Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Dyreverden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Gydevandringen passerer den ofte opover Elveløb af
betydelig Længde, i Tanaelven op til 300 km.
Ørreden har tildels den samme Vandring
fra Havet op i Ferskvand: Søørred, medens
andre Ørredformer altid opholder sig i
Ferskvand. Røien (Fjeldørreden), som bl. a. skiller
sig fra de foregaaende ved sine lyse Pletter paa
mørk Bund, er i det sydlige knyttet til
Ferskvand, men findes i det nordlige ogsaa i Havet.
Det store Flertal af Ferskvandets Fiskearter
lever imidlertid kun i lille Udstrækning i
Saltvand og har under deres Indvandring til N. været
henvist til at følge de svenske eller finske
Vasdrag. En Del af dem har herunder overskredet
Grænsen baade i det sydlige N. og i Finmarken,
medens de praktisk talt mangler i de midterste
Landsdele, saaledes Gedde og Aborre, Sik
(Hælt), Lake (Knude), Harr (Stalling) og
Ørekyte (Elrits). Andre findes derimod kun
paa Østlandet, saaledes flere Mortefiske
(Skaller), Brasene (Brasen) og Gjørs
(Sandart).
En Del Ferskvandssnegle og Muslinger har
stor Udbredelse, og nogle af dem kan spille en,
underordnet Rolle som Fiskenæring.
Flodperlemuslingen er meget udbredt, og
Perlefiskeriet har til sine Tider været omfattet
med stor Interesse, men har aldrig spillet
nogen stor økonomisk Rolle; Perler af nogle
Hundrede, Kroners Værdi er imidlertid ofte fundet.
Af det betydelige Antal Insekter, som er
bundet til Ferskvand, lever mange nede i Vandet
som Larver, men gør sig mere bemærket, naar
de som voksne forlader dette for at sværme
omkring. I Nærheden af Vandet flyver de store
Øjenstikkere (egl. Guldsmede) og deres
Slægtninge, de mere graciøse Vandnymfer,
Døgnfluer med lange Haletraade vier deres korte
Liv som Voksne til Artens Formering uden at
tage Næring til sig, medens Vaarfluerne, som
nærmest minder om smaa Natsommerfugle,
fører en mere bortgemt Tilværelse. Endelig maa
ikke glemmes Myggenes talrige Arter, hvoraf
nogle særlig i de nordlige Landsdele gør Tilværelsen
uudholdelig baade for Mennesker og Dyr;
Myggelarver spiller før øvrigt en vigtig Rolle som
Fiskenæring. Andre Insekter er bundet til
Vandets Overflade, i hvert Fald som voksne, og
her springer de langbenede Hydrometrider
(Vandløbere) omkr., medens de skinnende sorte
Smaabiller af Slægten Gyrinus (Hvirvlere) farer
rundt i elegante Svingninger. Vandkalve o. a.
Biller lever ligesom forsk. Vandtæger hele deres
Liv nede i Vandet og foretager i Højden en
natlig Flyvetur fra et Vand til et andet.
Flodkrebsen findes særlig paa Østsiden
af Kristianiafjorden, mere spredt ellers paa
Østlandet, ofte indplantet. Aarlig fiskes der c.
3/4 Million, hvoraf de fleste eksporteres til
Sverige. Af langt større, men rigtignok indirekte
Bet. er de Krebsdyr, der tjener som
Fiskenæring. Dels er dette smaa Former, som i utallige
Mængder driver om i Vandet, dels Bunddyr,
som den alm Grundaat eller Matflo
(Gammarus pulex), et 1—2 cm stort Dyr, der
er udbredt over største Delen af N. undtagen
Sørlandet og Vestlandet. Overordentlig stor
teoretisk Interesse har en Del Krebsdyr (Mysis
oculata var. relicla, Pallasea quadrispinosa,
Pontoporeia affinis, Gammaracanthus loricatus var.
lacustris, Limnocalanus macrurus), som
væsentlig findes i en Del større Indsøer og særlig i
Mjøsen, men ogsaa i andre, f. Eks.
Randsfjorden, Tyrifjorden, Sognsvand ved Kria, Orrevand
paa Jæderen. Disse Arter findes nemlig, til Dels
noget forandret, i saadanne højarktiske Egne
som Grønland, Spitsbergen og Novaja Semlja,
vidt adskilt fra de isolerede Stammer i de
norske o. a. nordeuropæiske Indsøer.
Forklaringen kan ikke godt være nogen anden, end at
de i Nordeuropa er Istidsrelikter, Levninger fra
en Tid med et arktisk Klima, en Tid, som
Landenes Geologi, Flora og Fauna har mange
Vidnesbyrd om (se Reliktfauna).
Marin Fauna. Selv om en Del af Havets
Dyreformer findes langs hele den norske Kyst,
viser Flertallet en nogenlunde skarp Sondring i
to Grupper, den arktiske og den boreale, som i
det store og hele har forsk. Udbredelse efter
deres forsk. Livskrav. Arktiske Former
præger — skønt opblandet med boreale —
Østfinmarkens Kyst, fra den russ. Grænse til
Nordkap; længere mod Syd undgaar de i det
væsentlige Skærgaardens Kystplateau, men lever i det
iskolde Vand i det indre af Fjordene mellem
Nordkap og Lofoten, for øvrigt ogsaa ude i
Nordhavet, paa en Dybde af mindst 600—800
m. De boreale Former danner Hovedmassen af
Faunaen langs den øvrige Del af Kysten, hvor
Vandet er varmere p. Gr. a. Golfstrømmens
Indflydelse; nogle er dog saa udpræget
sydvestlige, at de ofte sammenfattes som en egen
Gruppe under Navn af de lusitaniske Former (efter
Lusitania, d. v. s. Portugal). I det flg. skal
bruges et andet Inddelingsprincip, idet vi ogsaa
kan skelne mellem Bunddyr, Plankton (Svæv)
og Nekton (de fritsvømmende Dyr).
Af Bunddyr kan vi betegne dem, der sjælden
eller aldrig optræder neden for en Dybde af
c. 40 m som Grundvandsformer;
Grundvandsregionen falder altsaa i Hovedtrækkene
sammen med Algevegetationens, Tangens,
Udbredelse. En Række af disse Arter findes
væsentlig i Tidevandszonen, d. v. s. den smalle
Stribe, som tørlægges mellem Flod og Fjære
(Ebbe), og er paa forsk. Vis tilpasset til at
opholde sig timevis uden for deres rette Element.
Paa Bjergvægge, Sten o. s. v. danner
Rurene (Balanus balanoides) et paafaldende, hvidt
Bælte; disse fastsiddende Krebsdyr har en
kegleformet Skal, sammensat af flere Kalkplader.
Under dem er ofte et Bælte af Blaaskæl
(Mytilus edulis); desuden findes Mængder af
Strandsnegle (Littorina littorea, L. rudis
og L. obtusata), Purpursnegle (Polytropa
lapillus) og i det boreale Kystafsnit de store,
næsten skaalformede Albueskæl (Patella
vulgata), som det næsten er umuligt at rive løs
fra Underlaget. Inderst i de lange Fjorde
mangler de to sidste. — Sandgrunden har andre
Tidevandsformer, flere gravende i Sandet:
Hjertemusling (Cardium edule) og
Sandmusling (Mya arenaria) samt
Sandmarken ell. Fjæremarken (Arenicola piscatorum);
den sidste røber sig ved oppe paa Sandet at
aflægge sine Ekskrementer i karakteristiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
