Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
udvidet. Krigen med Danmark fortsattes
imidlertid, ogsaa efter at Enkedronningen var død og
Alv Erlingsson som fredløs flygtet til Sverige
(1287); øget Fart tog den navnlig, efter at den
danske Konge Erik Klipping’s Mordere (Grev
Jakob af Halland, Marsk Stig o. fl.) var flygtet
til N. og havde faaet Støtte der. Først i 1295
endte Krigen med Forliget i Hindsgavl, som i
alt væsentligt var en Sejr for N., hvis Flaade
fremdeles havde vist sig overlegen tilsøs.
Da Kong Eirik døde 1299, blev han
efterfulgt af sin yngre Broder Haakon V Magnusson
(1299—1319). Denne, som var en langt
betydeligere Mand end Broderen, havde helt siden
1285 som selvstændig Hertug styret 1/3 baade
af Riget og Skatlandene og havde desuden
sammen med Kongen deltaget i den alm.
Rigsstyrelse. Den vigtigste Del af hans
Hertugdømme var Viken, som i Løbet af det sidste
Aarh. var gaaet langt stærkere frem i
Folketal og Rigdom end Resten af Landet og derfor
var blevet en stadig betydningsfuldere Del af
Riget. Hertug Haakon havde resideret fast i
Oslo, som fra hans Kongetid maa regnes som
Landets Hovedstad. Karakteristisk er det
ogsaa, at medens de tidligere Konger var kronet
i Bergen, lod han sig krone i Oslo. Allerede fra
Hertugtiden omgav han sig med en Kreds af
Raadgivere af ny østlandske Slægter; flere af
dem havde studeret udenlands og kan
sammenlignes med de legister, som ved denne Tid
spiller saa stor en Rolle ved det fr. Hof. En af
dem er den Mag. Aake Kansler og Provst ved
Mariakirken, som sammen med Haakon selv
skaber en ny og fastere Kancelliadministration
i Tilknytning til det kgl. Kapel, Mariakirken i
Oslo. I Forbindelse med Flytningen af Rigets
Centrum staar ogsaa den voksende Bet. af
Forbindelsen med de andre skandinaviske Riger og
med Nordtyskland — baade økonomisk og
politisk — markeret bl. a. ved Haakon’s Ægteskab
med en tysk Prinsesse Eufemia af Arnheim.
Efter dansk og tysk Mønster anlægger han
ogsaa de to østlandske Fæstninger, Akershus og
Baahus — Fæstninger, som faar en ganske
anden Betydning end de smaa Borganlæg paa
Sverre’s og Haakon Haakonsson’s Tid. Omtrent
fra denne Tid begynder nemlig den gl.
Ledingspligt at gaa i Forfald — dels fordi dens
finansielle Indhold tog Luven fra det militære, dels
fordi den norrøne Skibsbygningskunst ikke
længere kunde hamle op med Tyskernes — og
Følgen bliver, at Landets Militærvæsen mere
og mere maa bygges paa smaa Styrker af
professionelle »Knægte«, som ligger i Garnison paa
Fæstningerne og derfra baade kan holde de
omliggende Distrikter i Tømme og yde effektivt
Forsvar mod fremmede Indfald. Den politiske
Magt i Landet kommer dermed til at bero paa
Herredømmet over de faste Slotte; det bliver
Indledningen til det nordiske Lenssystem og
den vigtigste militære Forudsætning for det
danske Herredømme i de flg. Aarh. — Som Værn
mod Russerne anlægger Haakon længst oppe i
NØ. en tredje Fæstning, Vardøhus, og
beskytter samtidig, ligesom sin Bedstefader, den
norske Kolonisation Nord over, som støttes ved
Missionsvirksomhed og Kirkebygning.
Kong Haakon følte sig i Modsætning til
Baronerne, som havde spillet saa stor en Rolle
under hans Broders Regering; de fleste af dem
fjernedes fra Rigsstyrelsen; derimod giver han
en fastere Organisation til »Kongens Raad«,
som fra hans Tid kan siges at være en helt fast
Institution. Ved en stor Forordning af 1308
afskaffer han endelig baade Baron- og
Jarletitelen, samtidig med at han organiserer
Hirden under en ell. to Mærkesmænd og
Finanserne under Fehirder i de forsk. Landsdele
med en Overfehirde i Bergen; Kongens Segl
skal føres og bevares af Kansler og
Vicekansler. Med pavelig Samtykke organiseres
endvidere Gejstligheden ved alle de kgl. Kapeller;
den bliver unddraget fra den biskoppelige
Stiftsmyndighed og lagt under en af Kongen
udnævnt magister capellarum i Bergen. Derved
sikrede Kongen sig Herredømmet over
Rekruteringen af det nødvendige, boglærte
Embedsvæsen. Ogsaa paa en Rk. alm. civile Omraader
(Skattevæsen, Pasvæsen, Formuefællesskab
mellem Ægtefæller o. s. v.) udfoldede han en rig
Lovgivningsvirksomhed igennem »Retterbøter«.
I Forholdet til de tyske Købmænd, hvis
Organisation og økonomiske Magtstilling blev
stadig stærkere, navnlig i Bergen, forsøgte Kong
Haakon at føre en kraftigere Politik. Helt til
1306 nægtede han at stadfæste Privilegierne af
1294; han gik strengt frem mod de Tyskere,
som blev siddende Vinteren over i N. uden at
deltage i de alm. borgerlige Byrder, og som
forsøgte at lure sig fra at betale Told e. l.; han
forbød al direkte udenlandsk Handel Nord for
Bergen ell. i Skatlandene og nægtede de
fremmede at drive »Landkøb« med Bønderne. Han
krævede samme Rettigheder for Nordmænd i
de tyske Byer som for Tyskerne i N. og lagde
tilslut (1316) høj Udførselstold paa de vigtigste
norske Produkter. Nogen varig Ændring i de
økonomiske Forhold, som efterhaanden førte til
ødelæggelse af den norske Aktivbandel og til
Tyskernes økonomiske Herredømme i Byerne,
kunde den Slags politiske Forholdsregler dog
ikke bringe.
I sit Ægteskab havde Haakon kun en Datter,
Ingebjørg, og da Kongeættens Mandslinie altsaa
vilde uddø med ham, var det om at gøre at
sikre Arvefølgen bedst mulig. Allerede 1302 var
den lille Prinsesse — et Aar gl — blevet
trolovet med den sv. Hertug Erik, af
Folkungeætten; men først 10 Aar senere kunde
Ægteskabet virkelig komme i Stand. I alle disse Aar
er hele den skandinaviske Udenrigspolitik
behersket af Hertug Erik’s Kamp mod sin Broder
Kong Birger og hans Forsøg paa mellem de
tre nordiske Riger og paa Bekostning af dem
alle tre at skabe sig et fjerde Rige. Mellem
Kong Haakon og Hertug Erik er der snart Krig,
snart Forbund; men da Hertuginde Ingebjørg
1316 fødte en Søn, Magnus Eriksson, og N.
dermed havde faaet en Tronarving, var Haakon’s
Stilling paa Erik’s Side given. Denne blev
imidlertid 1317 taget til Fange af sin Broder Kong
Birger og sultet ihjel paa Nykjøbing Slot; men
Hertugens Parti rejste sig, forjog Birger
til Danmark og tog den lille Erik Magnus
Eriksson til Konge, som s. A. (1319) ogsaa blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
