- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
1098

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - nordiske Sprog

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

De ældste nord. Sprogmindesmærker
er nogle, for største Delen ganske korte
Indskrifter med de ældre Runer, fundne i
alle Nordens Egne, fra Sønderjylland helt op til
Trondhjem. De ældste (nogle Indskrifter paa
Vaaben og Smykker fra Sønderjylland) er
næppe ældre end 3. Aarh. e. Kr. (se Wimmer:
»Sønderjyllands Runemindesmærker« i
Haandbog i det nordslesvigske Spørgsmaals Historie
[1901]; von Friesen: »Runenschrift« i
Hoops’ »Reallexikon der Germanischen
Altertumskunde« IV [Strasbourg 1918]), de yngste er
fra 8. Aarh. Den mærkeligste er den berømte
Runeindskrift paa det sidst fundne Guldhorn
fra Gallehus ved Tønder:

ek HlewagastiR HoltingaR
horna tawido
(jeg Læ-gæst Holtingen [af Holte’s
Æt] gjorde [ell. istandbragte] Hornet).

Sproget, hvori disse Indskrifter er affattede,
kaldes som oftest Urnordisk. Skønt det i
alle væsentlige Henseender stemmer med det
fællesgermanske, ligesom ogsaa Runerne er
fællesgermanske, afviger det paa den ene Side
fra de i samtidige Kilder overleverede gotiske
og vestgermanske Sprogformer — overs. paa
Gotisk vilde Guldhornsindskriften lyde: ik
Hliugasts Hultiggs
(udtalt Hultings) haurn (udt.
hårn) tawida, — idet Urnordisk gennemgaaende
staar paa det ældste Trin, særlig ved
Bevarelsen af de gl. Vokaler i Endelserne: -aR jvf. gr.
-ος, lat. us, medens paa den anden Side det
urnordiske Sprogs faa Afvigelser fra det
fællesgermanske (saaledes den ved R betegnede r-Lyd,
der er traadt i St. f. fællesgermansk z) viser
hen til den senere nord. Sprogudvikling. —
Omtr. paa samme Udviklingstrin som det
ældste Runesprog staar de gl. nord. Laaneord, som
delvis i endnu ældre Tid er optagne i Finsk og
især i Lappisk (se Vilh. Thomsen: »Den
gotiske Sprogklasses Indflydelse paa den finske«
[1869]).

Nogen Dialektforskel inden for Norden
lader sig ikke paavise i den urnordiske Tid:
Sproget maa i alt væsentligt have været ens i
Danmark, Sverige og Norge, og saaledes
vedblev Forholdet i lang Tid at være, idet den
Udvikling, som de n. S. undergaar i de nærmest
flg. Aarh., er fælles for hele Norden.

Ved Vikingetidens Beg. (omtr. Aar 800)
ell maaske tidligere indtræder der, i Følge med
gennemgribende Omvæltninger af Nordboernes
sociale Forhold, en rask og stærk Omformning
af det fællesnordiske Sprog: en stor Mængde
Vokaler i Endelserne forsvinder (horna bliver
til horn, dagaR til dagR o. s. v.), og ved
gennemgribende Omdannelse af Lydsystemet,
saasom Omlyd (s. d.) og Brydning (s. d.),
Assimilation af Konsonanterne, ved Bortfald af opr. j
overalt i Forlyd, af w foran o og u m. m.,
fjerner det n. S. sig fra Gotisk og Vestgermansk,
medens disse Lydovergange endnu spores i
Nutidens n. S.; Eksempler: oldn. gestr, dansk Gæst
gotisk gasts, højtysk Gast; oldn. hjalpa,
dansk hjælpe — got. hilpan, eng. help, hty.
helfen; oldn. nátt, da. Nat — got. nahts, hty.
Nacht; oldn. ungr, da. ung — got. juggs (udt.
jungs), hty. jung, eng. young; oldn. ulfr,
da. Ulv — got. wulfs, eng. og hty. wolf o. s. v.

