Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
viste sig derfor at være et tidsmæssigt
Foretagende, da Oslo-Lagmanden Anders
Sæbjørnsen (1520—30) oversatte Lovbogen,
Omsider blev en ny autoriseret Overs. og Revision
af Lovbogen paa Kongens Bud istandbragt og
trykt i Kbhvn (»Christian IV’s Norske Lov«
[1604]). Med Biblen og Lovbogen havde N. paa
ny faaet et litterært Skriftsprog, det danske
I Byerne, hvor Tyskernes Handelsaag
sprængtes inden Udgangen af 16. Aarh., bragte det
forbedrede Skolevæsen den opblomstrende
hjemlige Handelsstand til at betragte Bogsproget som
Modersmaalets Normalform. Og rundt om i
Bygderne sad en p. Gr. a. Cølibatets Ophævelse
saa at sige arvelig Præstestand, der tilbragte
sine Studieaar i Kbhvn og saaledes helt
indforlivedes i dansk Tungemaal; efterhaanden blev
ved Indflytning til begge Hold baade den
gejstlige og den civile Embedsstand, ligesom
Centraladministrationen, for dansk at regne, i alt
Fald hvad Sprog og Dannelse angaar.
Imidlertid havde den gamle Landslov holdt
Kendskabet til det Oldnorske Skriftsprog
vedlige, og dette gør, at netop de Lovkyndiges
Arbejde med Overs. af Lovbogen kom til at rive
den gamle Litt. ud af Glemselen. Lovkodekserne
indeholdt gerne (for Retterbødernes Skyld) en
Liste over de norske Konger.
Bergens-Lagmanden Mattis Størssøn (d. 1569) og (hans
Nabo Laurits Hanssøn fandt frem gamle
Sagakodekser og tog fat paa at fordanske N.’s
Kongesagaer. Den 200-aarige Troldsøvn var
brudt. Denne Genopdagelse af Folkets
straalende Fortid just i den politiske Vanmagts Dage
gjorde et stærkt Indtryk paa Humanisten Mag.
Absalon Pederssøn Bayer, der for
øvrigt i sin Dagbog har efterladt et livagtigt
Tidsbillede fra Bergen; Sagalæsningen inspirerede
ham til et vemodigt begejstret Skrift »Om
Norgis Rige« (1567), der ved Siden af Lars
Hummer’s lille »Hamars Krønike« (c. 1550) er det
ældste norske Originalværk paa dansk Sprog.
Mag. Absalon’s Skrift spredtes i Afskrifter og
fandt Efterlignere; men ingen fortjener at
nævnes her uden den ustuderede Lister-Provst
Peder Claussøn, hvis solide »Norriges
Beskrifuelse« og fortrinlige Sagaoversættelse
»Norske Kongers Chronica« flere Aar efter hans Død
blev trykt i Kbhvn (1632 og 1633) og vandt
stor (Udbredelse i N., hvor de bidrog kraftig til
at vække Nationalbevidstheden. Ellers raader
den »lærde Tidsalders« Aandløshed i det, som
trykkes, enten nu dette sker i Kbhvn eller fra
1643 af i Kria paa Landets eneste Trykkeri. Af
senere Kria-Tryk fra 17. Aarh. er vel det
mærkeligste Dorothea
Engelbrechtdatter’s »Sjælens Sang-Offer« (1678). Betegnende
for, hvor langt agterud N. var i litterære
Vilkaar endnu i Holberg’s Ungdomstid, er det, at
en saa yppig Begavelse som Petter Dass
ikke fik se noget af sine talrige Skrifter paa
Tryk; kun gennem Afskrivning stod han i
Berøring med sit store Publikum; hans »Bibelske
Vise-Bog«, saavel som hans ypperlige
»Nordlands Trompet« blev først efter hans Død (1708)
trykt i Kbhvn. Selv om nu baade Kria og
Bergen, snart ogsaa Trondhjem havde hver sit
Trykkeri, var og blev Residens- og
Universitetsstaden det litterære Arnested ogsaa for N.
