Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Talemaal blev undersøgt kyndigere end før (især af
K. Seem og M. Schnabel); virkelige Digtere tog
norske Dialekter i Brug i deres Digtning (især E.
Storm), ja, selv et politisk Stridsskrift (af R.
Gjellebøl) bliver skrevet paa norsk Bygdemaal.
I Skriftmaalet brugte Nordmændene fremdeles
mange norske Elementer. Paa den anden Side
kan vi i anden Halvdel af 18. Aarh. for første
Gang sikkert konstatere et Talemaal i N. med
en væsentlig Del af Grundlaget i dansk Skrift.
Dette Talemaal synes dog kun at være brugt
som højtideligt Sprog bl. Folk af
Embedsklassen. I daglig Tale har den hjemlige Dialekt
været eneraadende, mere ell. mindre paavirket
af Skriftsprog. Omkr. 1800 steg det danske
Sprogs Magt i N. af to Grunde. Først p. Gr. a.
det store Arbejde, som blev udført af danske
Grammatikere (som Højsgaard og Baden) med
Undersøgelse af Dansk og Opstilling af fastere
Regler for Skriftsproget. For det andet, fordi
Modersmaalet samtidig (1775) blev fast Fag i
Skolerne; der blev givet forholdsvis faste
Regler for Skoleortografien, Skolegrammatikker
blev udgivne. Ogsaa de Skolegrammatikker, som
blev udg. i N., fulgte de Regler, som var
opstillet af de danske Grammatikere; i flere af
dem blev Norvagismer forbudt, og lange
Fordanskningslister blev stundom opført. Men der
fandtes altid Nordmænd, som reagerede mod
denne Tendens; da Universitetet blev oprettet
1811, spaaede Nordmanden Jacob Aall og
Danskeren O. C. Olufsen, at dette vilde føre til,
at norske Elementer fik større Betydning i
Skriftsproget. Lige efter 1814 begyndte
Spørgsmaalet om Sproget at blive brændende;
foreløbig var det nærmest Navnet paa Sproget,
Striden gjaldt; Nordmændene hævdede, at
Skriftsproget lige saa vel kunde kaldes norsk som
dansk, og dette bestred Danskerne. For en Del
gjaldt Striden ogsaa Brugen af norske Ord.
Først med Henrik Wergeland indtraadte en
virkelig Strømvending. Han tog med fuld
Bevidsthed norske Sprogelementer op og
forsvarede Fornorskningsstandpunktet mod Angreb.
Han arbejdede for norsk Udtale paa
Scenen, hvor man endnu kun brugte danske
Skuespillere. Det nationale Gennembrud i
1840’erne førte ogsaa til et sprogligt
Gennembrud — og det paa flere Maader. Asbjørnsen’s
og Moe’s Genfortælling af Folkeeventyrene gav
Grundlaget for den ny norske Prosa, som
gennemførte norsk Stiltone i det traditionelle
Skriftsprog. Samtidig tog Overlærer K. Knudsen sit
Arbejde op for Fornorskning paa alle Omraader
af Sproget (Ordforraadet, Orddannelse,
Bøjning, Retskrivning, Udtale). Endelig kom fra
1848 de vigtige Arbejder af Ivar Aasen over
det norske Folkemaal; paa Grundlag af disse
Arbejder, som klart viste Sammenhængen
mellem det gammelnorske Sprog og de nynorske
Dialekter, byggede Ivar Aasen sin
Landsmaalsform (første Gang fremstillet i
»Prøver af Landsmaalet i N.«, 1853). I sin
Normalform tog Ivar Aasen særlig Hensyn til de
Dialekter, som stod Gammelnorsk nærmest i
Bøjningsforhold, Lydforhold og Ordforraad. Fra
1850 har Fornorskningen gaaet to Veje. Dels
har man med Udgangspunkt i det traditionelle
Skriftsprog taget i Brug flere og flere norske
Elementer og ladet tilsvarende danske
Elementer gaa ud. Dels har man gennem Landsmaalet
prøvet at naa frem til et Skriftmaal med
Grundlag i Bygdemaalene. Fornorskningen af det
gamle Skriftsprog havde i hele anden Halvdel
af 19. Aarh. sin Hovedtalsmand i Overlærer
Knud Knudsen. Hans Linie blev fulgt af
Bjørnstjerne Bjørnson. I Virkeligheden fik
Fornorskningstanken ogsaa stærk Støtte i det Krav paa
Virkelighedsnærhed, som blev rejst og forsøgt
realiseret gennem Realismen og Naturalismen.
