Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Teater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som under den berømte Violinvirtuos Ole
Bull’s Auspicier aabnedes i Bergen 2. Jan.
1850 med Opførelsen af Holberg’s »Den
Vægelsindede«. Denne Scene, der hilsedes med
Entusiasme ikke blot af Bergenserne, men ogsaa
inden for enkelte Kredse af Hovedstaden og
fornemmelig af den akademiske Ungdom, og
som lededes først af Henrik Ibsen og
senere af Bjørnstjerne Bjørnson, fik
vistnok ingen lang Tilværelse, idet den — efter
at have maattet afgive sine bedste Kræfter til
Hovedstaden — nedlagdes allerede 1863, men
den blev af stor Bet. som den norske
Skuespilkunsts Grundvold. Ved den fik det norske Sprog
igen Hjemstavnsret paa Scenen, og den gjorde
det for altid af med den Fordom, at
Nordmændene ikke skulde have scenisk Talent, ved at
frembringe Kunstnere som Johannes og
Louise Brun, Lucie Johannesen,
Andreas Isachsen, Jacob Prom,
Sofie Parelius og Georg Krohn.
Oprettelsen af det norske Teater i Bergen ledede
ogsaa til, at Hovedstaden 1852 fik sin norske
Scene, som, fornemmelig efter at dens Personale
havde faaet et Par flinke Sujetter i Ole
Bucher og Fru Benedikte Hundevadt
fra Bergens Scene, nød megen Sympati hos
Under- og Mellemklasserne. 1850 havde ogsaa
Kristiania Teater faaet sine to første norske
Kunstnerinder i Gyda Klingenberg og
Laura Svendsen (senere Fru
Gundersen), den norske Scenekunsts ypperligste
Tragedienne. Men omtr. samtidig ansattes den
danske Litterat Carl Borgaard som
artistisk Direktør, og Teateret, der tillige fik to
dygtige, danske Skuespillere i Vilhelm
Wiehe og Nicolai Wolf, beholdt
vedvarende sit danske Præg trods en altid livligere
Agitation mod dets fortsatte Rekrutering fra
Danmark. Den kraftigste Protest i saa
Henseende afgaves under det den 6. Maj 1856
leverede, nærmest ved den danske Skuespiller
Ferdinand Sehmidt’s Engagement foranledigede,
Teaterslag. Oppositionens Leder ved denne
Lejlighed var Bjørnstjerne Bjørnson,
som fra nu af optræder som en af de ivrigste
Forkæmpere for Teatrets Nationalisering.
Skønt Kria Teater under Borgaard’s Ledelse
udviklede en paaskønnelsesværdig, kunstnerisk
Virksomhed, blussede dog Kampen fornemmelig
voldsomt op i Beg. af 1860’erne, ikke mindst P.
Gr. a. den Tilsidesættelse, Borgaard viste den
da opblomstrende norske dramatiske Litteratur.
De danske Skuespillere, hvoraf flere allerede
havde forladt Teatret, begyndte nu imidlertid
selv at forstaa, at deres Tid i N. var forbi.
1860 tog Fru Schrumpf og Wiehe Afsked,
og 1863 Jørgensen og Frue, samtidig med
at Borgaard opsagdes som artistisk
Direktør. Endelig fandt ogsaa i dette Aar en
Sammenslutning af Hovedstadens to Teatre, der
begge arbejdede under ugunstige Vilkaar, Sted,
og da Kria Teater 23. Aug. 1863 aabnede sin 26.
Sæson, kunde det for Personalets Vedk. siges
at være blevet en norsk Soene, idet der da
kun var 5 Danske tilbage. I 1850’erne havde Kria
Teater af norske Sujetter erholdt den
talentfulde Lucie Johannesen og det
udmærkede Kunstnerpar Johs. og Louise Brun,
og ved Sammenslutningen fik det dygtige
Kræfter i Kunstnere som Frk. Parelius, Georg
Krohn og Christian Abelsted. En
fortrinlig artistisk Leder fik Teatret i
Bjørnstjerne Bjørnson, der fra Nytaar 1865
ansattes som saadan. Hans Virksomhed varede
beklageligvis kun til Vaaren 1867, da han
fratraadte p. Gr. a. Uenighed med Direktionen
ang. Magtomraadet, men den blev dog af
grundlæggende Bet. for den norske Scenekunst.
Bjørnson’s Indflydelse gjorde sig snart
gældende baade for Spillets og Repertoirets Vedk. Af
Shakespeare gaves saaledes i hans Tid 5 Stkr
og af hans egne Arbejder flg.: »De Nygifte«,
»Halte Hulda« og »Maria Stuart i Skotland«. I
1860’erne øgedes Personalet med Andreas
Isachsen, der senest havde tilhørt
Trondhjems en kort Tid i Virksomhed værende
nationale Scene, Fru Johanne Juell,
Sigvard Gundersen, Jens Selmer og
Arnoldus Reimers, der alle i den flg. Tid
hørte til Scenens bærende Kræfter.
Efter Bjørnson ansattes den senere Professor
Olav Skavlan og efter ham igen 1869 den
norskfødte, danske Teaterdirektør Michael
Brun som Teatrets artistiske Leder. Brun var
ikke uden en vis praktisk Dygtighed og kunde
maaske holdt Teatret gaaende paa en
nogenlunde respektabel Maade, om der ikke Vaaren
1870 var indtruffet et Skisma inden for
Personalet, idet fl. af dets bedste Medlemmer opsagde
deres Engagament og dannede et eget Selskab,
som under Bjørnson’s Ledelse spillede et Par
Sæsoner i det forrige norske Teaters Lokale. Til
dette Selskab sluttede sig af yngre Kræfter
Henrik Klausen, i hvem Kria Teater fik
en betydelig Skuespiller, da Personalet 1872
vendte tilbage til Bankpladsen. S. A. tog Brun
Afsked, hvorefter den sv. Teaterintendant
Ludvig Josephson 1873 ansattes som artistisk
Direktør. Han mødtes ligesom tidligere Brun
med megen Uvilje af det liberale Parti, der
stadig kæmpede for Bjørnson’s Genindsættelse,
men Josephson afvæbnede snart sine
Modstandere ved sin Dygtighed og ved den Interesse,
han viste for den norske dramatiske Litteratur,
af hvis Værker »Fru Inger til Østraat«, »Peer
Gynt«, »Kærlighedens Komedie« og »En Fallit«
kom til Opførelse for første Gang under ham.
Samtidig gjorde han ogsaa et Forsøg paa, med
Assistance af sv. Sangkræfter, at knytte en
Opera til Talescenen, et Foretagende, der dog
gik over Styr efter et Par Sæsoner p. Gr. a. dets
Kostbarhed, hvad der igen ledede til, at
Josephson 1877 fratraadte sin Stilling. Efter ham
virkede den norske Litterat Johan Vibe i 2
Aar, hvorefter der foregik den Forandring i
Teatrets Administration, at den hidtil af
Aktionærerne valgte Direktion afløstes af en
Teaterchef. Som saadan ansattes 1879 cand. mag.
Hans Schrøder, som derefter uafbrudt
indehavde denne Stilling indtil Udgangen af
Sæsonen 1898—99, og fra 1885 til 1893 med
Bjørn Bjørnson som artistisk Leder. I
dette Tidsrum, i hvilket Teatret havde ikke saa
faa Sukces’er at opvise, begyndte Repertoiret
mere og mere at bygges paa det opblomstrende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
