Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Figurmaleriets som Landskabets Omraade,
behandler han religiøse og historiske Emner,
ligesom han i Folkelivsbilleder (Piazza Montanara)
og Portrætter (Garborg) har udviklet et stort
Mesterskab. Hans Heyerdahl (1857—1913)
kom ganske ung til München og udstillede
allerede faa Aar efter paa Verdensudstillingen i
Paris 1878 et Værk, som vakte megen
Opmærksomhed: »Uddrivelsen af Paradis«. I Paris
fortsatte han derefter sine Studier. Hans Kunst
bevæger sig paa de forskelligste Omraader, og
med en sjælden højt udviklet koloristisk Følelse
har han malet større dram. Optrin, Portrætter,
Idyller og Landskaber. Til Foregangsmændene
i denne Tid sluttede sig ogsaa Edv. Diriks
(f. 1855). Efter sine Studier i Weimar og Paris
var han bl. de første, der i sine djærvt og friskt
malte Billeder traadte i Skranken for
»Friluftsmaleriet«. Christian Skredsvig
(1854—1924) studerede først i Kbhvn, fra 1874 i Paris.
Han var som bondelødt fortrolig med den norske
Natur og Bøndernes Sæd og Skik, men var dog
tidligere i Motivvalg og Malemaade nærmere
paavirket af den fr. Kunst end andre norske
Malere. I en Række stemningsfulde norske
Landskaber og Folkelivsbilleder har han dog senere
givet et lødigt Udtryk for sin Kærlighed til og
Forstaaelse af sit Hjemlands Natur. Oftere har
han stillet sin Kunst store Opgaver, som i de
stor Maalestok udførte »Ballade«, »Menneskets
Søn«, »Ungdomsleg i Eggedal«, »Et Digt om
Døden«. Af andre Malere, som efterhaanden
frigjorde sig fra deres tyske Læreaars
Paavirkning, har Fr. Borgen (1852—1907) i sine
Billeder fra N.’s østlandske Natur vist et
udviklingsdygtigt Talent, medens Ludvig
Skramstad (1855—1912) med sin store Dygtighed er
bleven staaende ved den engang vundne
Specialitet. Den tidlig afdøde N. Ulfsten (1853—85)
gengav i sine Billeder Jæderens øde Landskaber
og Kyster med en enkel fordringsløs Poesi, som
vil bevare hans Navn. Frk. Kitty Kielland
(1844—1914) har ogsaa særlig valgt Jæderens
Myrer og flade Egne til Genstand for sin
særdeles fine og gennemkultiverede Kunst, og
hendes Studiefælle Frk. Harriet Backer (f.
1845) er en af den norske Kunsts første
Kolorister inden for sit Omraade: Interiøret, som hun
behandler med overlegen Virtuositet i alle
Lysets Afskygninger. En Kunstner, der indtager en
ejendommelig Stilling bl. de norske Malere fra
denne Tid, er Th. Kittelsen (1857—1914).
Han er en lyrisk Natur, men tillige i Besiddelse
af en ustyrlig barok Lystighed, som slaar ud i
hans overgivne Karikaturer af »Livet i de smaa
Forhold«, og i de mesterlige Illustrationer til
Asbjørnsen’s Folkeeventyr supplerer han
Werenskiold’s Opfatning af disse. Hans dybe
Naturfølelse har antaget fantastiske Dimensioner
i Billederne fra Nordland med Drauger, Hekser
og Nøkker, gengivne med en stemningsfuld
Natursymbolik. Jacob Gløersen (1852—1912)
maler med sjælden Troskab og høj malerisk
Kvalitet den norske Vinter og Høst og
Indtrykkene fra sit Friluftsliv som Jæger og
Sportsmand. Marine- og Landskabsmalerne Nils
Hansteen (1855—1912) og Hjalmar
Johnsen (1852—1901) sluttede sig tidlig til
de Unge, medens Figur-, Interiør- og
Portrætmaleren Wilh. Holter (1842—1916), John
Ekenæs (f. 1847), Frk. Asta
Nørregaard (f. 1853), en særlig yndet Portrætist, og
den i Weimar som Professor ansatte
Frithof Smith (f. 1859), samt Marinemaleren C.
W. Barth (1847—1919) sammen med den
ældre Generation mere ell. mindre udpræget
stillede sig i Opposition til de nyere Ideer. Af andre
Malere fra denne Tid kan nævnes de dygtige
Dyrmalere Carl Uchermann (f. 1855) og
Frk. Elisabeth Sinding (f. 1846),
Landskabsmalerne Fr. Smith-Hald (1846—1903),
Carl Nielsen (1848—1908) og G.
Strømdal (f. 1856). Det stærke og aggressive Brud
med den ældre Retning i norsk Kunst førte
vistnok hos den yngre Slægt af Malere, som mest
umiddelbart fik deres befrugtende Impulser fra
disse Kampaar i Hjemmet, til en vis
Frejdighed, der hindrede det indtrængende Studium af
Formen og ofte lod det skorte paa
Gennemarbejdelse af Opgaverne. Men ikke faa af
Kunstnerne fra denne Tid har i deres senere
Udvikling vist fremragende Evner og kæmpet sig
frem til Anerkendelse paa samme Tid, som de
har uddybet deres kunstneriske Selvstændighed.
Fra denne stridbare Periode er Kunstnere som
Gustav Wentzel og Eyolf Soot dem, der nærmest
optager og dristigst slutter sig til Naturalismen
i deres Malemaade. Gustav Wentzel (f.
1859), der først vakte Opmærksomhed ved sine
koloristisk interessante, fortrinlig
karakteriserende Interiører fra det smaaborgerlige Liv,
har i senere Billeder, hvis maleriske Kvalitet
dog gennemgaaende har været i Tilbagegang,
skildret den norske Bondes enkle og stilfærdige
Hverdagsliv. I sine Landskaber har han med
djærv og bred Pensel skildret særlig den norske
Vinter. Eyolf Soot (f. 1859) er en af de
ejendommeiigste Kolorister af denne Generation, et
stærkt og oprindeligt Talent. I sine livfulde,
farvestærke Portrætter, Interiører og
Landskaber naar han ofte forbavsende Illusion og
en ejendommelig, nervøs Kolorisme. Hans
Produktion er dog nu i en vis Tilbagegang. Af andre
norske Malere fra denne Tid har Fr. Kolstø
(f. 1860) udviklet sin maleriske Teknik til en
betydelig Højde, og hans Portrætter og
Landskaber bærer Vidnesbyrd om indgaaende
Studium. Halfdan Strøm (f. 1863), Prof. ved
Kunstakademiet i Kria, er i sine tidligere
Billeder en trofast Tilhænger af Naturalismens
Doktriner, men har i senere Værker anslaaet
en nænsommere Tone og i enkelte Portrætter
aabenbaret en delikat og rig Kolorisme. Den
mærkeligste af alle yngre norske Malere er dog
Edvard Munch (f. 1863). Hans nervøse
helt ud moderne følende Temperament ytrer
sig i hans Opfatning af Menneskelivet og
Naturen som Farvesymbolik. Han søger væsentlig
gennem Farven, men ogsaa gennem Linjens og
Kompositionens Udtryksfuldhed, at frembringe
de Stemninger og Tanker, som han i sin
pessimistiske Livsopfatning har faaet af det Liv, som
leves. Og altid har han søgt sine egne Veje,
ogsaa i sine karakterfulde, i knap Form holdte
Portrætter. Den hensynsløst personlige
Udtrykskraft i M.’s Kunst og hele hans maleriske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
