Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
opkræves som en fast Skat. Store
Byggearbejder foregaar, og en rig Arkitektur og
Billedkunst i gotisk Stil blomstrer.
For Byerne og Handelen er denne Tid en
rig Blomstringstid. Bylivet og Byordningen
udvikles, og ved Siden af de gamle eng. og
nederlandske Forbindelser bliver nu ogsaa
Forbindelsen med de tyske Byer af større Bet., ikke
blot med Nordsøbyerne, men ogsaa med
Østersøbyerne. N. synes indtil denne Tid at have
kunnet kornføde sig selv; fra denne Tid af
begynder Kornimporten at blive af større Bet.,
og dermed lægges Grund til Landets senere
Afhængighed af de tyske Byer, hvad der ogsaa
øges derved, at disse vinder Herredømmet over
den vigtige bergenske Fiskehandel.
Mod Slutn. af sin Regeringstid foretog Kong
Haakon et Krigstog til Skotland for at hævde
N.’s Herredømme over Suderøerne; han var i
det hele heldig; men da han selv døde i
Kirkwall paa Orknøerne (15. Decbr 1263) og blev
efterfulgt af sin Søn Magnus Lagabøter
(1263—80), opgav denne Hævdelsen af disse fjerne
Besiddelser og afstod ved Freden i Perth (1266)
Suderøerne til den skotske Konge; den
kirkelige Forbindelse med Nidaros skulde vistnok
vedblive at bestaa, men løsnedes efterhaanden
af sig selv, og ogsaa paa Orknøerne trænger
skotsk Indflydelse efterhaanden stærkere frem.
Den aarlige Tribut, som den skotske Konge
skulde betale til N. for Øerne, blev kun betalt
i nogle faa Aar og faldt snart helt bort. Med
Danmark kom Kong Magnus i Konflikt
angaaende Arven efter sin Dronnings Fader, Erik
Plovpenning. Ellers er hans Politik i det hele
fredelig.
Den vigtigste Begivenhed i hans Regering er
Udarbejdelsen af en fælles Landslov for hele
Riget, vedtaget paa Lagtingene 1274—76 og
Aaret efter ogsaa i Skatlandene. Ændringer i
Loven, og dermed hele Lovgivningsmagten, blev
derefter lagt i Hænderne paa Kongen og hans
»gode Mænd«. Offentlig Paatale blev indført i
Strafferetten, og det gamle Klasseskel i
Bødestraffene for Drab blev ophævet. Ledingen
(baade Værnepligten og Skatten) blev omreguleret,
idet der blev indført en Udligning efter
Formue og Næring. Landsloven blev suppleret med
en ny Hirdskraa, som gav Bestemmelser for
Aristokratiets Stilling, og en Bylov, som
indførte en ny Byforfatning med Raadet som
den vigtigste Myndighed; desuden blev der i
de største Byer oprettet særlige Bylagting med
egne Lagmænd. Derimod gik Kristenretten ikke
ind i denne Lovgivning. Opr. havde det været
Kongens Hensigt; men Ærkebiskop Jon Raude
(1268—82) satte sig imod det og begyndte paa
egen Haand at udarbejde gejstlige
Lovbestemmelser til Vedtagelse paa Provincialkonciler, i
Overensstemmelse med det gamle gejstlige
Program fra Magnus Erlingsson’s Tid. Efter en
Del Forhandlinger blev til sidst Kongen og
Ærkebispen enige om et Kompromis, som sikrede
Gejstlighedens Domsret i kirkelige Sager og dens
fri Valgret og desuden udvidede Biskoppernes
Skattefrihed for sig selv og deres verdslige
Underordnede (»Setesveiner«). Dette
Kompromis skulde stadfæstes af Paven paa et
Kirkemøde i Lyon (1273—74), hvor ogsaa Ærkebiskop
Jon mødte; men da Paven øgede Kravene (bl.
a. skulde, hvis Kongen handlede mod Forliget,
Gejstligheden have Valgret ved Tronskifte, som
i Bestemmelsen fra Magnus Erlingsson’s
Kroning), bortfaldt Forliget, og ny Forhandlinger
blev optaget mellem Kronen og Gejstligheden;
de endte med »Sættargerden« i Tunsberg (1277),
som i det væsentlige opretholdt Bestemmelserne
fra det tidligere Forlig, men uden at man nu
skulde søge Pavens Stadfæstelse. For at vinde
det verdslige Aristokratis Hjælp havde Kongen
ogsaa givet Høvdingene Skattefrihed for deres
Sædegaarde, og de fik nu ogsaa europ. Titler.
Lendmændene blev nu Baroner, Skutelsvendene
Riddere — begge Klasser med Fællestitlen
»Herrer« — Hirdmændene fik »Skjold og
Hjelm«, og alle fik de arvelig Adelsskab. Det er
det endelige Tegn paa, at det gamle Aristokrati
er omdannet til en moderne Adel.
Ærkebiskop Jon var imidlertid ikke fornøjet
med det, han havde opnaaet, og forsøgte ved
ensidig kirkelig Lovgivning at udvide
Gejstlighedens Rettigheder, navnlig ved en stærk
Udvidelse af Tiendepligten. Der forelaa derfor
alvorligt Konfliktstof, da Kong Magnus døde og
blev efterfulgt af sin umyndige Søn Eirik
(1280—99). Det Formynder styre af Baroner, som førte
Styret i hans Mindreaarighed, tog et skarpere
Standpunkt end den afdøde Konge og havde
Bønderne med sig i Modstanden mod de ny
økonomiske Byrder. Kampen kom til at staa
dels cm det ny Tienderegulativ, dels om
Gejstlighedens Skattefrihed og endte med, at
Ærkebispen og to Biskopper blev lyst fredløse og
maatte flygte fra Landet. Ærkebispen døde i
Landflygtighed (1282), og de to Biskopper
vendte snart efter hjem og underkastede sig.
Kong Eirik har i nyere Tid faaet Tilnavnet
»Præstehader« p. Gr. a. denne Strid; i
Virkeligheden forsonede han sig, da han selv som
myndig tiltraadte Regeringen (1283), med
Gejstligheden, i det væsentlige paa Grundlag
af Sættargerden fra Tunsberg; men Tiende o. a.
Afgifter skulde betales efter »den gamle
Kristenret«.
Kampen med Danmark fortsattes gennem
1280-Aarene, væsentlig paa Enkedronningens
Initiativ; paa hendes Vegne var det ogsaa, at
Baronen Alv Erlingsson fra Borgesyssel drev
Kaperi baade af danske og tyske Skibe. I
Bergen kom det til Konflikt mellem Regeringen og
de lübeckske Købmænd om Tyskernes
Privilegier, og Lübeck forenede sig da med den
danske Regering. Alv Erlingsson’s Hærgetog i de
danske Farvande blev besvaret med, at Lübeck
stoppede Tilførslerne til N. gennem Øresund
og derved tvang den norske Regering til
Eftergivenhed. Ved en Fredsslutning i Kalmar 1285,
sluttet under Mægling af den sv. Konge Magnus
Ladulaas, maatte Kong Eirik love at stadfæste
Tyskernes Privilegier, give alt beslaglagt Gods
tilbage og endda betale 6000 Mark i
Erstatning; da han ikke kunde opfylde den sidste
Betingelse, fik Tyskerne imidlertid Toldfrihed
ved Sildefiskeriet i Viken, som paa den Tid
var af megen Bet., og senere (1294) fik de ogsaa
deres Privilegier i de norske Byer betydelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
