrelse myrdet af en ital. Anarkist; det var
den tredie Præsident, som i et Tidsrum af knap
40 Aar var falden som Offer for politisk
Fanatisme. Nu rykkede Vicepræsidenten Th.
Roosevelt op til hans høje Stilling og viste sig i
sin dobbelte Embedstid (1901—09, genvalgt
1904) som en af de myndigste Præsidenter i
U. S. A. Han havde tidligere taget vigtig Del i
Arbejdet med Civiltjenestens Omdannelse og
fortsatte ivrig Bestræbelserne for at fremme
Hæderlighed i Forvaltningen. Ligeledes
kæmpede han med Kraft, dog uden stort Held, imod
Trusterne og tog 1903 og 1907 afgørende Skridt
for at hindre Indvandring af Personer, der
kunde blive en Byrde for Samfundet ell. til
Skade for de indfødte Arbejdere. I afgjort Trods
mod Sydstaternes Fordomme gav han flere
Negre gode Embeder og modtog som Gæst i
det hvide Hus den bekendte Mulat Booker
Washington, Lederen for en Negerhøjskole;
ligeledes modsatte han sig 1907 Staten Kaliforniens
vilkaarlige Adfærd over for Kinesere og
Japanere. Han aabnede Oklahoma 1901 for hvide
Indvandrere og optog det 1907 som Stat,
hvorved det tidligere indianske Territorium
bortfaldt. Samtidig fik Indianerne Statsborgerret i
de Stater, hvor deres tidligere »Reservationer«
laa. I Fortsættelse af Mac Kinley’s Politik
udviklede han stærkt Hær og Flaade og stræbte
ligeledes efter at udvide U. S. A.’s Magt i
Vestindien. Han genoptog 1901 Tanken om at købe
de dansk-vestindiske Øer; men dette strandede
paa det danske Landstings Modstand; 1902 kom
Ordningen af Cubas Stilling som en selvstændig
Fristat, dog under U. S. A.’s Tilsyn (dette
medførte Øens Besættelse med U. S. A.’s Tropper
1906—09 for at genoprette Fred og Orden efter
en Opstand), og 1907 bragte den dominikanske
Fristats Finansnød den under U. S. A.’s
Indflydelse. I en Aftale med Japan 1908 godkendte
U. S. A. dets Herredømme over Korea og fik til
Gengæld Japans Billigelse af dets egen Magt
over Filippinerne. Roosevelt’s vigtigste Opgave
var dog at fremme Panamakanalens Bygning,
først 1901 ved en Aftale med England om en
neutral Skibsfartskanal aaben for alle Landes
Skibe; 1903 ved at understøtte Staten Panama’s
Løsrivelse fra Forbundsstaten Columbia, fordi
dennes Regering modsatte sig Planen, og
derefter ved at afkøbe Panama den fornødne
Landstrækning, et Bælte af 15 1/4 km Bredde
(Købesum: 10 Mill. $); og endelig 1904 ved at afkøbe
det franske Panamaselskab dets Ejendomme og
Forarbejder (imod 40 Mill. $) og saaledes sikre
sig Frankrigs Samtykke. Straks efter
paabegyndtes Arbejdet, som dog først efter en
længere Aarrække (1914) fuldførtes. Ved dette
Anlæg virkeliggjordes ikke alene den Tanke, der
havde foresvævet Columbus om, at man fra
Europa kunde naa Indien ved at sejle
vesterpaa, men der sikredes tillige U. S. A. Evnen
til at værge sine Stillehavsstater med sin Flaade.
Roosevelt vilde 1908 ikke søge Genvalg,
saaledes som Grant en Menneskealder tidligere
ønskede, men tilraadede sit Parti, Republikanerne,
at vælge hans Medhjælper og Krigsminister
Taft, som hans politiske Arvtager. Taft, der
havde taget virksom Del i Ordningen af Cubas
og Filippinernes Forhold, blev ogsaa valgt med
stort Overtal og fik 1909 gennemført nogle
Ændringer i Toldtariffen, medens et Forsøg 1910
paa at knytte nærmere Forbindelse mellem
Kanada og U. S. A.’s Toldomraade strandede paa
Kanadiernes Troskab mod Moderlandet. Under
hans Styrelse optoges 1912 de to Territorier Ny
Mexico og Arizona som Stater, og dermed var
hele U. S. A.’s Landomraade fordelt til Stater
(ialt 48). Hans store Lemfældighed over for
Trusterne, og hans ringe Iver for yderligere
Mildnelse af Toldtariffen, fremkaldte et Brud
mellem ham og Roosevelt, og da der 1912 blev
Tale om hans Genvalg, rejste Roosevelt afgjort
Modstand derimod og dannede det republikanske
Reformparti samt stillede sig selv paa ny
til Præsidentvalget. Denne Spaltning medførte
naturligt Demokraternes Sejr, og W. Wilson
valgtes med 435 Valgmandsstemmer imod
Roosevelt’s 88 og Taft’s 8, medens han kun havde
6,3 Mill. Vælgerstemmer imod henh. 4,1 Mill.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
