Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Oprørsflok, Eyskeggene, sætter sig fast i Viken,
hvor de blev understøttede af den højbyrdige
Oslobiskop Nikolaus Arnesson, en Halvbroder
af Kong Inge Krokryg; men Sverre overvandt
dem i Florevaag og tvang derefter Bisp
Nikolaus og de andre Biskopper til at krone sig i
Bergen (1194). Imidlertid havde Ærkebispen
sat Kong Sverre i Band, og Paven truede de
norske Biskopper med Band, hvis de ikke forlod
»Tyrannen«. De derpaa følgende
Forhandlinger med Pavestolen er det vanskeligt at
komme til Bunds i; men ogsaa de andre Biskopper
forlod nu N., og Vaaren 1196 rejste Bisp
Nikolaus i Danmark sammen med Ærkebiskop Eirik
en ny Oprørsflok mod Kong Sverre, Baglerne;
som Konge hyldede de en Søn af Kong Magnus
Erlingsson, Inge. Allerede samme Aar besatte
Baglerne Viken, hvor Bønderne straks sluttede
sig til dem. I de flg. 5 Aar maatte Sverre føre
en uafladelig og forbitret Kamp mod Baglerne,
og ofte saa det lige mørkt ud for ham som
under Krigen mod Erling og Magnus 20 Aar
tidligere. Til Slut overvandt han dog efter en
langvarig Belejring Baglernes egl. militære
Leder Reidar Sendemand paa Slotsfjeldet ved
Tunsberg (1201); men kort efter Sejren døde
Kong Sverre i Bergen (9. Marts 1202).
Hans Søn Haakon blev straks hyldet som
Konge af Birkebeinerne; han kaldte
Biskopperne tilbage og forsonede sig med dem; Bandet
blev hævet, og Baglerflokken opløste sig. Det
saa ud, som om der igen skulde blive Fred i
Landet; men allerede 1. Jan. 1204 døde Kong
Haakon, og da Birkebeinerne nu tog Sverre’s
Sønnesøn, den 4-aarige Guttorm Sigurdsson, til
Konge, med hans halvsvenske Frænde Haakon
Galen som Formynder med Jarls Navn, rejste
Baglerflokken sig igen, idet de i Haakon Jarl
saa en Fortsætter af den gamle uforsonlige
Birkebeinerpolitik. Da den forrige Baglerkonge
var dræbt, tog de nu en anden Søn af Magnus
Erlingsson, Erling Steinvegg, til Konge; men
Jarl og Baglernes egl. Høvding blev Bisp
Nikolaus’ Søstersøn Philippus. Ogsaa den ny
Baglerflok fik Støtte i Danmark, og baade Kongen
og Jarlen hyldede Kong Valdemar som deres
Lensherre. Ved Hjælp af en dansk Flaade satte
Baglerne sig nu igen fast i Viken. Imidlertid var
den lille Kong Guttorm død, og Birkebeinerne
tog til Konge Sverre’s Søstersøn Inge
Baardsson (af den trøndske Lendmandsæt paa Rein).
Kampen med Baglerne fortsattes til 1208, da det
ved et Fredsmøde paa Hvitingsø blev fastsat, at
Baglerne — hvis Konge nu Philippus Jarl var
blevet — skulde beholde Viken som Len mod
at anerkende Kong Inge’s Overhøjhed; Vikens
Afhængighed af Danmark var dermed brudt.
Da Kong Inge døde 1217, tog Birkebeinerne
Haakon Sverresson’s 13-aarige Søn Haakon
Haakonsson, til Konge; men Inge’s
Halvbroder og Arving Skule Jarl (som ikke hørte
til Kongeætten) havde ogsaa gjort Krav paa
Tronen og blev stillet tilfreds med at blive
Kongens Formynder og faa en Trediedel af
Riget at styre; da Haakon blev myndig 1219,
trolovede han sig med Skule’s Datter Margreta.
