Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
det vedtaget som Lov, at den ældste, ægtefødte
Kongesøn skulde have Arveret til Kronen,
»undtagen hvis Ondskab ell. Uvittighed drev ham
fra Riget«; dette skulde afgøres paa et
Rigsmøde, bestaaende af Biskopperne, Hirden og de
12 viseste Mænd fra hvert Bispedømme,
udnævnt af Biskopperne. I de flg. Aar
gennemfører desuden Ærkebiskop Eystein betydelige
Ændringer i Kristenretten, dels for at bedre
Kirkens Indtægter, dels for at sikre
Gejstlighedens Jurisdiktion og gennemføre dens
Patronat over alle Kirker, ogsaa de kgl. Kapeller.
Denne store Sejr for det kirkelige
Reformarbejde blev dog ikke varig. Allerede i sit
Forhold til Danmark havde Erling Skakke
Vanskeligheder at kæmpe med; efter flere Aars
Krig endte det med, at han maatte tage Viken
som Len af den danske Konge og yde ham
Leding deraf som hans Jarl. Men værre var
det, at den ene unge Kongesøn efter den
anden rejste sig mod ham. Kong Eystein
Haraldsson’s Søn Eystein »Meyla« (»lille Pige«)
samlede 1174 med Hjælp fra Sverige en Flok af
Misfornøjede, som kaldte sig Birkebeiner;
1176 tog de Nidaros, og Eystein blev hyldet som
Konge paa Øreting »efter den gamle Arvelov«.
Aaret efter blev de imidlertid, da de vovede
sig S. paa til Viken, slaaet af Kong Magnus paa
Re ved Tunsberg; i Slaget faldt Eystein selv,
og hans Tilhængere rømte Ø. over til Sverige.
Her mødte de imidlertid et Kongsemne, som
skulde føre deres Sag til Sejr — Færingen
Sverre, som paastod at være Søn af Kong Sigurd
Munn. Sverre paatog sig at være Fører for de
slagne Birkebeiner; han fik Løfte om svensk
Hjælp, lod sig hylde som Konge og naaede
efter et eventyrligt Togt gennem de svenske
Grænselandskaber Nidaros, hvor Trønderne
hyldede ham som Konge paa Øreting (1177).
Det er det gamle Trønderparti, som igen blev
rejst, og Sverre har siden altid sin stærkeste
Støtte i Trøndelagen. Kampen mellem de to
Partier bølger frem og tilbage i flere Aar; 1179
lykkedes det Sverre at fælde Erling Skakke og
dermed berøve Kong Miagnus hans bedste
Støtte, og Aaret efter led Magnus et saa stort
Nederlag paa Ilevolden ved Nidaros, at han
maatte flygte til Danmark. Det ene Aar efter
det andet kom han imidlertid tilbage, indtil
det til Slut lykkedes Sverre at fælde ham i
Søslaget ved Fimreite i Sogn (1184). Paa
Magnus’ Side havde staaet hele Vestlandet og
Viken og hele Gejstligheden; allerede før Magnus
faldt, havde dog Ærkebispen og Biskopperne
udsonet sig med Sverre, og ogsaa
Pacificeringen af Vestlandet foregik uden større
Vanskeligheder. Efter Kong Magnus’ Død residerede
Sverre ofte i Bergen, hvor han byggede en
efter Tidens Forhold stærk Borg, Sverresborg.
Viken derimod fik Sverre egl. aldrig helt Bugt
med; efter Magnus’ Død rejste der sig her en
ny Flok imod ham, Kuvlungerne, og de holdt
sig i alt Fald i 3 Aar. I Sverige fik Sverre
Støtte hos det nationalkirkelige Parti,
»Erikspartiet«, og han ægtede Kong Knud Eriksson’s
Søster Margreta. Derimod støttede
Valdemarerne i Danmark Sverre’s Modstandere, om end
foreløbig uden egl. Krig.
