Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nordpolsekspeditioner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Willem Barents(z) udsendtes 1594 til
Novaja Semlja, hvis Nordspids ban naaede. Atter
1596 gik han som Lods med Jakob van
Heemskerck og Jan Corneliszon
Rijp, de holdt nordlig ind i Ishavet,
opdagede Bjørneøen og Vestkysten af Spitsbergen,
som de troede var Fortsættelsen af Grønland,
efter Datidens Anskuelser. Norske Ishavsfarere
havde dog maaske allerede været i disse Strøg.
Paa Hjemrejsen gik Barents til Novaja Semlja,
hvor han overvintrede i en Hytte paa
Nordøstkysten, der endnu var til i vore Dage, for
næste Aar at redde sig hjem i Baade til den
lappiske Kyst. Lige til 1871 var de de eneste,
der havde besøgt Nordenden af Novaja Semlja.
Det moskovitiske Selskab udrustede 1607
Henry Hudson i et usselt Fartøj, for at søge
over Polen at naa Kina. Han fik Grønlands
Østkyst i Sigte ved 73° n. Br., naaede 80° 23′,
besøgte derpaa Nordvestkysten af Spitsbergen
og opdagede paa Hjemvejen Jan Mayen. Aaret
efter var Hudson atter i Ishavet, men
opnaaede intet heldigt Resultat. 1614 trængte
Fotherby og Baffin frem lidt N. f.
Spitsbergen, 1615 færdedes førstnævnte V. f. Øerne, og
1625 sejlede Cornelius Bosmans ind i
det kariske Hav. Det var Hollændernes sidste
Forsøg paa at finde Vejen til Kina. I praktisk
Henseende havde navnlig Hudson’s Rejser
vigtige Følger, idet Beretningerne om de talløse
Hvaler, der fandtes omkring Spitsbergen, gav
Anledning til den store Ishavsfangst, som
blomstrede i et Par Hundrede Aar, og i hvilken
Hollændere, Engelskmænd og Danske deltog.
Omkring 1770 begyndte Hvalfangsten at aftage;
men alle disse Fangstrejser havde givet Stødet
til Forskninger i de Farvande, i hvilke
Hvalfangsten dreves. Edge undersøgte (1616)
Spitsbergens Sydøstland. Giles opdagede
Giles-Land (Hvidø) ved Nordøstkysten. Spørgsmaalet
om Nordostpassagen blussede af og til op i
Enigland, og Wood og Flowes udsendtes
til Novaja Semlja (1676). Russerne færdedes i
Farvandene til Spitsbergen for Jagtens og
Fiskeriets Skyld. 1765 udsendte de Admiral
Tschitschagoff paa en Nordpolsrejse.
Han naaede 80° N. f. Spitsbergen og maatte
vende om, hvilket gentog sig Aaret efter.
Englænderne udsendte Phipps (senere Lord
Mulgrawe) og Lutwidge (1773). De
naaede 80° 48′, men nu kom Krigsperioden, og
Opdagelserne samt Hvalfangsten standsede en Tid.
Efter 1815 begyndte Hvalfangsten atter saa
smaat, og Skipperne berettede om heldige
Isaar, men 1820 var det Slut med Grønlandshval
ved Spitsbergen, og Hvalfangerne vendte sig V.
over. — 1818 udsendtes fra England Buchan
og den senere berømte John Franklin med
»Dorothea« og »Trent«. De naaede N. f.
Spitsbergen 80° 34′. Lignende Undersøgelser var
anstillede mellem Spitsbergen og Novaja Semlja
af den russ. Regering, bl. a. af Lutke 1821,
1822 og 1824. Isen viste sig stedse som en
uovervindelig og uigennemtrængelig Hindring. Da
fattede Parry den Plan 1827 at benytte Isen
til en Vandring mod Polen. Med Slæder naaede
han fra Spitsbergen 1827 82° 45′, men maatte
vende, da Isen drev ham lige saa langt mod S.,
som han gik mod N. En af de
Hvalfangerkaptajner, som færdedes i Farvandet mellem
Spitsbergen og Østgrønland, var William
Scoresby, der 1806 naaede 81° 30′, og hvis
Iagttagelser endnu er af høj videnskabelig Værd.
