Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Presse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i disse Aar — Kria-Aviserne »Tiden« og
»Budstikken« og Kristiansandsorganet »Bellona« —
afspejler paa en fortrinlig Maade Tidens
Tanker og Følelser, ligesom de ogsaa giver os et
ypperligt Indblik i Nationens Trængselskaar.
Ret som det er, finder vi ogsaa betydningsfulde
Artikler i dem, saaledes vedrørende Oprettelsen
af et eget norsk Univ. og en egen norsk Rank.
Som den mest repræsentative Talsmand for
Tidens Stemninger og Meninger staar Enevold
Falsen (s. d.), som betegner intet mindre end
et Gennembrud i den norske Presse i Retning af
personlig Journalistik. I det hele danner den
norske Presse i dette Tidsrum, et interessant
Mellemled mellem Censurens og
Trykkefrihedens Tidsalder, for saa vidt som førstnævnte
endnu ikke var officielt ophævet og sidstnævnte
ikke indført.
Da N. ved Adskillelsen fra Danmark 1814
konstituerede sig som selvstændig Stat, satte det
ind i Grundloven den, bekendte § 100:
»Trykkefrihed bør finde Sted . . . Frimodige Ytringer om
Statsstyrelsen og hvilken som helst anden
Genstand er enhver tilladt«. Alligevel var der ikke
til at begynde med nogen særlig Trang til Stede
hos Nationen til at gøre Brug af det ypperlige
Vaaben, som Grundloven havde givet den
ihænde til Værn om dens unge Selvstændighed.
Tværtimod var Almenheden med største
Sindsro Vidne til, at baade »Tiden« og »Budstikken«
gik ind ved Udgangen af 1814, saaledes at
Nationen ved Beg. af sit første
Selvstændighedsaar stod uden noget Organ for den offentlige
Mening. Rigtignok fik »Budstikken« fra Nytaar
1815 en Efterfølger i »Den norske Rigstidende«,
som af Regeringen fik Monopol paa alle officielle
Efterretninger og Meddelelser, og som ved Siden
deraf ogsaa aabnede sine Spalter for
Diskussioner og Spørgsmaal af alm. Natur; men Følgen
var, at Bladet fra første Stund af blev opfattet
som et særdeles neutralt Organ, og i sin næsten
70-aarige Tilværelse (1815—82) satte det ikke
noget nævneværdigt Mærke efter sig.
Saaledes som Forholdene havde udviklet sig i
N., maatte det alligevel kun være et
Tidsspørgsmaal, naar der kom en Avis med det bestemte
Program at øve en frimodig Kritik. Det er
betegnende for, hvor smaa Forholdene dengang
var i N.’s Hovedstad, at den første virkelige
Avis i det ny N. blev grundlagt i Trondhjem.
Den hed »Den lille trondhjemske Tilskuer« og
udkom med sit første Nr 8. Febr 1815. Fra
Slutn. af s. A. begyndte der i Bergen at
udkomme et lgn. Organ ved Navn »Bjørgvin«.
Begge disse Aviser forsøgte efter fattig
Lejlighed at røgte en virkelig Opgave som
Oppositionsblade; men p. Gr. a. deres afsides
Beliggenhed, mange Dagsrejser fra Hovedstaden, uden
Adgang til personlig Berøring med
Autoriteterne og de ledende Mænd, maatte deres
Stilling snart blive uholdbar, og i Løbet af 1816
blev begge Organer nødt til at gaa ind. Det var
en Afslutning, som ikke blev følt som noget
større Tab, saa meget mere som der i Kria
allerede var grundlagt en Oppositionsavis, som
bar Navnet »Det norske Nationalblad«, og som
var bestemt til at komme til at indtage en
fremskudt Stilling. Bladet, som var grundlagt af
en Bogtrykker Hans Abel Hielm, begyndte at
udkomme Juli 1815. I Virkeligheden var det
uden Redaktion, for saa vidt som Udgiveren selv
traadte helt i Baggrunden og overlod Bladet til
»Indsendere« af forsk. Slags: men til Gengæld
blev »Nationalbladet« netop af den Grund i en
næsten bogstavelig Forstand »Nationens Blad«,
som hver eneste »Fædrelandsven« ansaa sig
berettiget til at optræde i med Stemningsudbrud
og Artikler paa Vers og Prosa. Den
umiddelbare Følge af denne forvirrede og
gennemgaaende ansvarsløse Journalistik var en Rk.
Trykkefrihedsprocesser, som 1821 endte med, at Bladet
maatte gaa ind. Alligevel blev der et mærkeligt
tomt Rum efter det. I fl. Aar var det, som om
Tidens Bogtrykkere og Indsendere havde faaet
en Skræk i Livet, og først 1824 fik Norges
Hovedstad atter et Organ, som var i Stand til
at henlede Landets Opmærksomhed paa sig.
Det var »Patrouillen«, som blev udgivet af L.
Mariboe; det blev i de to første Aar trykt i
Drammen og fra 1826 i Kria og var iflg. sin
Karakter oppositionel Hovedstadsavis. Det saa sin
Hovedopgave i at »patrouillere« — staa Vagt
om Grundloven, modarbejde Karl Johan’s
Omkalfatringsplaner og indarbejde Forstaaelsen af
17. Maj. Journalistisk set gjorde Mariboe Slut
paa Indsender-Anarkiet ved selv at være den
ledende i sit Blad. Svagheden ved hans
Opposition bestod i, at han alt for ensidigt tog Sigte
paa at forsvare i St f. paa at angribe, saaledes
at han nødvendigvis maatte komme tilkort som
Oppositionsmand, saa snart der meldte sig en
bevidst Trang hos Nationen efter at faa Tag i
den Magt, som Grundloven hjemlede den.
Gennembrudet i N.’s offentlige Liv omkring
1830 (se Afsn. »Historie«) førte 1831 til
Grundlæggelsen af en ny Avis, »Statsborgeren«, som
i Løbet af de nærmeste 4—5 Aar arbejdede sig
op til det mest kendte og tillige mest frygtede
Blad i Datidens N. Dets Redaktør var
Bondegut fra Telemarken, Peder Soelvold, og dets
Formaal bestod væsentlig i at opspore »lov- og
pligtstridige Embedshandlinger«. Journalistisk
set havde denne Opgave adskillig for sig, og
faktisk udførte Bladet, trods Ensidigheder,
Overdrivelser og til Dels ligefrem bevidste
Usandheder, noget af et Udluftningsarbejde; men paa
den anden Side skal det heller ikke glemmes,
at »Statsborgeren« ogsaa havde et virkelig
aktivt Program, og at den paa Folkeoplysningens
og Almueskolevæsenets Omraade udrettede
mere end hele den øvrige Presse i Samtiden.
En anden Sag er det, at et Blad, som var
grundlagt med et saa ensidigt Program som
»Statsborgeren«, nødvendigvis maatte faa en temmelig
begrænset Levetid. Sin mest betydningsfulde
Periode havde den fra 1832, da (»Patrouillen«
ophørte at udkomme, til Slutningen af 1835, da
Soelvold lige saa meget ved sine egne Fejl som
p. Gr. a. Forholdenes Udvikling blev trykket
ud af Bladet. Aaret efter blev »Statsborgeren«
overtaget af ingen ringere end Henrik
Wergeland, men allerede 1837 blev den nødt til at gaa
ind, uden at det vakte nogen større
Opmærksomhed.
Paa dette Tidspunkt havde der i de sidste 18
Aar eksisteret et Blad i Kria, som efterhaanden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
