Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Haandværk o. Industri - Norge. Kirkelige Forhold
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
geometriske Mønstre, Ruder, Stjerner og Firkanter i
nogle faa Farver, der, skønt i stadigt Aftagende,
tilvirkedes i nogle Vestlandsbygder, sluttelig kun
af enkelte Væversker paa afsidesliggende
Gaarde. Heldigvis indtraadte i sidste Øjeblik en
Reaktion, og takket være de fra Museer og
Foreninger gjorte Anstrengelser har den tidligere
Ligegyldighed for N.’s nationale Billed- og
Aaklædevæv efterhaanden veget Pladsen for
stigende Interesse. Bestræbelserne paa dette
Omraade gaar for Øjeblikket i to Retninger. I
Spidsen for den ene staar Maleren G. Munthe,
der saavel i Teknik som Form søger sat
genoptage og videre udvikle den gl. Billedvævnings
Traditioner, medens paa den anden Side
navnlig Fru Frida Hansen har benyttet
Billedvævens Teknik til Udførelse af dekorative
Arbejder i moderne Smag.
Foruden i Vævningen har den kvindelige
Kunstfærdighed og Smag ogsaa med Styrke lagt
sig for Dagen paa Broderiets Omraade.
Navnlig til Udsmykning af Kvindedragten har
Korssting og Liniesting, Udtrækssøm og
Udskaarssøm saavel i Farver som alene i hvidt
fundet rig Anvendelse i store Dele af Landet,
fremfor alt i Telemarken og Hallingdal med
tilstødende Bygder, Hardanger og Voss. Mønstrene
bevæger sig fortrinsvis inden for de af
Teknikken og Tøjets Tekstur foreskrevne geometriske
Former, men omfatter desuden stiliserede
Plantemotiver, Dyr og undertiden
Menneskefigurer. En friere Retning optræder fra 2. Halvdel
af 18. Aarh. i de samme Distrikter, navnlig
Telemarken og Hallingdal, hvor »Rosemalingen«
under Rokokoens Indflydelse udviklede sig til ny
og kraftig Blomstring. De strenge Liniemønstre
erstattes af Blomster, »Roser« og Ranker i
Rokokoens uorganiske, svungne og snirklede
Former, sikkert og djærvt udførte i kraftige
Farver. Til Dragtens Udstyr hørte i ældre som
nyere Tid et større ell. mindre Antal
Smykker. Heldigvis er den Pragt, vore Forfædre,
efter hvad Sagaernes Beretninger og talrige
Fund godtgør, udfoldede i deres ydre
Fremtræden, ikke blot et historisk Minde, men en
levende Tradition, der har efterladt sig tydelige
Spor i de norske Bondesmykker. De fleste Arter
af disse, saaledes baade den som Brystsmykke
benyttede Sølje og Ringen ell. Halsnaalen
saavel som de runde Spænder, Maljer og de
sølvbeslaaede Stølebælter, har deres mere ell.
mindre direkte Forbilleder i middelalderske
Former. Materialet er i alle Tilfælde Sølv, medens
der i Udførelsen kan paapeges forsk. Trin. Den
i de ældre Arbejder særlig anvendte Støbning
og til Dels Drivning afløses saaledes
efterhaanden af Traadarbejdet, der til sidst bliver
omtrent eneraadende inden for hele N.’s nationale
Smykkearbejde. Ved Siden heraf forekommer
imidlertid ogsaa et ejendommeligt Slags
Blikarbejde. Muligvis med Udgangspunkt i det
sengotiske, fligede Bladværk, hvorom Formerne ofte
minder, møder man af og til Maljer,
Bæltebeslag og hele Smykker, dannede af afklippet
og derefter bøjet og drevet Sølvblik, af Bonden
ofte betegnet som »Tussesølv«.
