Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Alm. Topografi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
imidlertid ogsaa strækker sig langt Ø. for
Langfjeldenes Række, hvorfor den senere skal blive
særskilt omtalt. Noget længere mod SV. hæver
der sig atter en Række Fjelde, de saakaldte
Hardangerfjelde, blandt hvilke særlig bør
mærkes Haarteigen (1690 m) og Tressfonn (1403 m).
Endnu noget længere S., ell. egl. SØ., kommer
vi til Røldalsfjeldene, som er Fællesbenævnelsen
paa en Krans af Fjelde omkr. Røldalsvandet (9
km2, 373 m o. H.). Bl. de herhen hørende
Fjeldtoppe nævnes Nupseg (1737 m), Vasdalseggen
(1656 m) og Breifonn, for hvilken sidste
Højdeangivelse savnes. Over Røldalsfjeldene fører
Hovedvej fra Telemarken til Hardangerfjorden
(Pashøjde 1133 m paa Haukelifjeldet, Ø. f.
Røldalsvandet, og 1034 m paa Seljestadfjeldet, V. f.
samme Vand). Noget SØ. for Røldalsfjeldene
kommer man til Langfjeldenes sydligste Fjelde,
Byklefjeldene. Disse, der begynder i den
nordvestlige Del af Bykle Anneks til Valle i
Sætersdalen, udbreder sig herfra dels S. over som
mægtige Fjelde mellem Siredalen og
Sætersdalen indtil omkr. Grubaafjeld (1098 m), noget N.
for Lunde Kirke, dels ogsaa mod SV., hvor
ganske høje Fjeldpartier skyder sig frem endog
helt til Havet omkr. Boknfjordens
(Stavangerfjordens) sydøstlige Arme. Af Fjeldtoppe
mærkes Kvarvefjeld (1428 m) og Snenuten (1607 m);
af Vande det lange Suldalsvand (29 km2, 72 m
o. H.), der optager i sig Afløbet fra
Røldalsvand og selv falder ud i Boknfjorden ved Sand.
Hele Omraadet S. f. Byklefjeldene indtil
Lindesnes er opfyldt af et lavere Fjeld- og
Aasparti, der sammenfattes under Benævnelsen
Sætersdalens Heier. Disse, der som Regel har
afrundede og hyppig nøgne Former med Toppe,
som sjælden gaar op over 800 m, udbreder sig
temmelig langt paa begge Sider af det ovenn.
ganske store Dalføre Sætersdalen (Elven Otra
[Otteraaen], 246 km2). Sætersdalens Heier
anses ofte som en Fortsættelse af Langfjeldene,
men bør kanske rettere betragtes som en lavere
Fortsættelse af Hardangerviddas sydvestlige Del.
Vender vi os derpaa til Landet V. f.
Langfjeldene, maa det hele betegnes som
et stærkt forgrenet Klippeland: Høje, bratte og
for en stor Del skovbare Fjelde adskilte ved
trange Dale ell. dybe Fjorde er et alm.
Særkende for det hele Omraade. Den eneste
Undtagelse herfra er Jæderens og Listerlandets
Sletter, der dog nærmest maa betegnes som
liggende Syd for Langfjeldene, og som derhos
for begge Partiers Vedk. kun er en ganske smal
Strimmel Land langs den her aabne Kyst. At
give en nærmere Beskrivelse af Vestlandets
mange Fjelde hører ikke hjemme i en Oversigt
som denne. Flg. Hovedgrupper bør dog særskilt
nævnes: Jostedalsbræens Halvø mellem
Storfjorden og Sognefjorden, hvis mest
fremtrædende Parti er den før nævnte Jostedalsbræ, N.’s
største Fonn, der gaar op til 2036 m’s Højde.
