Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Statsforfatning og -forvaltning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
efter nyt Valg kan det behandles og da i
samlet Storting, hvor det maa faa 2/3 Flertal for at
være vedtaget. M. H. t. Grundlovsbeslutninger
har Kongen ingen Sanktionsret; de sendes til
Kongen til Kundgørelse ved Trykken.
Af Stortingets øvrige Funktioner kan nævnes:
Hvad Statsfinansernes Omraade angaar, fatter
Stortinget Beslutninger om Paalæg af Skatter,
Told o. a. offentlige Afgifter —, gældende for
Budgetterminen, som varer fra 1. Juli—30. Juni
—, giver Bemyndigelse til at optage Statslaan
og bevilger de til Statsudgifterne fornødne
Pengesummer. Det kan her være paa sin Plads at
nævne, at der ved en Reglementsforandring i
Decbr 1923 er tilsigtet at hidføre en raskere,
mere samlet og overskuelig Budgetbehandling
end tidligere; alle Fagkomiteens Indstillinger i
Budgetsager skal inden 31. Marts sendes til
Finanskomiteen, som samler dem til et fælles
Forelæg for Stortinget. Af forvaltningsmæssig
Art er Stortingets Myndighed til at naturalisere
Fremmede, d. v. s. give dem norsk Indfødsret,
til at nægte ell. samtykke i Forøgelse ell.
Formindskelse af Rigets Land- og Sømagt, samt til
at »føre Opsyn over Rigets Pengevæsen«. Dette
sidste sker derved, at Stortinget deltager i
Forvaltningen af Penge- og Seddelbankvæsenet,
saaledes ved at give Samtykke til Udmøntning
af Skillemønt og deltage i Ledelsen af Norges
Bank. Meget vigtig er Stortingets kontrolerende
Myndighed. Det kan lade sig forelægge
Statsraadets Protokoller og alle offentlige
Indberetninger og Dokumenter, samt lade sig meddele
de Forbund og Traktater, som Kongen paa
Statens Vegne har indgaaet med fremmede
Magter. Til Meddelelse af Oplysninger i
Statssager kan Stortinget fordre enhver — Kongen
og den kgl. Familie dog undtaget — til at møde
for sig. Stortinget udvælger 5 Statsrevisorer,
der aarlig skal gennemgaa Statens Regnskaber
og i Tilfælde, gøre Antegnelser, som tilstilles
Regeringsdepartementerne til Besvarelse.
Odelstinget bestemmer, om der skal anlægges
Rigsretssag mod nogen.
4) Domstolene (»den dømmende Magt«).
Grl. har her Bestemmelser kun om Rigsretten
og Højesteret. Rigsretten er en Straffedomstol.
Den dømmer i første og sidste Instans i de
Sager, som Odelstinget anlægger mod
Statsraadets ell. Højesterets Medlemmer for
Embedsforbrydelser, ell. mod Stortingets Medlemmer
for de Forbrydelser, de som saadanne maatte
begaa. Rigsretten sammensættes af
Lagtingspræsidenten og 30 andre Lagtingsmedlemmer,
Højesterets Formand og 8 andre
Højesteretsdommere, i alt 40 Personer; Præsidenten i
Lagtinget fører Forsædet. Den Anklagede kan
uden at angive nogen Grund udskyde indtil
1/3 af Rigsrettens Medlemmer.
Højesteret er Rigets øverste Domstol i alle
de Sager, som ikke hører under Rigsretten.
Ved Sagsbehandling og Domsafsigelser skal
Retten bestaa af Formanden og mindst 6
andre Dommere. Grl.’s Bestemmelse i § 88, at
»Højesteret dømmer i sidste Instans«, er blevet
forstaaet saaledes, at Lovgivningen ikke kan
henlægge den endelige Afgørelse af nogen
Gruppe af Retssager til en anden Domstol end
Højesteret. For at bane Adgang til Indførelse
af Folkedomstole i Straffesager vedtog man
1862 et Tillæg til § 88. Af Hensyn til
Gennemførelsen af den ny Civilprocesordning blev dette
Tillæg 1911 ombyttet med følgende Bestemmelse:
»dog kan Indskrænkninger i Adgangen til at
erholde Højesterets Afgørelse bestemmes ved
Lov«. Paa den anden Side har man ikke anset
Bestemmelsen til Hinder for, at der ved Lov er
foreskrevet en summa appellabilis for
Ankesager til Højesteret. Grl.’s § 90 bestemte opr.:
»Højesterets Domme kan i intet Tilfælde
paaankes eller underkastes Revision«. Det sidste
Led blev strøget 1914, og derved har man
fjernet Hindringen mod at anvende Retsmidlet
Genoptagelse lige over for Højesteretsdomme. Hvad
de øvrige Domstoles Organisation angaar,
lægger Grl. ingen videre Baand paa Lovgivningen.
Som selvstændige Statsorganer har Domstolene
en ubegrænset Myndighed til at bedømme den
formelle og materielle Retsgyldighed af de for
dem paaberaabte ell. bestridte Love,
Forvaltningsafgørelser m. v. For Lovenes Vedk. gælder
det saaledes, at Domstolene kan bedømme
deres Grundlovsmæssighed.
5) Borgerlig Lighed og
individuel Frihed. Grl. afskaffede ikke det Adelskab,
som bestod i 1814. Først ved Adelsloven af
1821 blev det bestemt, at de senere fødte
Medlemmer af den gamle Adel ikke mere skulde
nyde nogen Forrettighed i N. Og Grl.’s § 23
hindrer Oprettelse af nogen ny Adel. Videre
forbyder § 108 Oprettelse af Grevskaber,
Baronier, Stamhuse og Fideikommisser. Ingen kan
faa anden Rang og Titel end den, ethvert
Embede medfører. Ordener kan uddeles; men disse
fritager ingen for Statsborgernes fælles Pligter
og Byrder. Ny og bestandige Indskrænkninger
i Næringsfriheden skal ikke tilstedes nogen (§
101). Princippet om alm. Værnepligt er optaget
i § 109. Den borgerlige Frihed er sikret ved
en Række Bestemmelser. § 100 indfører
Trykkefrihed; ved Ekspropriation skal der ydes fuld
Erstatning (§ 105); ingen Lov maa gives
tilbagevirkende Kraft (§ 97); der er Forbud mod
vilkaarlig Fængsling og Regler for
Militærmagtens Anvendelse mod Statens Medlemmer (§
99): § 102 beskytter Hjemfreden. (Litt.: T. H.
Aschehoug, »N.’s nuværende
Statsforfatfatning«, Bd 1—3 [2. Udg. Kria 1891—93];
Bredo Morgenstierne, »Lærebog i den
norske Statsforfatningsret« [2. Udg. Kria 1909]).
II. Forvaltning. 1)
Centralforvaltningen. Kongen er Forvaltningens
højeste Organ. Ikke alene er de vigtigste
administrative Funktioner henlagt til Kongen; men
han danner ogsaa den øverste Instans for
Afgørelse af Besværinger over de underordnede
Myndigheders Beslutninger. Videre udnævner
Kongen alle de vigtigere administrative
Tjenestemænd, instruerer dem og kontrolerer dem.
Det væsentligste af den højeste
Centralforvaltning er imidlertid fordelt paa
Regeringsdepartementerne, hvoraf der er flg. 9:
Udenrigsdepartementet, Kirke- og
Undervisningsdepartementet, Justits- og Politidepartementet,
Departementet for sociale Sager, Departementet for
Handel, Søfart, Industri og Fiskeri,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
