Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
paa at erobre Dalsland fra Sverige og gaar
mod Slutn. af sin Regering mod V., hvor han
befæster Herredømmet over Suderøerne og
Man, men til Slut falder under et Forsøg paa
ogsaa at erobre Irland. Hans 3 Sønner Eystein
(1103—23), Sigurd Jorsalfarer (1103—30) og Olav
(1103—15) bliver derefter Konger i Fællesskab
og fortsætter den kirkelige Udvikling fra
Bedstefaderens Tid. Fra 1103 udgør de nordiske
Riger et eget Ærkebispedømme under
Ærkebispen af Lund, og det kirkelige Reformparti
(Gregorianerne) begynder nu ogsaa at gøre sig
gældende i N. De første Klostre bliver stiftet
(Munkeliv ved Bergen; Nidarholm ved Nidaros),
og Gejstlighedens økonomiske Stilling sikres ved
Indførelse af Tienden; Øerne i Vesthavet
knyttes ogsaa kirkelig til N., og Kong Sigurd gør
en stor og berømmelig Korstagsfærd til Jorsal
(Jerusalem). I Byerne fortsættes Bygningen
baade af Domkirker og af kgl. Kapeller;
Pilegrimsvejen til Nidaros sikres ved Anlæg af
»Saalestuer« (Herberger) paa Dovrefjeld. 1123
deltager Kong Sigurd i et Korstog til
Sydsverige for at kristne Smaaland.
Mod Slutn. af Kong Sigurd’s Regering kom
der til N. fra Irland en ung Mand, Gillekrist
eller Harald Gille, som udgav sig for at være
Søn af Magnus Barfod og styrkede dette ved
at bære Jernbyrd. Han maatte love at
anerkende Sigurd’s Søn Magnus som Konge; men
efter Sigurd’s Død var der en Del Høvdinger,
som holdt paa Harald, og han og Magnus blev
da Konger sammen. Enigheden mellem disse
to holdt dog ikke længe; Harald Gille fik Støtte
af Kong Erik Emune i Danmark, og 1135 blev
Magnus fanget, blindet, lemlæstet og sat i
Kloster. Allerede Aaret efter blev imidlertid
Harald Gille dræbt af et nyt Kongsemne, Sigurd
Slembe, som ogsaa udgav sig for Søn af
Magnus Barfod. Han fik imidlertid ikke synderlig
Tilslutning fra Høvdingerne; de fleste af disse
tog Harald Gille’s smaa Sønner Sigurd og Inge
til Konger, og det hjalp heller ikke Sigurd
Slembe stort, at han tog Magnus den Blinde ud
af Klostret og lod ham indsætte som Konge
igen. De blev slaaet af Kong Inge’s Lendmænd
først ved Minne og siden ved Holmengraa; i
det sidste Slag faldt Magnus, og Sigurd Slembe
blev fanget og henrettet (1139).
Under Haraldssønnernes Barndom raadede
Lendmændene helt i N. En ældre Broder,
Eystein, som var født i Skotland, kom senere til
og blev ogsaa taget til Konge. Af Brødrene blev
Sigurd Munn opfostret i Trøndelagen og havde
sin Støtte i Høvdingerne der; den vanføre Inge
»Krokryg« mest i Viken, men ogsaa med Støtte
i vestlandske Høvdinger. De urgamle
Modsætninger mellem Landsdelene gjorde sig nu stærkt
gældende; men samtidig gjorde ogsaa andre
Partimodsætninger sig gældende, idet det
kirkelige Reformparti samlede sig om Inge,
medens de nationalkirkelige Tendenser gjorde sig
stærkest gældende i Trøndelagen. I Brødrenes
Barndom kom Modsætningerne endnu ikke til
Udbrud; men den kirkelige Udvikling gik sin
Gang. Under stærk Paavirkning fra
Cistercienserbevægelsen i Frankrig og England stiftes
en Række ny Klostre; unge Nordmænd
begynder i større Udstrækning at studere ved fr. og
eng. Lærdomssæder, og en stærk Bevægelse
gør sig gældende for at skaffe N. en egen
Ærkebispestol. Biskop Reidar af Nidaros blev
sendt til Paven og af ham udnævnt til
Ærkebiskop; men da han døde paa Hjemvejen fra
Rom (1151), sendte Paven den eng.
