- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVIII: Nordlandsbaad—Perleøerne /
58

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Planteverden

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

ene omfatter Arter, som især er ømfindtlige
lige over for Vinterkulde, og som derfor især
findes i de sydlige og sydvestlige Kystegne.
Til den anden hører Arter, som især fordrer en
forholdsvis høj Sommervarme for at kunne
modne deres Frø og Frugter; disse Arter har
i N. en overvejende sydøstlig Udbredelse, og
de mest krævende blandt dem er især
repræsenteret paa Siluren og i de varme Urer i
Nærheden af Kristianiafjorden. Mellem de to
Typer findes en Række Mellemformer.

Den skarpeste Vegetationsgrænse i N. er den,
som dannes af Havfladen. Under Havets
Overflade findes et rigt og afvekslende
Planteliv med fritsvævende og fastsiddende Former,
først og fremmest Alger, men ogsaa Bakterier
o. a. lavtstaaende Planteformer. Af disse
Planter lever de allerfleste udelukkende i Saltvand.
Særlig fremtrædende er den frodige
Vegetation af Fucus-Arter og Laminarier (Brunalger)
mellem Flod- og Ebbemaalet og nærmest ndf.
Pladsen forbyder en nærmere Omtale af Havets
interessante Planteliv. Af Blomsterplanter
findes i N., voksende i Saltvand, kun nogle ganske
faa Arter, i rent Saltvand kun de to
Aalegræsarter (Zostera), hvoraf den ene synes at være
meget sjælden ved N.’s Kyster, medens den
anden (Zostera marina) danner udstrakte »Enge«
paa Sand- og Mudderbund, paa grundt Vand
helt Nord over til Finmarken.

Mere ell. mindre nøje knyttet til det salte
Vands Omraade er ogsaa
Strandplantevegetationen, som vokser fra Flodgrænsen, ell. lidt
lavere, op til faa m’s Højde o. H. Disse
Strandplanter — N. har et ganske stort Antal af dem
— kræver ikke alle lige stærk Saltholdighed og
taaler heller ikke alle lige godt Saltvand. De
optræder derfor gerne i mere ell. mindre
udprægede Bælter langs Stranden, det ene inden
for det andet. I Undtagelsestilfælde er selv
Planter, som plejer at regnes som udprægede
Strandplanter, fundet paa isolerede Voksesteder i det
Indre af Landet, til Dels højt over Havets
Niveau. Strandtrehage (Triglochin maritimum)
er saaledes Nord paa fundet paa Myr helt
op til 540 m o. H. Hvorledes saadanne
Forekomster bedst skal forklares, maa nærmere
studeres i hvert enkelt Tilfælde.

Fra Havets Niveau er Landvegetationen
udbredt helt op til den evige Sne paa Højfjeldene.
Selv højt over den saakaldte klimatiske
Snegrænse er der fundet en Del højere Planter
paa Steder, hvor Sneen p. Gr. a. Terrainets
Beskaffenhed ikke bliver liggende. Saaledes er
Isranunkelen (Ranunculus glacialis) fundet paa
Toppen af Memurutinden (c. 2000 m o. H.), og
endnu højere stiger forsk. Lavarter og andre
blomsterløse Planter.

Den vigtigste Vegetationsgrænse mellem
Landvegetationens øvre og nedre Grænse er i N.
utvivlsomt Skovgrænsen, det Niveau,
op til hvilket Skov findes. Dette Niveau ligger
højest i N.’s centrale Fjeldegne (c. 850—1150
m o. H.) og sænker sig derfra udover mod
Kysten, hvor det mange Steder ligger kun c.
400 m o. H. ell. til Dels endnu lavere. Nord paa
ligger Skovgrænsen i det Indre af Troms Fylke
i Reglen 6—700 m o. H., men ude paa Øerne
sjælden højere end c. 300 m o. H.
Sommertemperaturen har utvivlsomt en afgørende
Indflydelse paa Skovgrænsens Beliggenhed. Men
efter nyere Undersøgelser ser det ud til, at
det ikke saa meget er Temp.’s absolutte Højde,
det kommer an paa, men snarere
Vegetationstidens Længde. D. v. s.: Temp. maa hver
Sommer tilstrækkelig længe holde sig over et vist
Lavmaal, for at Fjeldbirken, som i N. overalt
danner Skovgrænsen, skal kunne klare sig.

Af hvad ovf. er anført, fremgaar uden videre
Hovedtrækkene i den plantegeografiske
Inddeling af N. For Landvegetationens Vedk. deles
N. naturlig i to store plantegeografiske
Regioner: Skovregionen (fra Havets Niveau
op til Skovgrænsen) og
Snaufjeldregionen (fra Skovgrænsen op til den evige Sne).
Efter de herskende Skovtræer deles
Skovregionen i 3 Underafdelinger: de
kuldskære Løvtræers Bælte
,
Naaleskovbæltet og Birkeskovbæltet. Hertil
kan som en fjerde Underafdeling føjes: den
skovløse Kyststribe
.

I. Skovregionen, a) De kuldskære
Løvtræers Bælte
optager Lavlandet langs
Kysten og desuden Slettebygderne og den; nedre
Del af Dalførerne i det sydlige N. Eg (Quercus
pedunculata
og Quercus sessiliflora), Lind (Tilia
cordata
), Ask (Fraxinus excelsior), Spidsløn
(Acer platanoides), Svartor (Alnus glutinosa),
Bøg (Fagus silvatica), flere Asald-Arter (især
Sorbus fennica og Sorbus Aria), Vildapald (Pirus
Malus
), Haktorn (Cratægus monogyna), Alm
(Ulmus glabra), Hassel (Corylus Avellana) o. a.
sydlige, varmekrævende Løvtræer gør sig her
mere ell. mindre stærkt gældende i Landskabet
og giver Plantevæksten et sydligt Præg. Det
samme gælder et stort Antal urtagtige Planter
og ligeledes mange Kryptogamer. Egl.
skovdannende optræder ikke de fleste af disse Træer
i N. i større Udstrækning. N. har dog en Del
Egeskov forsk. Steder langs Sydkysten og har
ogsaa nogen Bøgeskov, hvoraf den ved Larvik
er mest kendt. Ellers optræder de kuldskære
Løvtræer i N. mest enkeltvis ell. spredt i Skov
af andre Træarter ell. danner smaa Lunde. De
har en Forkærlighed for lune, solvarme Urer
og Bakkeskraaninger og findes ofte ogsaa paa
Afsatser i stejle Bjergvægge, som vender mod
Syd.

De kuldskære Løvtræer kræver god, muldrig,
næringsrig Jordbund og har derfor i Reglen
en rig Undervegetation af Buske og Urter.
Denne Vegetation er for øvrigt af meget forsk.
Beskaffenhed; under Eg, Lind, Ask og Hassel,
som vokser mere spredt og giver mindre
Skygge, er den saaledes langt artsrigere og mere
afvekslende end under Svartor og Bøg.

Ikke alle de her omhandlede kuldskære
Løvtræer, og de andre Planter, som følger dem,
stiller lige store Krav til Varme og Jordbund.
De gaar heller ikke alle lige langt mod Nord.
Hasselen gaar langs Kysten Nord over til
Steigen i Salten og Almen til Beiarn, Lind,
Vildapald og et Par Asaldarter til Søndre Helgeland.
Svartoren, Asken, Sommeregen (Quercus
pedunculata
) og Haktornen har deres Nordgrænse
som vildtvoksende i Tromlelagen eller paa

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:00:50 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/18/0076.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free