Uafhængig af de vekslende Bygningsskikke og i
Levesæt har Smykkearbejdet med større
Troskab end nogen anden Gren af N.’s
Folkeindustri bevaret Traditionen og vedblivende fundet
sine Dyrkere. Ogsaa paa dette Omraade
indtraadte dog henimod Midten af 19. Aarh. en
stadig i raskere Tempo fortsat Tilbagegang, der
ikke syntes at aabne nogen Udsigt til Redning,
saa meget mindre som Bondeguldsmedene
umulig i Længden kunde konkurrere med det
gunstigere stillede, i tekn. Henseende langt
fuldkomnere Byhaandværk. Nogen fortsat
selvstændig Tilværelse kan vistnok heller ikke N.’s
nationale Smykkearbejde gøre Regning paa, men
dets Værd er derfor ikke blevet ringere. Disse
Smykker har nemlig vist sig at gemme
livskraftige Spirer af den største Bet. for den norske
Kunstflids selvstændige Udvikling. Fortjenesten
af at have henledet Bybefolkningens og
Haandværkets Opmærksomhed paa den Skat af
virkningsfulde og originale Former. Landet her
ejer, tilkommer Guldsmed J. Tostrup i Kria
(se ovenfor under »Kunstindustri«). (Litt.:
De af Kria Kunstindustrimuseum udgivne
Skrifter, særlig: Joh. Meyer, »Fortidskunst i N.’s
Bygder, Gudbrandsdalen, Telemarken« [Kria
1909—23]; »Gamle norske Tæpper«, Tekst af
H. Grosch [Berlin 1889]; »Norsk Farvebog«,
af Kristiane Frisak [Kria 1894]; »Norsk
Træskærerkunst«, udg. ved Joh. Meyer [Kria
1900—01]; »Gamle norske Billedtæpper«, udg.
ved H. Grosch [Berlin 1901]; H. Grosch,
»Gammel norsk Vævekunst«, 100 farvetrykte
Plader [Kria 1913—22]).
H. Grosch.
Kirkelige Forhold.
Den evangelisk-lutherske Religion er efter
Grl.’s § 2 Statens offentlige Religion (se
Kirkeforfatning). Paa offentlig Foranstaltning
gives der Kristendomsundervisning i Statens og
Kommunens Skoler, gives af Statsmidler
Bevilling til kirkelige Formaal og paalægges ved Lov
Kommunerne at bevilge til Kirke og Gejstlighed.
Fri Religionsøvelse har alle religiøse Samfund,
saafremt de ikke overskrider Lovens og
Sømmelighedens Grænser. Jesuitter har ikke
Adgang til N. Kongen maa altid bekende sig til
Statens offentlige Religion. Af Regeringens
Medlemmer maa over det halve Antal bekende sig
til Statens offentlige Religion, ligesaa alle
gejstlige Embedsmænd, teol. Professorer, og de, som
har at undervise i Kristendom, saaledes alle
Folkeskolelærere i fuld Post. C. 97 % af
Landets Befolkning tilhører Statskirken. Riget er i
gejstlig Henseende delt i 6 Bispedømmer: Oslo,
Hamar, Agder, Bjørgvin, Nidaros og Hålogaland,
hvert Stift igen i Provstier (1923 i alt 90).
Provstierne er igen delt i Præstegæld (1923 i
alt 514). Især paa Landet er der gerne et
Hovedsogn med et ell. fl. Annekser med Kirke ell.
Kapel. I enkelte Sogne er der baade
Sognekirke og et ell. fl. Kapeller. Det samlede Antal
Sogne er (1923) 997, Kirker 1224 og 699 Præster.
Den øverste Myndighed i Statskirkens
Anliggender har Kongen; Han »anordner al offentlig
Kirke- og Gudstjeneste, alle Møder og
Forsamlinger om Religionssagen og paaser, at
Religionens offentlige Lærere følger de dem
foreskrevne Normer« (Grl’s § 16). Kongen
udnævner Biskopper og Præster samt giver Bestalling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