Trods alt fik Sverre dog efter 1184 nogle
forholdsvis rolige Aar, saa han kunde reducere sin
Hær og arbejde med en fastere Ordning af
Rigsstyret. Blandt hans Høvdinger var der ikke
blot Mænd af de gamle Ætter, men ogsaa Mænd,
som havde tjent sig op under Krigen, selv om
det sociale Skifte inden for Høvdingeklassen
ikke var saa indgribende, som man tidligere har
ment; og Sverre forsøgte i størst mulig
Udstrækning at gifte sine ny Høvdinger ind i de
gamle rige Slægter. Ved Reduktionen af Hæren
fra Krigsaarene kom en hel Del af hans gamle
Hirdmænd bort fra den stadige Residens hos
Kongen, og der dannede sig et Skel mellem de
»bordfaste« Hirdmænd og de ikke-bordfaste,
som residerede hjemme paa deres Gaarde, men
som lige fuldt var Kongens haandgangne Mænd
og stod i et særligt Troskabsforhold til ham.
For gamle, fattige eller syge Hirdmænd blev
der indrettet et Hospital af Johannitterordenen
paa Varna (i Østfold), og Kong Sverre lod
videre forfatte en Hirdskraa, som
regulerede Hirdmændenes Rettigheder og Pligter;
Hirden blev en egen privilegeret Klasse med
eget Værneting; Retssager mellem Hirdmænd
skulde paadømmes af de øverste Hirddommere,
Mærkesmand og Stallare. Hirden blev nu det
egl. Udtryk for Høvdingeklassen, som derved
bliver stærkere afhængig af Kongemagten. I
St f, de lavættede Aarmænd havde Kongerne
allerede tidligere begyndt at udnævne
Sysselmænd af Høvdingeklassen til at forestaa den
lokale Administration; dette bliver nu
gennemført; hele Landet inddeles efterhaanden i
Sysler, og Sysselmændene, som udgaar fra
Hirden, overtager ikke blot Aarmændenes
Funktioner, men ogsaa en Del af Lendmændenes,
saaledes at Lendmandsstillingen efterhaanden
mere og mere bliver blot en Betegnelse for en
Rang. Ogsaa i Retsvæsenet ser vi fra denne Tid
Forandringer, idet vi faar faste Lagmænd.
Ved Lagmænd forstod man tidligere kun særlig
lovkyndige Mænd; de faar nu den Opgave at
vejlede Bondedomstolen, Lagretten, ved
sagkyndige Betænkninger (orskurðr); de skulde
være til Stede baade ved Lagtingene og ved
de lokale Ting, og Skridtet var derfra ikke
langt til, at de blev Rettens Formænd og kgl.
Dommere. Der blev 9 Lagmænd, 3 nordenfjelds
(1 paa Frostating, 1 i Haalogaland, 1 i
Jämtland), 2 i hvert af de andre Lagdømmer.
De ny kirkelige Bestemmelser fra Kong
Magnus’ Kroning havde Sverre ikke anerkendt, og
Freden mellem ham og Kirken kunde derfor
kun blive foreløbig. Efter Ærkebiskop Eystein’s
Død blev Biskop Eirik af Stavanger valgt til
Ærkebiskop, og han vilde ikke indlade sig paa
nogen Art af Kompromisser. Striden blussede
op baade om Kongens Ret til at gribe ind i
Bispevalgene, om Patronatsretten til de kgl.
Kapeller og om de finansielle Bestemmelser i
Ærkebiskop Eystein’s Kristenret, og da
Lagretten paa Frostatinget gav Kongen Ret paa det
sidste Punkt, flygtede Ærkebiskop Eirik fra N.
til Danmark og klagede derfra til Paven (1190).
Striden mellem N. og Danmark blussede
derefter op igen, og i begge Riger understøttede
man gensidig Oprørere fra det andet. En ny
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