Omtr. ved denne Tid udvikler sig ogsaa en for
de n. S. saa karakteristisk Ejendommelighed
som Refleksivformen (Passiv) af Verberne med
efterhængt -sk (-s); noget senere er den
efterhængte bestemte Artikel opstaaet af Udtryk
som: Ormr inn langiOrmrinn langi (»Orm
hin lange« — »Ormen lange«).

Skønt den parallelle Udvikling af de n. S.
stadig fortsættes i 9.—11. Aarh., viser der sig dog
nu de første tydelige Spor til en Sprogsplittelse
i Norden; men Forskellighederne var længe saa
smaa, at Folk fra alle Nordens Lande forstod
hinanden og betegnede deres fælles Tungemaal
med Ordet dǫnsk tunga (»dansk Tunge«),
hvilket Navn f. Eks. brugtes af de isl. Skjalde
om det Sprog, hvori de digtede.

Den for den nord. Sproghistorie vigtigste
Begivenhed i dette Tidsrum er Islands Bebyggelse
(9. Aarh.) fra Norge, idet de betydeligste
Litteraturværker paa Nordens gl. Sprog
optegnedes ell. forfattedes paa Island.

Først ved Aar 1000 bliver Sprogsplittelsen i
Norden stor nok til, at man kan tale om
tydelig adskilte Dialekter. Disse falder i to
Hovedgrupper: en østnordisk (Dansk og Svensk)
og en vestnordisk (Norsk og Islandsk). I
det hele og store staar Vestnordisk, som vi
træffer det i Digte fra 9.—12. Aarh. og de
ældste norsk-isl. Haandskrifter (fra omtr. Aar
1200), nærmere ved det fællesnordiske Sprog,
end det Østnordiske gør, — selv i Nutiden er
Islandsk det n. S., som, hvad Bøjning og
Ordforraad angaar, staar paa det ældste Trin (se
Island, Sprog, 12. Bd, S. 573 ff.) — hvorfor
Oldnorsk-isl. ogsaa længe har været anset for
selve det nord. Grundsprog og vedvarende ofte
kaldes »Oldnordisk« i Mangel af en bedre, fuldt
ud tilfredsstillende Betegnelse. Det Navn, som
isl. Forf. fra det 13. Aarh. sædvanlig brugte om
deres eget Sprog, var, foruden »dǫnsk tunga«,
»norrǿna« ell. »norrǿnt mál«, norsk
Sprog (se Indledningen til Sveinb.
Egilsson
: Lexicon poeticum antiquæ linguæ
septentrionalis [Hafnia 1860]). Nærmest beslægtet med
Islandsk er Færøsk (som dog kun i ringe
Grad er uddannet til Litteratursprog, se 9. Bd
S. 248) og de norske Bygdemaal (se
Norge, Sprog).

Medens de vestnordiske Skjaldekvad og
Eddadigte byder os rige Kilder til Kundskab om
den norsk-islandske Sprogudvikling under
Vikingetiden, er vi for de østnordiske Sprogs
Vedkommende i dette Tidsrum næsten udelukkende
henviste til de forholdsvis kortfattede
Indskrifter, som træffes indhugne med de yngre Runer
(»de 16 Stave«) paa Mindestene over afdøde.

Først ved Aar 1300 træffer vi en østnordisk
Litt. i Bogform, især af jur. Indhold. De vigtigste
Skelnemærker mellem Øst- og Vestnordisk,
saaledes som disse Sprogarter fremtræder i den
ældste Middelalders-Litt., er, at Dansk og Svensk
har opgivet de gl. Diftonger (Tvelyd), som
bevares i Vestnordisk: vestn. bein, auga, heyra,
østn. ben, øgha, høra, og at u-Omlyden (se
Omlyd) er mindre gennemført i Østnordisk end
i Vestnordisk: vestn. sǫk, østn. sak. — En
vigtig Forskel imellem Dansk og Svensk havde

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/1146.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free