Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Forhistorie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fremragende Produktion, men den viser en rig
og glad Udfoldelse af Opfindsomhed i
Ornamentikken, som dækker Fladerne, og de smaa,
smukke Kar gør, selv uden noget særlig fint
Udstyr i Brændingen, et helt igennem godt og
tiltalende Indtryk.
De rom. Guldmønter, som paa mange Omraader
naaede til Norden i denne Tid, blev efterlignet
i de saakaldte Brakteater af Guld,
Smykker af medaillonlignende Art, som kun er præget
paa een Side (Billedtavlen, Fig. 13). De er et
udpræget nordisk Fænomen, som væsentlig tilhører
5. og første Halvdel af 6. Aarh. Fra Norge
kendes i alt 164 Eksemplarer fordelt paa 64 Fund
(Båhuslen medregnet). Tyngden af
Fremstillingen af de norske Brakteater har tydeligvis
ligget i Rogaland—Vestagder. De gengiver forsk.
Figurer, deriblandt ofte et Dyr (Hest ell. Buk)
med ell. uden Mand paa Ryggen, og ofte ogsaa
en Fugl. Det har ligget nær at gætte paa de gl.
germanske Guder Odin og Tor med Hest, Buk
og Ravn. Den yngre og langt finere Gruppe af
Brakteater indeholder rent ornamentale
Fremstillinger.
Folkevandringstidens Gravskik har over det
hele et rigt Præg i N. indtil Midten af 6. Aarh.
Ved denne Tid indtræder mærkbare
Forandringer, som ganske vist hænger sammen med lgn.
Fænomener i Vesteuropa, navnlig England, hvor
den rige Gravskik ophører tidligere end paa
Fastlandet, hvad nu end Grunden kan være.
Vi har efterhaanden ganske vist et meget
fyldigt Materiale af Fund fra visse Landsdele,
ogsaa fra 7.—8. Aarh., men det er langt ensidigere
end før. Det er næsten kun Vaabengrave med
Sværd, Spyd og Økse, medens alle udfyldende
Oldsagsformer (Keramik, Bronze, Spænder o.
s. v.) praktisk talt mangler. Vi befinder os med
disse to Aarh. fremdeles i en Slags
»Folkevandringstid«, men Udtrykket er ikke længere
betegnende. Den overordentlig livlige Forbindelse
med Nordsøkysternes Frændefolk, som præger
disse Aar, gør det naturligt, at vi kalder denne
Tid af vor Forhistorie for den
merovingisk-angelsaksiske Periode (7.—8. Aarh.).
Medens Vestlandet i det store og hele kan vises
at have den nærmeste og mest direkte
Forbindelse med Nordfrankrig, har Østlandet og
Trøndelag lige saa nære Forbindelser med
England. Forholdet har saa karakteristiske Træk,
at man vilde fristes til en historisk Forklaring.
Tidsrummet ligger saa nær op til historisk
kendte Forhold, at et frugtbart Samarbejde med
Arkæologi og Historie her sikkert kan finde
Sted. De smaa Kongedømmer, som i 9.—10. Aarh.
spiller stor Rolle i Norges Historie, maa være
fuldt udviklet allerede i den
merovingisk-angelsaksiske Tid. Arkæologisk er Materialet størst
og tungest fra Vestnorge mellem Jæren og Møre.
Meget vigtigt er det ogsaa, at Nord-Norge i
denne Tid træder kraftigt ind i Kulturhistorien
med et rigt Centrum omkr. Hinnøen i Lofoten.
Paa Østlandet er særlig de øvre Dalfører med
gl. Forbindelser til Vestnorge godt
repræsenteret.
Det Omslag, som indtræffer mod Slutn. af 8.
Aarh., er ikke alene et Omslag fra
proto-historisk til historisk Tid. Det er tydelig nok en
Slags materiel Renaissance, som indtræffer med
Vikingetiden (800—1050), og arkæologisk
giver den sig Udtryk i en aldrig tidligere naaet
Ødselhed i Gravskikkene inden for de ledende
Lag af Samfundet. Her ligger Aarsagen til, at
Vikingetidens Arkæologi i Norge kan arbejde
med et saa stort og mangeartet Materiale.
Omkring 4000 Gravfund kendes i Øjeblikket fra
Landet i denne korte Periode, og man maa
lægge Mærke til, at i dette Tal indgaar kun de
Grave, som har givet brugeligt Gravgods. Det
ejendommelige Forhold, at denne helt hedenske
Tidsalder med et saa stort og righoldigt
arkæologisk Materiale samtidig er fuldt historisk, giver
Vikingetiden i Norge en Særstilling.
Historisk lægges der gerne ensidig Vægt paa
Vikingetidens livlige Forbindelser med
Vesterlandene. Vi har set, at disse var gamle og for
længst indarbejdet flere Hundrede Aar før
Vikingetiden. Det ny er den tiltagende
Masse-Sejlads over Nordsøen, som har sat Spor i de
fremmede litterære Kilder. Det materielle
Opsving maa have medvirket til den Udvidelse af
Foretagsomheden, som folder sig ud i
Vikingetiden. Masse-Sejladsen Vest paa har haft sine
Perioder, som let kan paavises, men ellers har
N. i denne Tid som aldrig før haft Ansigtet
vendt mod Havet. En stadig Strøm af fredelige
og mindre fredelig sindede Nordmænd drog i
9.—10. Aarh. over Nordsøen og Nordhavet. De
koloniserede Island, Grønland. Færøerne,
Hjaltland (Shetland), Orknøerne, Suderøerne,
Skotland, Irland og Man, og sammen med danske
Vikinger virkede de i Nordengland og Frankrig.
I disse rent historiske Forhold ligger ogsaa
Forklaringen paa, at Indflydelsen fra Vesteuropa i
norsk Kulturhistorie er langt mindre betydelig
i Vikingetiden, end den var i romersk Tid,
Folkevandringstid og merovingisk-angelsaksisk
Tid. Vikingetiden er væsentlig en
Ekspansionstid udadtil, — indadtil er den Forsøget paa at
rejse et norsk Rigskongedømme. Det er en
enkelt Slægt, som gør dette Forsøg, Vestfoldætten
(Ynglingeætten), som allerede i 7. Aarh. havde
erobret et af de ældste Smaakongedømmer i
Norge, Vestfold. Det er den samme Slægt,
Halvdan Svarte’s og Harald Haarfagre’s Æt, som
paa Borre, Oseberg og Gokstad har efterladt sig
de pragtfulde Skibsbegravelser (se
Osebergfundet).
Fremdeles er Gravpladsen det faste og store
Grundlag for vor Kundskab om Tidsalderen.
Paa Gravpladsen dominerer den lave, runde
Høj, men ogsaa en Rk. andre Former findes
for det ydre Gravminde. Enkelte Steder
forekommer efterhaanden i stigende Udstrækning
Grave under flad Mark, uden Mærke over
Jorden paa Graven. Man maa have Lov til i dette
at se Overgangen til kristen Gravskik. Den
hedenske Gravskik med Høj over Graven og med
et rigt Udstyr for den Døde holder sig stærkest
i visse Egne af Landet, ganske særlig paa
Oplandene omkr. Mjøsen og i Trøndelag, til langt
ned i 11. Aarh. Vi ved ogsaa ad historisk Vej,
at det netop er disse Landsdele, som gør
stærkest Modstand mod Kongedømmets Kristning af
Landet. Olav den Hellige’s Tid er imidlertid i
denne Henseende det reneste Hedenskab over
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