Endvidere mærkes i den nordvestlige Del af
Halvøen Aalfotbræen (1630 m) og imellem
samme og Jostedalsbræen Gjegnet ell. Gjegnalund
(1669 m), Cecilienkrone (1775 m) og Snenipa
(1850 m), alle med store Fonner, samt paa
Nordsiden af Jostedalsbræen Gjerdeakslen
(1950 m) og Lodalskaapa (2070 m). Mellem
Sognefjorden og Hardangerfjorden har man
Bergenshalvøen, ogsaa kaldet Hordalandets
Halvø, paa hvis Vestside N.’s næststørste By
Bergen ligger. Halvøen spaltes i 2 Dele, en
nordlig og en sydlig, ved et trangt og dybt
Dalføre, hvis østligste Del hedder Rundalen.
Gennem dette Dalføre skal den før nævnte
Jernbane mellem Vest- og Østlandet gaa (færdig
mellem Bergen og Voss). Længere S. mellem
Hardangerfjorden og dens Arm Sørfjorden
kommer den Halvø, paa hvilken N.’s
tredjestørste Fonn, Folgefonnen, ligger, og imellem
Hardangerfjorden og Boknfjorden har man
Ryfylkefjeldenes Halvø. Alle disse Halvøer optages
helt af Fjelde, der som en alm. Regel bliver
lavere, efter som de nærmer sig Kysten, men
som dog gennemgaaende er af en ganske anselig
Højde.
Tilbage staar nu kun at omtale Landet
Østen for Langfjeldene. Sammenlignet
med alle de før nævnte Hovedomraader er
denne Landsdel forholdsvis bred, Dalene og Elvene
forholdsvis lange og Dalbundens Stigning som
Regel forholdsvis svag. S. f. den
trondhjemske Højslette og Dovrefjeld S. over omtr. til en
Linie fra Tryssilfjeld og derpaa noget Norden
om Hamar og Gjøvik til Grænsen mellem søndre
og nordre Aurdal i Valdres, samt derfra til Gol
i Hallingdal, ligger Oplandenes Højslette. Denne
skilles fra Kjølen ved Tryssilselvens (Klarelvens)
Vasdrag, hvortil henhører N.’s næststørste
Indsø, Fæmunden (205 km2, 663 m o. H.). Som
den Oplandske Højslettes Grænse mod N. kan
angives en Række Fjeldtoppe, hvoriblandt
Hummelfjeld (1542 m) i Tolgen, Tronfjeld (1666 m)
i Tønset og Stygfjeld (1883 m) i det nordligste
af Rondanes Alpeparti. Mod V. grænser
Højsletten op til Jotunfjeldene. I sin nordlige Del
anslaas Oplandenes Højslette til en Middelhøjde
af noget over 1000 m; i den sydlige Del
derimod kun til omkr. 500 m. Den gennemskæres
i Retningen fra N. til S. af to store
Hoveddalfører Østerdalen og Gudbrandsdalen. I
Østerdalen har vi Elven Glommen, som længere nede
— Ø. for Kria — danner Indsøen Øjeren (87
km2, 103 m o. H.). Gudbrandsdalen har Elven
Gudbrandsdalslaagen, der S. for
Gudbrandsdalen sydligste Punkt, Lillehammer, danner
N.’s største Indsø Mjøsen — ca. 360 km2, 124 m
o. H. — som derpaa gennem Vormen falder ud
i Glommen. Oplandenes Højslette gennemskæres
derhos i Retning fra NV. til SØ. af et tredje
Hoveddalføre, nemlig Valdres (Elv Begna, der
foruden fl. mindre Søer danner Indsøen
Sperillen, 25 km2, 151 m o. H.). Desuden
gennemskæres Oplandenes Højslette Østen for
Østerdalen i næsten hele sin Udstrækning fra N. til
S. af endnu et fjerde ganske mægtigt Dalføre,
Renas (Renelvens) Dalføre (Indsøen Storsjøen,
47 km2, 130 m o. H.), der munder ud i
Østerdalen ved Aamot. De inden Oplandenes
Højslette forekommende Fjelde sammenfattes
almindeligvis under Benævnelsen Østerdals-,
Gudbrandsdals- og Valdres-Fjeldene, saaledes at
Fjeldene paa begge Sider af hver af disse
Dalfører omtr. indtil midt paa Fjeldvidden mellem
Dalførerne fører Navn efter vedk. Dal. Blandt
Østerdalsfjeldene fremhæves, foruden det før
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