Kardinalbiskop Nikolaus Brekespeare (senere Pave
Hadrian IV) til N. for der at skabe en fastere
Ordning af den ny Kirkeprovins. Denne
Ordning blev vedtaget paa et Rigsmøde i Nidaros
1152 og gik ud paa følgende: Ærkesædet blev
i Nidaros ved St Olav’s Hvilested; under sig
fik Ærkebispen 4 Lydbiskopper i N. (Bergen,
Stavanger, Oslo, Hamar) og 6 paa Øerne
(Orknøerne, Suderøerne, Færøerne, 2 paa Island,
Grønland), og ved de 4 norske Bispestole blev
der oprettet Domkapitler, som skulde foretage
Bispevalgene; i Realiteten kom dog
Bispeudnævnelserne endnu længe til at ligge hos
Kongen, og først ind i 13. Aarh. bliver
Domkapitlernes Valgret alm. anerkendt. Bispevalgene
paa Øerne blev tillagt Ærkebispen og
Kannikekollegiet i Nidaros. Rigsmødet indførte
videre Peterspenge (»Romaskat«) og en
Testamentret, som gav enhver Mand Ret til at
testamentere Kirken 1/10 af alt arvet Gods og 1/4
af alt selverhvervet. Kravene paa de gejstlige
Embeders Uafhængighed blev opstillet, og en
Del af Hovedgrundsætningerne for den
kanoniske Ret begynder saaledes at trænge ind i N.
Begivenhederne 1152 var en Sejr for det
vikskvestlandske Kirkeparti omkr. Kong Inge, og da
han — i Modsætning til Brødrene — var
ægtefødt, begynder man i hans Kreds ogsaa at
opstille Kravet om, at en Konge skal være født
i lovligt Ægteskab.
Modsætningerne mellem Kongerne og deres
Partier tog fra nu af skarpere og skarpere
Former. 1155 blev Sigurd Munn fældet i Bergen
og 2 Aar senere Eystein i Viken. Trønderpartiet
samlede sig imidlertid om Sigurd’s unge Søn
Haakon Herdebred, som efter et Par Aars
Kamp blev hyldet som Konge af Trønderne
(1159) og til Slut endog fældede Kong Inge selv
i et Slag paa Isen ved Oslo. Inge’s Parti kunde
imidlertid ikke opgive sin Sag. Dets Leder var
nu den vestlandske Høvding, Erling Skakke,
som var gift med en Datter af Sigurd
Jorsalfarer, og deres Søn Magnus blev nu opstillet
som Kongsemne, uagtet han ikke var
Kongesøn. Erling søgte Hjælp hos Kong Valdemar i
Danmark mod Løfte om at afstaa Viken og
slog Haakon’s Parti i Søslaget ved Sekken i
Romsdalen, hvor Kongen selv faldt (1162). Et
Forsøg paa at erstatte Haakon med hans yngre
Broder Sigurd faldt ikke heldigere ud, og da
Gejstligheden og dens Leder Ærkebiskop
Eystein stod paa Erling’s og Magnus’ Side, maatte
Trønderpartiet bøje sig.
Paa et Rigsmøde i Bergen (1163 ell. 64) blev
Barnekongen kronet af Ærkebispen — den
første Kongekroning i N.; samtidig lovede Kongen
at tage Landet til Len af »Skt Olav« som N.’s
»evige Konge«, efter sin Død at ofre Kronen til
Domkirken i Nidaros samt i levende Live at
betale Tiende til Kirken og stadfæste alle dens
Rettigheder og alle Gaver til den. Videre blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
