Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Planteverden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Birkeskovbælte, som med vekslende Bredde og vertikal
Udstrækning optager Landet fra
Naaleskovgrænsen op til Skovgrænsen. I den nordligste Del af
Landet naar Birkeskovbæltet over store
Strækninger helt ned til Havet. Omtrent lige saa højt
som Fjeldbirken naar flere andre alm. udbredte
Træer, saaledes Hæg (Prunus Padus), Rogn
(Sorbus aucuparia), Asp (Populus tremula) og
Graaor (Alnus incana), og ligeledes nogle Buske,
hvoriblandt vild Ribs (Ribes rubrum),
Dværgmispel (Cotoneaster integerrima) og Kanelrose
(Rosa cinnamomea).
At ogsaa Birkeskovbæltets øvre Begrænsning,
Skovgrænsen, først og fremmest bestemmes af
Sommerens Temperaturforhold, er allerede
omtalt ovf. Birken og de andre her nævnte
Løvtræer nøjes dog med mindre Sommervarme end
Gran og Furu.
Selv om overalt inden for dette Bælte
Fjeldbirken er det toneangivende Skovtræ, optræder
der dog her Skovtyper af nok saa forsk.
Beskaffenhed; paa næringsfattig, tør Jordbund
aaben Birskeskov med Undervegetation af Mos-
og Lavarter, Krækling (Empetrum nigrum) og
andre Lyngplanter, Smylebunke (Aira flexuosa),
Faaresvingel (Festuca ovina) og andre
nøjsomme Græsser og Urter; paa næringsrig og jævnt
fugtig Bund er Birkeskovene selv ofte tættere
og bedre udviklede, og i Markvegetationen
dominerer et artsrigt og frodigt Selskab af Græs
og Urter og, især Nord paa, ofte tillige af
Bregner.
I Birkeskovbæltet ligger en meget stor Del,
maaske Hovedmængden, af Landets Sætre. Selv
her oppe foregaar der paa de talrige
Sætervolde, som rigtignok næsten altid er ganske
smaa, en Slags primitiv Jorddyrkning.
d) Den skovløse Kyststribe. I hele
Landets Udstrækning er det en gennemgaaende
Regel, at Kyststrøgene langs det aabne Hav har
en meget sparsom Trævegetation og over store
Strækninger helt mangler Skov. I mange
Henseender er der, som rimeligt kan være, stor
floristisk Forskel mellem de forsk. Dele af N.’s
lange Kyst. Men der er ogsaa mange vigtige
Lighedspunkter, og selve Skovbarheden er et
saa fremtrædende fælles Træk, at det falder
naturlig at behandlede de ydre Kystegnes
Plantevækst som et samlet Hele.
Man kan sige, at den skovløse Kyststribe,
saaledes, som vi her opfatter den, afskærer de
ydre Dele, nærmest Havet, af alle de 3 ovenfor
omtalte Skovbælter. Hertil hører først og
fremmest største Delen af Skærgaardens Øer,
Holmer og Skær, men dernæst ogsaa større eller
mindre Dele af Fastlandets ydre Halvøer og
Næs.
Karakteristisk for de ydre Kyststrøg er deres
milde Vintre og kølige Somre, en forholdsvis
stor Nedbør (som dog er mindre end noget
længere inde i Landet), en ofte overskyet
Himmel, en stadig og ofte stærk Blæst.
Fremfor alt er Vindens Indflydelse paa
Plantevæksten stærkt iøjnefaldende. De Træer og
Buske, som vokser paa udsatte Steder, er
næsten altid stærkt misdannet af Blæsten, med
Stammen og Grenene ensidig bøjet i den
herskende Vindretning. Paa de mest vejrhaarde
Steder mangler enten enhver Trævegetation, ell.
ogsaa staar der, i Ly bag Knauser og
Bjerghamrer, lave buskformede Eksemplarer, hvis
Kroner er skarpt afskaaret, som af en Gartners
Saks, hvor de naar op i Højde med
Fjældkanten. De forsk. Træarter er i meget forsk. Grad
i Stand til at udholde det stormfulde Havklima.
Af Naaletræerne gaar Eneren (Juniperus
communis) længst ud; den er i Skærgaarden i Reglen
ganske lav og krybende. Bl. Løvtræerne hører
Rogn (Sorbus aucuparia), Vildapald (Pirus
Malus) og Haktorn (Cratægus monogyna) til de
Arter, som bedst taaler Blæsten. Krat af disse og
andre Buske, f. Eks. Hassel (Corylus Avellana)
og Vivendel (Lonicera Periclymenum), findes i
de sydlige Kystegne selv langt ude i
Skærgaarden, hvor der kun er en Smule Ly mod
Vejret.
Mosemyr og Lynghede er de Vegetationstyper,
som ude i den skovløse Kyststribe har størst
Udbredelse; Myr kan i det fugtige Havklima
dannes selv paa ganske stærkt skraanende
Flader. Røslyng (Calluna vulgaris), Klokkelyng
(Erica Tetralix) og andre Lyngplanter,
deriblandt længst ude ved Vestkysten den vakre,
dybrøde Erica cinerea, er de Planter, som gør
sig stærkest gældende derude, allermest i
Blomstringstiden paa Eftersommeren. Magre
Græsheder med nøjsomme Græsser og Halvgæsser
er ligeledes meget udbredt. Men ogsaa saftig,
naturlig Eng med et broget Blomsterflor kan
træffes selv i den ydre Skærgaard, især hvor
Fjeldgrunden er rig paa Kalk.
Talrige Fund af Stubber og Stammer i Myrer
og Tjern, til Dels ogsaa gamle Stednavne og
direkte hist. Vidnesbyrd, viser, at Furuskoven
i ældre Tid har haft en langt større Udbredelse
end nu i N.’s ydre Kystegne. Naar
Furuskoven her er gaaet saa stærkt tilbage i Løbet
af de sidste Aartusinder, skyldes det vistnok
især hensynsløs Udhugst og Sauebeitning, som
har hindret en naturlig Foryngelse af Skoven.
Temperaturéns Synken siden Stenalderen har
sikkert ogsaa spillet en Rolle.
II. Snaufjeldregionen. Oven for
Skovgrænsen er Vegetationstiden kort og
Sommeren kølig, Vinteren mange Steder meget streng.
Nedbørsmængden tiltager stort set med Højden
over Havet og naar i de højeste Fjeldegne
en Størrelse, som langt overstiger de
meteorologiske Stationers direkte Maalingsresultater.
Den Plantevækst, som kan trives paa
Snaufjeldet, og som netop her har sit rette Hjem,
maa være udpræget nøjsom og i Stand til at
udnytte de Udviklingsmuligheder, som
Højfjeldets karrige Natur byder den. Er Sommeren
kort og Varmemængden lille, tager
Fjeldplanterne Tiden til Hjælp; de allerfleste af dem er
fleraarige og fordeler paa flere Aar det
Arbejde, som mange andre Planter udfører i Løbet
af en enkelt Sæson.
Af største Bet. for Snaufjeldets Plantevækst
er Gangen i Snesmeltningen Vaar og Sommer.
Da Vinterens Snemasser i Højfjeldet for en stor
Del er ganske løse og stadig udsat for Blæst,
bliver Snedybden langt mere ujævn oven for end
neden for Skovgrænsen. Medens
fremspringende Bakkekamme og Bjergrygge i Højfjeldet selv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