Baglerflokken opløste sig nu helt; men allerede
1219 rejste Erling Steinvegg’s Søn Sigurd en
ny Oprørsflok i Viken, Ribbungerne. Skule
skulde have denne Rigsdel at styre og føre
Kampen mod Ribbungerne og tvang 1223 Sigurd
Ribbung til at overgive sig mod Amnesti. Ved en
ny Rigsdeling s. A. fik Skule det
nordenfjeldske, og da Sigurd Ribbung rømte fra Skule,
blev det nu Kong Haakon selv, som maatte
føre Kampen i Viken, først mod Sigurd og
efter hans Død mod hans Efterfølger Knud,
Haakon Galen’s Søn. Da Knud tilsidst (1227) maatte
nedlægge Vaabnene, var det slut ikke blot med
Ribbungerne, men ogsaa med hele den gamle
Partistrid og Striden mellem Landsdelene fra
12. Aarh. og endda længere tilbage. Kampen
mellem Kong Haakon og Skule — som fra 1237
bar den fine, udenlandske Titel Hertug — er
af en helt anden, rent personlig Karakter.
Derimod fortsætter Modsætningerne mellem Stat
og Kirke sig endnu i de flg. Menneskealdre,
om end delvis i ændrede Former.
1239 rejste Skule Oprørsfanen for selv at
blive Konge, og efter et heldigt Slag paa Laaka
paa Romerike lykkedes det ham at tage Oslo;
men der var ingen reel Basis for ny Kamp;
Kong Haakon slog ham i Oslo, og da han
derefter flygtede til Nidaros, blev han dræbt af
en Afdeling Birkebeinere i Elgeseter Kloster
(1240). Bortset fra denne Episode er der Fred
i de sidste 36 Aar af Kong Haakon’s
Regeringstid. Landefreden sikres ved en Række
Befæstninger, navnlig i de gamle Baglerdistrikter.
Flaaden holdes vedlige og moderniseres, baade
Ledingsflaaden og Kongens egne Skibe. Freds-
og Handelstraktater sluttes med England og
Lübeck; diplomatiske Forbindelser optages med
Kejser Frederik II og endog med Frankrig og
Spanien; den gamle Atlanterhavspolitik
fortsættes med Hævdelse af Herredømmet over
Suderøerne og Orknøerne; Grønland og Island
giver sig til Slut godvillig ind under N.’s Krone.
Ved en Fred med Russerne i Novgorod (1252)
fastsættes N.’s Nordgrænse til Lyngsfjorden,
medens begge Riger faar fælles Skatteret over
Finnerne mellem Lyngsfjorden og Hvidehavet;
samtidig styrkes en norsk
Koloniseringsbevægelse Nord over ved Kirkebygning og
Missionsvirksomhed bl. Finnerne. Det gamle Forbund
med Sverige styrkes ved Ægteskab mellem
Kong Haakon’s Søn, Haakon den Unge, og
Birger Jarls Datter. Endog med Danmark kommer
det efter langvarige Rivninger til Fred og
Forbund. Efter langvarige og til Dels vanskelige
Forhandlinger sender Paven 1247 Kardinal
Vilhelm af Sabina til N. for at krone Kong
Haakon; samtidig blev der ved et Provincialkoncil
og et Rigsmøde i Bergen givet en Række vigtige
Love af gejstlig og verdslig Art: Jernbyrd blev
afskaffet, Gejstlighedens Privilegier fikseret og
Kongens Patronatsret over en Række Kirker
fastsat. Rigslovgivningen fortsættes paa
Frostatinget 1260 med en ny Arvefølgelov, Forbud
mod Blodhævn, Lettelser for ny Bebyggelse
o. s. v. Administrationen faar fastere Former
ved Udvikling af det kgl. Kancelli under en
Kansler; af Lendmænd o. a. Høvdinge, gejstlige
og verdslige, dannes et kgl. Raad, som
efterhaanden bliver til det senere Rigsraad.
Finanserne bliver bedre, idet Ledingen i Fredstid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
