Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Planteverden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Møre-Kysten, Vinteregen (Quercus sessiliflora)
gaar mod Nord til Nordfjord, Bøgen til Seim
ved Bergen. Lønnen findes næppe vildtvoksende
Vest for Spind i Vest-Agder (naar den er
angivet for et Par Steder paa Vestlandet,
foreligger vistnok en Forveksling med plantede Træer);
paa Østlandet gaar den derimod op til Faavang
i Gudbrandsdalen og til Storelvedalen. Hverken
Bøgen ell. Lønnen har endnu, paa langt nær,
udbredt sig til alle de Dele af N., hvor de for
Klimaets Skyld godt kunde klare sig, og hvor de
trives som plantet.
Saa langt Nord over som til Trøndelagen er
de kuldskære Løvtræers Bælte nogenlunde
typisk udviklet og optager de bedste Dele af
Lavlandet, i den sydlige Del af Landet i Reglen
op til c. 3 à 400 m o. H. og undertiden noget
højere (Alm og Lind gaar i alt Fald paa sine
Steder op til c. 500 m o. H.). Landets ældste
Kulturbygder, dets frugtbareste og folkerigeste
Jordbrugs- og Industridistrikter, dets fleste Byer
ligger inden for dette Omraade. Inden for
Omraadets Grænser foregaar ogsaa næsten al
Frugtdyrkning i Landet.
Plantevæksten er langtfra ensartet inden for
hele dette Omraade. Fremfor alt er der en
iøjnefaldende Forskel mellem Kystvegetationen
paa Vestlandet og Vegetationen i de
kontinentale Strøg omkr. Kristianiafjorden og i
Østlandets Fladbygder. Langs Vestkysten vokser en
Række udpræget frostømfindtlige Arter, som
ogsaa ellers i Europa har en afgjort vestlig
Udbredelse: Kristtorn (Ilex Aquifolium),
Rævebjælde (Digitalis purpurea), Kusymre
(Primula acaulis), Centaurea nigra, Hupericum
pulchrum, Luzula silvatica, Sedum anglicum o.
m. a. I de alleryderste Kystegne holder en
Del rent »atlantiske« Arter til: Erica cinerea,
Asplenium marinum, Saxifraga hypnoides, Scilla
verna o. fl. — I Lavlandsegnene paa
Østlandet præges Vegetationen af et stort Antal
Planter, som kræver langt mere af Sommervarme,
men er mindre ømfindtlige, hvad Vinterkulden
angaar, f. Eks. Lonicera Xylosteum, Rhamnus
cathartica. Fragaria collina, Ulmaria
Filipendula, Veronica spicata, Artemisia campestris og
talrige andre Arter. Denne Flora har størst
Lighed med Lavlandsfloraen i de baltiske Lande og
i de mere kontinentale Dele af Europa i det
hele taget. — Sørlandskysten danner i flere
Henseender et Overgangsomraade mellem
Østlandet og Vestlandet, hvis Karakterplanter
mødes her; Sørlandet har dog ved Siden deraf
tillige en Del særegne Arter. Vestlandets indre
Fjordbygder samt Lavlandet omkring
Trondhjemsfjorden har, hvad Floraen angaar, større
Lighed med Østlandet end med de ydre
Kystegne, men mangler dog adskillige af
Østlandets mest varmekrævende Arter.
b) Naaleskovbæltet karakteriseres af de
to skovdannende nordeurop. Naaletræer, Furu
(Pinus silvestris) og Gran (Picea excelsa) og
omfatter den Del af Landet, som ligger ovf. den
øvre Grænse for de kuldskære Løvtræers Bælte,
op til Naaleskovgrænsen. Denne Grænse ligger i
N.’s centrale Fjeldegne alm. c. 750—950 m
o. H., men lavere nærmere Kysten og Nord paa.
Gran og Furu gaar i Reglen omtr. lige højt paa
Fjeldene; spredtstaaende Træer af dem begge
kan findes et Stykke over det Niveau, hvor de
ophører at danne Skov. Naaleskovbæltet har især
stor Udbredelse i den østlige Del af Landet;
store Dele af Dal- og Aasstrøgene fra
Aust-Agder op til Sydskraaningen af Dovre samt i
Trøndelagen og den sydlige Del af Nordland,
omtr. til Saltenfjorden, hører dertil. Paa
Vestlandet og i Nord-N., Nord for Saltenfjorden, er
Naaleskovbæltet mindre sammenhængende, men
der er dog en Rk. større og mindre
Strækninger af Furuskov, især omkr. Fjordbundene, og
i den indre Del af Dalførerne, helt Nord over
til Børselven i Porsanger; i Indre Finmarken og
i Øst-Finmarken baade Gran- og Furuskov.
Medens Furuen er alm. udbredt i alle Dele af
Landet, op til Naaleskovgrænsen, mangler Gran
ganske over største Delen af Vestlandet og
ligeledes paa hele Strækningen fra Sulitjelma til
Karasjok. Paa Vestlandet findes kun nogle smaa
og isolerede Granforekomster i de indre
Egne, især paa Steder, hvor der er nogenlunde
bekvem Forbindelse over Fjeldet Øst fra. A. T.
Gløersen fremsatte 1884 den Teori, at Granen
i en geologisk forholds vis sen Tid er
indvandret til N. fra Øst, og at det først og
fremmest er, fordi den ikke har haft Tid nok, at
den endnu ikke har udbredt sig over større
Dele af Landet. De Erfaringer, man har gjort
med Plantning af Gran paa Vestlandet taler
stærkt til Fordel for Gløersen’s Teori, og denne
støttes i det hele taget af alt, hvad der nu, 40
Aar senere, foreligger af ny Iagttagelser.
Baade for Furuens og Granens Vedk. er det
tydelig Sommervarmen, som først og fremmest
bestemmer deres Højdegrænser i N.’s
Fjeldegne. Hvor Sommermaanedernes
Middeltemperatur ligger under et vist Lavmaal, ifølge
Helland 8,4° C., kan de ikke trives. Derimod
er de ikke nøjeregnende m. H. t.
Vintertemperaturen; der er udstrakte Naaleskove i de Strøg
af den skandinaviske Halvø, som har de
strengeste Vintre. I Egne, hvor
Sommermaanedernes Middeltemperatur er lavere end 10,6° C., er
ifølge O. Hagem Furuens (og vistnok ogsaa
Granens) Frøsætning daarlig. Granen taaler
langt mere Skygge end Furuen. Hvad
Jordbunden angaar er den derimod ikke saa nøjsom
som denne. Hvor de vokser sammen paa
nogenlunde næringsrig Jord, ser man den ofte vokse
op over Furuen og med sin Skygge undertrykke
denne.
Naaleskovbæltet har plantegeogr. størst
Tilknytning til Østeuropas Skovegne.
Plantevæksten er langt ensformigere, mindre artsrig end
i de kuldskære Løvtræers Bælte. Landets faste
Bebyggelse naar helt op til den øverste Del af
Naailesikovbæltet; de øverste Fjeldgaarde ligger
stort set omkr. Naaleskovgrænsen. Kartofler kan
dyrkes med Fordel selv i den allerøverste Del
af Naaleskovbæltet, men Dyrkningen af Korn er
ikke helt sikker øverst oppe.
c) Birkeskovbæltet. Medens
Skovgrænsen næsten overalt ellers i Verden dannes af
forsk. Naaletræer, er det som bekendt paa den
skandinaviske Halvø et Løvtræ. Fjeldbirken
(Betula odorata), som danner de højest liggende
Skove. Vi faar derfor her et særskilt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