Han var (1822) den første, som landede paa
Grønlands Østkyst under 70° 30′, hvor han
kortlagde Indløbet til Scoresby Sund. Hans
Undersøgelser fortsattes det følgende Aar af
Clavering og Sabine, der var udsendte til
Spitsbergen og Grønlands Østkyst af det eng.
Admiralitet for at anstille Pendulobservationer,
og som undersøgte sidstnævnte Kyst mellem
72° og 76° n. Br. Her blev truffet Eskimoer,
som senere er uddøde. Undersøgelserne langs
Grønlands-Kysten skred fremad efter
Danskeren Graah’s Konebaadsrejse rundt Kap
Farvel til Kap Dan paa 66° n. Br. (1828—29). Jan
Mayen besøgtes i denne Periode ikke saa
sjældent, 1817 af Scoresby, 1861 af Carl Vogt,
1877 af den norske Nordhavsekspedition,
1882—83 opholdt en østerr. meteor. Station sig der,
o. s. fr. Senere færdedes Robbefangere jævnlig
ved Øen. Ogsaa Spitsbergen blev bedre
og bedre udforsket. 1827 besøgtes Øen af
Nordmanden Georg Keilhau, 1837 af
Svenskeren S. Lovén og 1838 af den franske
Ekspedition under Gaimard om Bord i »La
Recherche«, som gik ind i Bell Sund og 1839 til
Magdalena Bay. 1863 omsejlede den norske
Fangstskipper Elling Carlsen hele
Øgruppen. I det hele taget gjorde de kække norske
Fangstskippere udmærket Nytte som Opdagere
i Polarhavet (herom ndf.). 1857 begyndte
Svenskerne, først under Ledelse af Otto Torell
og siden under Dr. N. A. E. Nordenskiöld
deres systematiske videnskabelige Forskninger
paa Spitsbergen, hvilke med Afbrydelser varede
til vore Dage. 1868 naaede Nordenskiöld paa
»Sofia« (Friherre v. Otter) 81° 42′, men
standsedes her af Isen. »Det aabne Polarhav« var
i 1860’erne et brændende Spørgsmaal, hvilket
bl. a. Geografen Petermann hævdede. 1868
udrustedes ved hans Initiativ den første tyske
N. paa »Germania« under Kaptajn
Koldewey. Han standsedes dog af Is og gjorde
derpaa en Udflugt til Spitsbergen, hvor der
naaedes 81° 4′ n. Br. Det var et uheldigt Isaar.
Imidlertid fornyedes Forsøget, og »Den 2.
tyske N.« (1869—70) blev nu udsendt.
Medens Sejlskibet »Hansa« (Kaptajn
Hegermann) gik under i Isen ved Østgrønlands
Kyst og Mandskabet reddede sig paa en
Isflage, paa hvilken det drev med
Polarstrømmen ned langs Kysten, til det blev optaget i
Julianehaabs Distrikt paa Vestkysten, gik
Damperen »Germania« (Koldewey og Payer)
i Vinterkvarter paa Kysten i »Germania Havn«
og udforskede betydelige Strækninger fra 73°
n. Br. til Kap Bismarck paa 77°. Frants Josef’s
Fjord blev fundet.
1870 blev Spitebergen gæstet af en tysk
Ekspedition (v. Heuglin’s), som undersøgte
Kysterne af Barents Fjord og Edge Ø. — S. A. var
den svenske Geolog Nathorst deroppe.
Senere blev det en ren Sport, at rige Englændere
gjorde Krydstog ind i Ishavet. Leigh Smith,
der ledsagedes af den norske Kaptajn Ulve,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