Henrik Ibsen lagde saaledes Replikkerne i sine
moderne Dramaer helt op til daglig Tale i
Byerne. Fra Midten af 1850’erne sejrede norsk
Udtale paa Scenen. Knudsen’s Arbejde for
Forandringen af Retskrivningen i norsk Retning fik
Støtte af Fonetikernes Krav paa »lydret«
Stavemaade. Da saa Børnenes Talemaal var gjort til
mundtlig Undervisningsmaal (1878) og norsk
Udtale var fastsat for Oplæsning i Skolen (1887),
fulgte forsk. Reformer af Retskrivningen som en
naturlig Konsekvens. Imidlertid havde ogsaa
Landsmaalet faaet stadig stærkere Plads i
(Litteraturen, hvor det særlig var taget i Brug af
Digtere som A. O. Vinje, Kristofer Janson og
Arne Garborg. 1885 gjorde Stortinget med 78
Stemmer mod 31 flg. Vedtagelse: »Regeringen
anmodes om at træffe Forføjning til, at det
norske Folkesprog som Skole- og officielt Sprog
sidestilles med vort almindelige Skrift- og
Bogsprog«. 1892 vedtog Stortinget ny Folkeskolelov,
hvor der om Maalspørgsmaalet blev fastslaaet:
»Skolestyret bestemmer, om Skolens Læse- og
Lærebøger skal være affattet paa Landsmaal ell.
i det almindelige Bogmaal, og i hvilket af disse
Maal Elevernes skriftlige Arbejder skal affattes.
Dog skal Eleverne lære at læse begge Maal«.
Herved var Princippet om Ligestilling af
Maalene gennemført i Folkeskolen. Særlig Moltke
Moe (d. 1913) hævdede, at dette maatte faa
Følger for Skrivemaaden af de to Maal; han
var Talsmand for Fornorskning af Rigsmaalet
og »Modernisering« af Landsmaalet.
Efterhaanden som Landsmaalet vandt Plads ogsaa i
andre Skoler (Lov om Skriftlige Prøver i begge
Maal ved Lærerskolerne, 1902; ved
Gymnasierne, 1907) ved Siden af Bogmaalet ell.
Rigsmaalet, som det nu blev kaldt, voksede
Ønskerne om Reformer i Sprogformerne. 1901 var
en temmelig arkaiserende Form af Landsmaalet
fastslaaet til Skolebrug. I 1907 indførte en, kgl.
Resolution en Række Forandringer i
Rigsmaalet med Talemaalet til Grundlag.
Forandringerne var dels af lydlig Karakter (f. Eks. p, t, k
i visse Stillinger for b, d, g), dels vedkom de
Bøjningsværket (f. Eks. Flertalsformer paa -er
i Substantiver af Fælleskøn: hatter o. l.;
Verbalformer som kastet for kastede, svarte for
svarede, naadde, naadd for naaede, naaet o. l.).
I 1910 blev indført en Del mindre Ændringer
i Skrivemaaden af Landsmaalet. I 1917 gik man
videre ad samme Vej; baade Landsmaal og
Rigsmaal fik gennemgribende ortografiske
Reformer, som førte til større Overensstemmelse
mellem Sprogene. Ved »tilladte« ell. »valgfri«
Former fik begge Skriltmaalene endnu
stærkere Tilknytning til de mest udbredte Dialekter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
