- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVIII: Nordlandsbaad—Perleøerne /
13

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nordpolsekspeditioner

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

dem inde der hele Efteraaret og Begyndelsen af
Vinteren. Freuchen og Blangsted startede kort
efter Nytaar til Baffin-Land, men maatte snart
vende om, fordi Freuchen forfrøs sin ene Fod
og mistede Stortaaen. Sidst i Febr lykkedes det
endelig Mathiassen og Jacob Olsen at slippe fra
Southampton-Øen over til Danske-Øen, og først
nu kunde de afsluttende Rejser arrangeres. Man
delte sig i 4 Hold. Knud Rasmussen paabegyndte
11. Marts 1923 sin Vestrejse, der vil føre ham
ad Nordvestpassagen over Land til Alaska; han
ledsages af en polareskimoisk Mand og Kvinde
og mener at vende hjem til Danmark i
Efteraaret 1924. Mathiassen startede 22. Marts til
Iglulik, gik atter tværs over Baffin-Land til
Ponds Inlet, hvor han i Sommerens Løb foretog
arkæologiske Undersøgelser og om Efteraaret
vendte tilbage til Danmark. Birket-Smith og
Jacob Olsen startede 23. Marts til Chesterfield
og fortsatte S. paa til Eskimo-Point og
Churchill, hvorved ogsaa Studiet af Eskimoernes
indianske Naboer, Chipenyan-Stammen, blev et
Led i Ekspeditionens Arbejde. Fra Churchill
foretoges om Efteraaret Hjemrejsen til
Danmark tværs gennem Kanada.

Tilbage i Hovedkvarteret paa Danske Øen
blev kun Peter Freuchen og Helge
Bangsted
med nogle Eskimoer. Bangsted agter
efter Bestemmelsen at vende hjem 1924 fra
Hudson Bugten med Samlingerne, medens Peter
Freuchen antagelig i Løbet af Vinteren
1923—24 med de tilbageblivende 4 Eskimoer fra Ponds
Inlet over North Devon og Ellesmere Land kommer
til Kap York for at tage hjem med
»Søkongen« hen paa Efteraaret 1924. Til samme Tid
kan man forhaabentlig have Knud Rasmussen
tilbage via Nome i Alaska efter fuldbragt
Slæderejse fra Ø. til V. langs Ishavskysterne.

»Forlængst er imidlertid alle større geogr.
Problemer løste, man kører langs navngivne
Kyster af kendt Land. Menneskene derimod, de
tapre Eskimoer, der kæmper deres mandige
Kamp for Tilværelsen i barske blæsende Lande,
de er det ny Land, jeg søger; her ligger mine
Opdagelser skjult i sære Sind, som
Sprogfællesskabet med Grønlænderne overalt giver mig
Nøglen til« (Knud Rasmussen i »Berl. Tid.« 10.
Novbr 1923).

Allerede nu kan det overses, at Ekspeditionen
har opnaaet betydelige Resultater, og hertil
kommer saa, hvad Knud Rasmussen kommer
med. De omfatter følgende:

1) Folklore: hos alle besøgte Stammer store
Samlinger af Sagn, Trylleviser, Taburegler
o. s. v.

2) Arkæologi: der er ved Gravninger i
Repulse Bay, Southampton-Øen og Ponds Inlet
fundet Rester af en gammel Eskimo-Kultur, som
ganske svarer til den ældre grønlandske og
derved viser et opr. nært Slægtskab mellem de to
Omraaders Befolkning.

3) Etnografi: Studiet af Eskimo-Stammerne
synes at bekræfte Prof. Steensby’s Teori om
Eskimo-Kulturens Oprindelse i det centrale
Omraade, og der er Grund til at opfatte
Indlandsstammerne som en sidste Rest af
Ur-Eskimoerne.

4) Kartografi: Kortlægning af helt ukendte
eller lidet kendte Egne i det nordvestlige
Baffin-Land, Fastlandskysten fra Fury and
Hecla-Strædet til Wager Inlet samt paa
Southampton-Øen.

5) Samlinger: størst af dem er de
etnografisk-arkæologiske, som vil give Nationalmuseet
en ganske enestaaende Plads paa
Eskimoforskningens Omraade, men desuden omfatter
mindre Samlinger fra de nordlige Indianere.
Desuden er der foretaget betydelige Indsamlinger
af zool., bot. og geol. Art fra det berejste
Omraade.

II. Rejser gennem Smith Sund. Ved
Franklin-Ekspeditionerne var det til fulde
blevet godtgjort, hvor ubrugelig Nordvestpassagen
var som Handelsvej; de næste Ekspeditioner fik
da ogsaa mere videnskabelige Hverv: nu
begyndte man at interessere sig for at naa selve
Nordpolen, ligesom Teorien om et aabent
Polarhav
kom op. Penny havde N. f.
Wellington-Kanalen set aabent Vand ved
Foraarstide, og fra Kane’s ovenn. Ekspedition
havde en af Deltagerne, Morton, paa 80° n.
Br. set det samme. Nu ved man, at disse aabne
Pletter kun er Strømsteder, der for en Tid er
aabne; men dengang troede man paa det aabne
Hav, der kunde føre et Skib til Polen. Den tyske
Geograf Petermann gjorde sig bl. a. til
Talsmand herfor. En amer. Ekspedition under
Hayes (der havde ledsaget Kane) sejlede
1860 op i Smith-Sund og overvintrede paa
Østsiden af samme i Port Foulke (78° 17′ n. Br.).
Hayes gjorde en mindre Udflugt paa
Indlandsisen, gik den næste Sommer over det
frosne Smith Sund med Slæder til
Ellesmere-Land og naaede Kap Lieber paa 81° 35′. 1861
vendte han hjem. En ny amer. Ekspedition
under ovenn. Hall gik 1871 i Damperen »Polaris«
gennem Smith-Sund op i Robeson-Kanalen til
82° 11′, hvor Skibet maatte vende for Is. 8.
Novbr 1871 døde Hall i Thank-God-Harbour
(81° 38′ n. Br.), og Kapt. Buddington, der nu
kommanderede, skyndte sig hjemefter. N. A.
forlod Besætningen »Polaris« i to Hobe, den ene
drev i et halvt Aar paa en svømmende Isflage,
til den blev reddet ved New Foundland 1873,
medens den anden optoges af et Skib s. A. For
at løse Spørgsmaalet om det aabne Polarhav
udrustede Englænderne nu 1875 en Ekspedition
paa Damperne »Alert« og »Discovery« under
Nares, der var Chef, og Stephenson.
Atter denne Gang gik Ekspeditionen op i
Smith-Sund gennem Kennedy-Kanalen. »Discovery«
overvintrede paa Vestkysten ved Indløbet til
Robeson-Kanalen paa 81° 45′, »Alert« noget
nordligere paa samme Side under 82° 27′ n. Br.
Paa Slæderejser naaede Markham over Isen
83° 20′, det nordligste Punkt, der hidtil var
naaet paa Kloden. Intet Land var her fra i Sigte
mod N., kun sammenskruet Is. Løjtnant
Aldrich naaede det nordligste Punkt paa Grant
Land, Kap Columbia paa 82° 48′, medens
Løjtnant Beaumont langs Grønlands-Kysten fik
Kap Britannia i Sigte. Ekspeditionen vendte
hjem med det Resultat, at der ikke fandtes
noget aabent Polarhav. Den næste
Undersøgelsesrejse til Smith-Sund var den amer.
Ekspedition under Løjtnant Greely, hvilken dannede

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:00:50 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/18/0023.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free