Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og Siegw. Petersen’s N.’s Historie [1858]
samt R. T. Nissen’s Verdenshistorie [1862])
og gennem de Grundtvig’ske Folkehøjskoler
(»Sagatun« [1864] og »Vonheim« [1867]).
»Brand«’s Alvorstanker faldt i forberedt Jord;
fra 19. Aarh.’s Midte gik en religiøs Vækkelse
over Folket, ledet af Prof. Gisle Johnson
gennem hans »Luthersk Kirketidende« (fra
1857) i statskirkelig. af G. A. Lammers
gennem hans »Maanedsblad« i frikirkelig, af Wexels’
Disciple gennem »Kirkeligt Folkeblad« (fra
1857) i Grundtvig’sk Retning. Til denne sidste
sluttede snart Bjørnson sig; her fandt ogsaa
Maalstrævet Støtte. Landsmaalet gjorde sig
med Glans gældende i Vinje’s vidunderlige
Lyrik og nationale Romancecyklus »Storegut«
(1866); det fandt desuden to ny begejstrede
Dyrkere i Bergenserne Henrik Krohn og
Kristofer Janson samt indviedes til religiøst
Brug af E. Blix i hans vakre »Salmar« (1869)
og Oversættelse af Ny Test. (trykt 1882—89 af
»Det norske Samlaget«, der 1868 blev stiftet til
Udgivelse af Landsmaalsbøger). I det vanlige
Skriftsprog skrev af ny Forfattere, foruden
Camilla Collett, Ibsen og Bjørnson, den populære
Novellist Israel Dehn (Frithjof Foss) og
Folkelivsskildreren H. Schultze samt den
danskfødte Fru Magdalene Thoresen.
Fra 1870 træder Jonas Lie frem i
Forgrunden med sine Noveller og Søromaner.
Ibsen og Bjørnson opgiver Romantikken og rives
snart med af den problem-debatterende og
forkyndende Realisme, som fra 1870’ernes Midte
inspirerer dem begge til den frodige Produktion
af strenge Nutidsdramaer, der har givet deres
Navne europæisk Klang. I samme Strømfure
dukker Fortællerne Kr. Gløersen, John
Paulsen og Kr. Elster op, for dog snart
at fordunkles af den elegante Novellist
Alexander L. Kielland; ogsaa Jonas Lie gribes
af Retningen og inspireres til en Serie
mesterlige Romaner. Op i forreste Rk. rykker fra
1880’ernes Begyndelse Arne Garborg, hvis
rige Begavelse blæser nyt Liv i Landsmaalet
som Kunstmiddel; han tangerer et Øjeblik, i
Romanen »Mannfolk« (1886), den konsekvente
Naturalisme, som helt griber Fru Amalie
Skram og den for sine Meninger endog
justitielt forfulgte Hans Jæger samt (Maleren)
Chr. Krohg. Retningens troende Kritiker
blev Irgens Hansen, dens Angriber Th.
Caspari; denne sidste har for øvrigt
sammen med Kr. Randers i den poesigolde
Periode holdt Versekunsten oppe. Til den ny
Retning hørte Fortællerne Kr.
Kristofersen og P. Rosenkrantz Johnsen; til
den ældre Skole slutter sig Const. Flood,
Kr. Winterhjelm, Marie Colban,
»Marie«, »Margrethe«, Elise Aubert,
Laura Kieler, Johanne Vogt,
Elisabeth Schøyen. — Bjørnson, som efter sit
Gennembrud ofrede sig stærkt for den politiske
Forkyndelse, holder baade i sine Skuespil
(»Over Evne«, I og II, »Laboremus«, »Paa
Storhove«, »Daglannet«) og i sine Fortællinger (»Paa
Guds Veje« m. fl.) trofast paa Litteraturens
direkte moraliserende Opgave, men naar ogsaa
i Skuespillene »Over Evne I« og »Poul Lange
og Tora Parsberg« Højdepunktet af dramatisk
Mesterskab. Ibsen tager derimod allerede 1884
(»Vildanden«), med selvironisk Bitterhed,
Afstand fra Retningen og viede sig siden, under
stigende Verdensry, til den dramatiske Skildring
af sjælsynte psykologiske Fænomener, skildret
med høj digterisk Flugt og Lidenskab. I
Virkeligheden danner Ibsen Overgangen til en ny Tid,
hvor intimt Sjælemaleri og en Stemning, som
grænser til Mysticisme, træder i St f. den
realistiske og agitatoriske Menneskeskildring. — Fra
1890’erne tager en hel ny Digtergeneration
Pladsen i norsk Litteratur. De store dramatiske
Mestres nærmeste Arvtager er Gunnar
Heiberg, som indleder en ny og dristig artistisk
Form i Skuespillet, og som med sin vittige
Samfundssatire, for det meste af radikal
politisk Karakter, og sine lyrisk farvede
Elskovsdramaer har sat dybe Mærker i norsk Aandsliv
efter Aarhundredskiftet. Det blev imidlertid den
geniale Sprogkunstner Knut Hamsun, som
arvede Verdensberømmelsen efter de store
gamle med sine lyriske og psykologiske
Romaner, samtidig med at hans Skuespil var af en
ny Originalitet. En dybt særegen Digter er ogsaa
den indtrængende Sjæleskildrer Hans E.
Kinck, som i Romaner og Skuespil forener
psykologisk Skarpsyn i det enkelte med en
intuitiv Forstaaelse af folkepsykologiske
Fællestræk. Omtr. samtidig med disse tre fremtræder
den højt begavede Lyriker Nils Collett
Vogt, der senere ogsaa har vist store Evner
som Dramatiker, og ellers af Lyrikere den
meget særegne Sigbjørn Obstfelder,
den fine og stemningsfulde Vilhelm Krag,
som senere ogsaa har skrevet en Rk.
Fortællinger og Skuespil, og paa Landsmaal Arne
Garborg, Per Sivie og Ivar Mortenson
Egnund. Fremragende Fortællere er
Thomas Krag, Peter Egge (som ogsaa har
skrevet gode Skuespil), og Tryggve
Andersen; desuden kan nævnes de udmærkede
Folkelivsskildrere Jacob B. Bull og Hans
Aanrud, endv. Arne Dybfest, Mons Lie,
Gabriel Finne og inden for
Landsmaalslitteraturen, foruden Garborg, Jens Tvedt,
Rasmus Løland. Omkr. 1900 og fremefter
kommer desuden endnu en Rk. Forfattere i
Forgrunden, saaledes Johan Bojer, hvis logisk
opbyggede Romaner ogsaa har gjort Lykke
udenlands, den vittige Sprogkunstner og
Dramatiker Nils Kjær; Prosaisterne Bernt
Lie, Gabriel Scott, Jacob Hilditsch,
Hjalmar Christensen, Ragnhild
Jølsen, Regine Normann, Nini
Roll Anker, Barbra Ring, Sven
Moren, Matti Aikio, Johan
Falkberget, Kristian Elster d. Y., Helge
Krog, Ronald Fangen, Oscar
Braaten. En fremragende Menneskeskildrer og
Kunstner har Landsmaalet faaet i Olav
Duun; Kristofer Uppdal staar baade
som Romanforfatter og Lyriker bl.
Landsmaalets bedste Forfattere. Sigrid Undset, hvis
Forfatterskab indlededes med fint følte
Skildringer af det ny Aarhundredes norske Ungdom,
har senere med sin historiske Roman »Kristin
Lavransdatter« gjort en national og kunstnerisk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
