Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Forhistorie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Den rom. Periode af Jernalderen har alm.
Udbredelse over hele N., men er ulige betonet.
I Østfold og Båhuslen møder vi en tidlig, rig
Gruppe Fund, som maa stamme fra tidlig
Kejsertid, 1.—2. Aarh., og nær beslægtet med
danske Gravfund med overordentlig rigt
Gravudstyr. Her ligger eksempelvis som i den
overdaadige Kvindegrav (Skeletbegravelse) fra Store
Dal i Skjeberg (ved Frederikshald) skønne ital.
Glas af en Form, som kendes fra Pompeji, fra
Britannia og Rhintrakterne. Videre vakre,
solide rom. Bronzevaser, Øse og Si til Vinen.
Hadeland er ligeledes et meget særmærket
Omraade af rom. Jernalder. Ellers er den alm.
Gravskik i denne Tid en Brandgrav med en
Urne af Keramik ell. Bronze, hvori Rester af
Ligbaalet. Rige Fund fra en højere
Samfundsklasse optræder i finere Grave fra senere Tid,
i Vestfold, paa Vestlandet og i Trøndelag. Hvad
Vest-N. angaar, er Tiden for den store klassiske
Paavirkning den senere Kejsertid,
Konstantinernes Tidsalder, ikke mindst Tiden efter Midten
af 4. Aarh., da Germanernes Forhold til
Romerne var ophørt at være fredeligt. Enkelte
store og rigt udstyrede Skeletgrave fortæller om
denne Tid. Om direkte Færd paa
Rhin-Omraadet taler samtidig Fund af rom.
Guldmedailloner og Solidi fra Vest-N., slaaede i Trier og
andre1 vestromerske Byer. Med Guldet følger
ogsaa Kendskabet til det gamle romerske
Vægtsystem, som fra denne Tid danner Grundlaget
for den gamle norske Guldvægt, et Forhold,
som faar den største Betydning for Udviklingen
af de gamle Mandeboder, og som genfindes i de
langt senere nedskrevne gamle norske Love.
Historisk ophører den direkte rom.
Indflydelse paa norsk Jernalderskultur i 4. Aarh.’s
sidste Halvdel, da germanske Frændefolk for
Alvor trængte Rom tilbage i Nordvesteuropa.
Men indirekte vedblev naturligvis rom.
Indflydelse at gøre sig gældende langt ned i Tiden
som et frugtbart Indgreb i norsk Udvikling i
de overordentlig vigtige og grundlæggende
Aarhundreder, som fulgte. Det tør nu mere og mere
blive klart, at alle de vigtige Led, som
opbygger de norske Smaasamfund, vi kender i
Vikingetiden, er blevet til i Aarh. nærmest i
Forvejen. Omraadets arkæologiske Udforskning er
endnu i sin Vorden, og der er endnu ikke
engang fuld Enighed om den rent kronologiske
Inddeling af det Tidsrum, som ligger mellem
den rom. Periode og Vikingetiden. Sikkert er
det, at det store Opsving for de fleste
Landsdeles Vedk. kommer med 5.—6. Aarh. e. Kr.,
de Aar, som nærmest svarer til
Folkevandringstiden ude i Europa. For N.’s Vedk.
maa her mest tænkes paa de vesteuropæiske
Bevægelser, der ikke i den Forstand er
Folkevandringer, som de østlige. De vestlige har en
helt anden Karakter og de trækker ogsaa N.’s
Kyster ind i hele Bevægelsen. Og med 4.—5.
Aarh. kommer alt det, som særpræger norsk
Kultur fremfor den foregaaende Tid, hvor
Roden er saa afgjort rom., ikke særpræget
nordisk. I 4.—5. Aarh. begynder de store
Gravpladser med mange Gravhøje, som vidner om
Grenders og Bygdelags Sammenslutninger om
religiøse Midtpunkter, Videreudviklingen af den
norske Folkevandringstids Ornamentik, som
kendes fra Bronzespænder (Fibulaer), hvis
Udvikling spiller saa stor en Rolle i disse Aarh.
Videre Keramikken, som i sin første Udvikling
bygger saa helt paa rom. Forbilleder, men som
efterhaanden skaber en helt norsk, og meget
omfattende Industri. Fra disse Aarh. faar vi
gennem det arkæologiske Materiale Øje paa
forsk. af de Folkestammer, som siden danner
Marven i det norske Kongerige. Kronologisk
kan vi sige, at Folkevandringstiden begynder i
4. Aarh. og varer til Midten af 6. Aarh.
Gravhøjen er fra nu af et konstant Træk,
Formen og Dimensionerne kan skifte, og ligesaa
Fordelingen af Brandgrave og Skeletgrave. De
sidste gaar saa at sige ved Siden af hverandre
gennem Folkevandringstid, merovingisk Tid og
Vikingetid, uden at der kan siges andet end, at
Skik og Brug har været forsk. efter Regler, vi
ikke kender. Fra Gravhøjen og Gravpladserne
henter vi det største og bedste Materiale til
Studiet af hele Tidens Kultur, ikke mindst til
Bebyggelseshistorien Landet over. De store og
levende Omraader af Norge i denne Tid finder
man paa Vestlandet (Jæren, Hordaland o. s. v.),
men ogsaa udpræget i Vestfold, paa Vestsiden
af Kristianiafjorden. Inden for disse Omraader
optræder ogsaa særlig de store, stensatte, rigt
udstyrede Skeletgrave med Vaaben, Glas og
Bronze fra Rhinlandene, som vidner om
Høvdinger og krigerske Førere inden for de enkelte
Stammer.
Sammenhængen mellem alle Nordsøkysterne
er i denne Tid meget intim. Man kan følge den
paa saa mange Omraader, i Gravskik og
materiel Kultur. Bedst paa den Serie Oldsagsformer,
som kan kaldes Reliefspænder (se Billedtavlen,
ældre Jernalder, Fig. 5). De gode og ægte
Arbejder af denne Art, udført i Bronze og ofte
forgyldt, dertil forsynet med en delvis
overlæsset Ornamentik, kendes for Tiden væsentlig
fra det vestlige Norge og i beslægtede Former
fra de vestgermanske Folk i Europa.
Dyreornamentikken, som her begynder at udfolde sig,
former sig paa disse Arbejder til det, vi kunde
kalde en Nordsøstil. Det er en Reliefkunst,
som væsentlig hersker i 6. Aarh. med Rogaland
som Midtpunkt i Norge. Karveskur, Træskæring
og Støbeteknik staar bag denne Stil. Samtidig
med den (5.—6. Aarh.) har andre Dele af
Norden udformet en anden ornamental Behandling
af Dyremotiverne, hvor Relieffet træder i
Baggrunden, og hvor Liniestilen bliver den
fremherskende.
Helt selvstændige Former skabes i
Keramikken. Det er vigtigt at vide, at denne
Hjemmeindustri i det Par Aarh., det her gælder, har
haft en Blomstringsperiode, som ingen anden
Periode kan opvise Magen til før langt ned i
historisk Tid. Vi kender fra disse Aarh. flere
Tusind Lerkar fra norske Grave, medens vi f.
Eks. fra Vikingetiden ikke engang har et
Hundrede. Bl. Formerne (se Billedtavlen, ældre
Jernalder, Fig. 11—12) findes en enkelt (12), som
er helt begrænset til norsk Kulturomraade. Den
er taget op i Hundredevis af Eksemplarer fra
Gravlund over hele Landet og viser mange
Lokalformer. Teknisk set er det ikke nogen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
