Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
var Nordfjordpræsten Claus Frimann, som
uden at ty til Bygdemaal, ved sine ægte
folkelige Visesamlinger (1790 og 1793) fik Rang med
Petter Dass som »Almuens Sanger«. Ligesom
Brun alt 1772, tog hans yngre Kaldsbrødre
Jonas Rein og Jens Zetlitz c. 1790 hjem
til Præstekald i N.’s Bygder; 1777 var Fasting
nyttet hjem til Bergen, Falsen til Kria, den
ene grundede det første litterære
Tidsskrift (»Provinsialblade«), den anden var med
at stifte det første private Teater i N.
Ved Aarhundredskiftet havde baade Bergen og
Kria deres faste Privatscene, hvor straks
Holberg fik en bred Plads paa Repertoiret Side
om Side med Samtidens Koryfæer, Kotzebue og
Iffland. Det store Omslag, som Nordmanden
Steffens’ Hjemkomst fra Tyskland volder i
Kjøbenhavn’s litterære Liv, fik ingen Bet. Nord
om Skagerrak. N. var inden Aarh.’s Udgang at
regne for litterært selvhjulpet; rigtignok tog det
en hel Mandsalder, inden det Foraar, der med
Aarh.’s Morgen dagedes over N., ogsaa naaede
at forynge Litt. Det ytrede sig først som
Videnskabelighedens og lige efter som selve
Administrationens fuldstændige Frigørelse fra
Tvillingrigets Formynderskab.
Videnskabeligheden i Landet, som allerede
ved 17. Aarh.’s Midte havde haft et ringe Asyl
ved Gymnasiet i Kria, fik ved Midten af 18.
Aarh., for matematiske og naturvidenskabelige
Studiers Vedk., faste Støttepunkter i Kria’s
Krigsskole, i Bergens Seminarium
Fredericianum, i Kongsbergs Bergseminarium. Og 1760
stifttedes »Videnskabernes Selskab« i
Trondhjem af Historikerne Rektor Schöning og
hans danske Ven Suhm samt Naturforskeren
Biskop Gunnerus. De to Historikere droges
alt 1765 til Dammark, hvor jo Kildematerialet nu
var samlet sammen. Naturforskningen og
Landøkonomien blev derimod ved at trives i Landet
og affødte en frodig Litt., hvis Mønster var
Gunnerus’ Flora Norvegica (1766—72) og Hans
Strøm’s fortrinlige »Beskrivelse af
Søndmøre« (1762). Rigtignok droges fremdeles de
mere udpræget videnskabelige Begavelser til det
begunstigede Tvillingrige; her er nok at nævne
Mænd som Jens Kraft, Aasheim, Caspar Wessel,
Martin Vahl og Brødrene Colbjørnsen. Men
ligesom Gunnerus og Strøm foretrak mange
dygtige Forskere, som Matematikeren Rektor
Arentz, Astronomen Abr. Pihl,
Meteorologen J. N. Wilse (dansk født), at blive
boende i N., uagtet Regeringen var ubønhørlig
døv for Kravet paa et norsk Univ., som dog
var nær ved at blive imødekommet af
Struensee. Efter flere forgæves Motioner maatte man
nøjes med at organisere de mange
Lokalforskere, som efter Gunnerus’ Død (1774) og hans
Videnskabsselskabs Hensygnen var som Faar
uden Fold og Hyrde, til et energisk ledet
»Topografisk Selskab for N.«, hvis »Journal« i
Aarenes Løb (1792—1808) svulmede op til et helt
Bibliotek af geografiske og teknologiske Afh.
Kristianiasocietetens energiske Leder Bernt
Anker fik endog 1790—97 arrangeret et Sæt
Privatforelæsninger, bl. a. af Treschow over Kant’s
ny Filosofi.
Orlogsflaadens Tab 1807 skilte faktisk
Tvillingrigerne ad; Krigen gav Nationalbevidstheden
friskt Liv, og Sjælen i den nystiftede
Centraladministration, Grev Wedel, var et politisk
Talent, der vidste at organisere
Selvstændighedslængslerne og rette dem mod Handling. Det
harmløse »Topografiske Selskab« blev omskabt
til et maalbevidst »Selskab for N.’s Vel« (1809),
og 2. Septbr 1811 maatte Kongen give sit Minde
til Oprettelsen af Univ. i Kria. Da dette
traadte i Virksomhed 1813, vendte sidste Kuld
af norske Videnskabsmænd hjem fra
Residensstaden, Mænd som Treschow, Sverdrup,
Rathke, Hansteen. Tvillingfolkene var
gledne helt fra hinanden, og allerede næste Aar
brast ogsaa det tyndslidte politiske Baand; den
ny Union med Sverige satte intet som helst
Præg paa Udviklingen af den paa Forhaand
selvstændige norske Videnskabelighed og Litt.
1814 betegner intet Mærke i saa Henseende.
Litt. levede vistnok fremdeles kun 18. Aarh.’s
Klubliv; Frimann, Rein og Zetlitz var dens
Koryfæer, efter hvis Harper de yngre
Dilettanter stemte deres, naar de sang til Frihedens
og det genoprejste Fædrelands Pris (J. St.
Munch, C. N. Schwach, S. O. Wolff). Nogen
Poesiens Foryngelse betyder heller ikke
Maurits Hansen’s Noveller (fra 1819) med al
deres laante Romantik og ærlige Stuerealisme
lige saa lidt som Bjerregaard’s nette
nationale Vaudeville »Fjeldeventyret« (1824).
Videnskabeligheden gav da større Løfter. Den
nationale Historie kom til Ære og fik egne
Organer, »Saga« (1816—20), »Budstikken«
(1821—25) og »Samlinger til det norske Folks Sprog
og Historie« (1833—39), hvor den lærde
Justitiarius J. Chr. Berg aflæssede sine Skatte
af Kundskab om Landets Tilstand i Dansketiden,
medens Mæcenen Jak. Aall oversatte Snorre
og lod den trykke i en Pragtudgave (1838) med
topografisk antikvariske Oplysninger af Gerh.
Munthe. Samtidig blev Hansteen’s ringe
Observatorium et fælles-europæisk Bureau for
Jordmagnetisme; 1828 drog han ud paa den
første norske videnskabelige Ekspedition (til
Sibirien). Medens han var ude, sluknede det
straalende Meteor, der i Abel’s mat. Geni just
var i Færd med at kaste vid Glans over det
unge Univ. Geologen Keilhau skrev sin
klassiske Bog om Finmarken (1831) og ledede
Udarbejdelsen af Gæa Norvegica (1838—44). 1823
stiftedes »Magazin for Naturvidenskab«, 1828 de
unge videnskabelige Lægers Organ »Eir«, 1826
begyndte den geogr. Opmaalings Kort at
trykkes. Gamle Treschow’s selvstændige
Filosofisystem (begrundet 1805—13) greb over paa det
religiøse Omraade med »Kristendommens Aand«
(1828) og mødtes her af en kampberedt yngre
Slægt af Teologer, som ved deres Forkyndelse
forplantede til de dannede Kredse den
Vækkelse, som Bondeapostlen H. N. Hauge allerede
en Menneskealder tidligere havde fremkaldt hos
Menigmand. Den ny Lutherdoms Fanebærer var
Grundtvigianeren Wexels, hvis »Andagtsbog«
(1826) blev den næst Biblen (Bibelselskabet
stiftedes 1816, men først 1840 begyndte Arbejdet
paa en ny Overs.) mest udbredte Bog i Landet.
Treschow’s aandfulde Værk øvede en helt
modsat Virkning i en anden ung Teologs letfængte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