Did sankede Islændingen Arne Magnussen alt,
hvad 17. Aarh.’s Vandalisme havde levnet af
norske Kodekser; did sognede enhver ung Mand
med Evner for litterære ell. lærde Sysler. Der
maatte Holberg slaa sig ned for at finde en
for sine Kundskaber stemmende Stilling.
Rigtignok vilde hans komiske Geni sikkerlig være
brudt igennem, om han havde havnet hjemme
i Bergen. Det norske Særpræg over Holberg’s
Forfatterpersonlighed falder let i Øjnene, og
maatte han end vælge at bo i Danmark, saa
har dog det norske Folk ikke mindre end det
danske ham at takke for, at det saa at sige
lærte baade at læse og skrive. Netop Navnet
Holberg har virket som en af Drivkræfterne i
den Udvikling af Nordmændenes Følelse af at
være en særskilt Nation, der fik nyt Liv fra
hans sidste Aar af. Et Tidens Tegn var det, at
Sansen for at bruge Bygdesproget til
humoristiske Viser (Ole Kamstrup, N. P. Heyberg)
kom op just ved disse Tider. Ganske
karakteristisk er det under Sprogkampen i Danmark
at se den danske Biskop Pontoppidan i Bergen
udgive et Glossarium Norvagicum (1749), »det
fælles Sprog til Oplysning og Forbedring«. Det
blev nemlig snart mere end Gloser, det fælles
Aandsliv kunde ty til N. efter, da Hoffet og
Moden truede med planmæssig at indforlive
udenlandsk Væsen i alt Fald i Residensstaden;
»Fælleslitteraturens« nordiske Karakter
reddedes i ikke uvæsentlig Mon af et Sæt norske
Talenter, som nu var sig deres norske Nationalitet
fuldt bevidste. Midt i den goldeste
Klopstock-Periode klinger en lys Bryllupssang i moderne
eng. Toneart ind over det kbhvn’ske Parnas
fra den fjerne Provinsby Kria, Tullin’s
»Majdag« (1758); ham var det, som vandt Præmierne
for Hovedstadens nystiftede officielle
Litteraturakademis to første Prisopgaver. Imidlertid
bibragte Trønderen Bredal Residensens
Publikum Smag for fr. Syngespil, hans Bysbarn J. N.
Brun for fr. Tragedie af eget Fabrikat, og
da de begge med Rette fik døje Kritik fra de
unge Danskes Hold, der hyldede Ewald, blev
dennes ny Poesi miskendt i den Klike af
norskfødte Akademikere, der 1772 konstituerede
sig som Klubben »Norske Selskab«. Af Klubbens
Medlemmer vandt Fasting snart et Navn som
Kritiker, medens Wessel med et Slag
erobrede sig absolut Popularitet ved sit geniale
»Kærlighed uden Strømper«. Norske Selskabs
bevidste Kamp mod den fra moderne tysk Poesi
smittende Überschwenglichkeit i Stemning som
i Stil har været et vigtigt Led i
»Tvillingfolkenes« nationale Selvhævdelse. Efter en rask
Opblussen i Brun’s antidanske Tragedie »Einer
Tambeskjælver« kommer dog det sær-norske ikke
synderlig paa Tapetet i denne kbhvn’ske Klub
uden som yndet Tema for naturskildrende Digte
efter moderne eng. Opskrift og i Tullin’sk Aand.
Det var to udenforstaaende, Edv. Storm og
Stockfleth, der greb til deres
Barndomshjems, Folkesprog for at finde den rette norske
Tone, da de vilde skænke Menigmand ogsaa ny
Viser at synge. En anden udenforstaaende,
Hans Bull, var den første, som (i tunge
Alexandriner) kvædede Odelsfrihedens Pris. Det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
