Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hjaltland pantsat for Medgiften og aldrig
indløst; den sidste Rest af Vesthavsvældet var
dermed tabt. Efterhaanden samlede der sig
derfor i N. ikke saa lidt Misnøje, og da Kristiern
døde, samlede Rigsraadet sig i Bergen under
Ledelse af Ærkebiskop Gaute og overtog
Regeringen. Hans Søn Hans blev ikke straks taget
til Konge, da man vilde sikre sig mod en
Fortsættelse af den tidligere Regering.
Høvedsmanden i Bergen, Jon Smør, blev gjort til
Rigsforstander, og der blev indledet Forbindelse
med det sv. Rigsraad og ligefrem sluttet
Forbund med Sverige. Først paa et fælles
Unionsmøde i Halmstad (1483) blev Hans (1483—1513)
taget til norsk Konge; han udstedte her en
fælles Haandfæstning for alle 3 Riger, som dog
paa forsk. Maader sikrede det norske
Rigsraads Ret til at føre det indre Styre i N.
under Ærkebispens Ledelse og ogsaa gav Løfter
baade om at respektere den gejstlige Valgret
og om ikke at stadfæste Tyskernes Privilegier
uden Rigsraadets Samtykke. Overfor Tyskerne
kom ogsaa Hans’ Regering til at betyde et
stort Fremskridt, sammenlignet med Faderens,
idet han kun gav Tyskerne midlertidig
Stadfæstelse paa Privilegierne, men derimod
stadfæstede de norske Byers Privilegier, og
fremfor alt udvidede han Handelsfriheden til ogsaa
at gælde andre Nationer. Dette sidste blev
navnlig af Bet., fordi Nederlænderne nu i
stadig stigende Udstrækning begyndte at drive
Handel paa N., hvor de i første Række køber
Trælast; i Løbet af de flg. Menneskealdre
skulde det lykkes Nederlænderne i det væsentlige
at konkurrere Tyskerne bort fra det norske
Marked, og derved blev der ogsaa aabnet
Muligheder for norsk Aktivhandel til igen at gøre
sig gældende. Ogsaa i rent politisk Henseende
overholdt Kong Hans Haandfæstningen bedre
end sin Fader; Rigsraadets Myndighed er
større, og der bliver holdt jævnlige Rigsraadsmøder
i Bergen og Oslo; baade de gejstlige og
verdslige Embeder bliver i Reglen besat med
Nordmænd eller med indgiftede Danskere eller
Svenskere. Derimod øges fremdeles Antallet af
danske Skrivere og Fogder, og dansk Sprog
trænger derved i stadig stigende Grad ind i
Administrationen, ikke blot i Regeringsskrivelser fra
Danmark, men ogsaa i den lokale
Administration.
Om den økonomiske og sociale Udvikling i
N. i 15. Aarh. ved vi i Virkeligheden meget
lidt. Nationalt er det en dyb Forfaldstid, idet
i Byerne Tyskerne helt tager Magten fra de
indfødte Borgere, medens danske (og i mindre
Grad svenske) Adelsmænd fortrænger den
norske Adel, som er i stærk Tilbagegang baade
økonomisk, socialt og talmæssigt. For Bønderne
synes dette ikke at have været af synderlig
Bet.; i Hovedsagen lever de endnu deres
afsondrede Liv i Bygderne uden at være trukket ind
i en Byttehusholdning, som lader de
økonomiske Forhold ude i Verden faa Indflydelse
paa deres Kaar; først i det flg. Aarh. begynder
dette at blive Tilfældet. De offentlige Byrder er
vistnok i Vækst; baade Kronen og Adelen
forsøger at udbytte Bønderne med ny Skatter,
Afgifter, Arbejdspligt o. l., og der er her ingen
Forskel paa norske og fremmede Adelsmænd;
af og til svarer Bønderne med Oprør, med at
jage eller slaa ihjel en Foged o. s. v.; men
nogen tydelig Udviklingslinie her er ikke at
spore.
Da Kong Hans’ Forhold til Sverige kommer
til en Krise omkr. 1500, gør den gamle
Modsætning mellem et svensk og et dansk Parti
i N. sig igen gældende og kommer til Udbrud,
idet den forbinder sig med et gammelt
Ættefjendskab mellem den halvsvenske Lensherre
Knut Alvsson paa Akershus og den danske
Henrik Krummedige paa Baahus. 1490 afsatte
Kongen Knut Alvsson paa Akershus; denne rejste
da til Sverige og gjorde derfra Indfald i N.
(1501), tog Akershus, brændte Tunsberghus og
nærmede sig Baahus; han fik ogsaa Tilslutning
bl. Almuen; men Henrik Krummedige paa
Baahus fik Undsætning af Tronfølgeren, Hertug
Kristiern, som derefter gjorde et Tog ind i
Sverige, medens Henrik rykkede mod Akershus
og lokkede Knut Alvsson om Bord paa sit Skib
under Løfte om sikkert Lejde, men alligevel
dræbte ham og tog Akershus tilbage (1502). Som
Følge af dette Forræderi maatte Kongen afsætte
Henrik Krummedige paa Baahus, men
erstattede ham rigtignok blot med en anden Dansker.
Under Indtrykket af, at Misnøjen i N. fremdeles
varede ved, sendte Kong Hans derefter 1506
sin Søn Hertug Kristiern til N. som Vicekonge,
og denne førte nu gennem flere Aar Styret med
megen Kraft og efter et bestemt Program,
nemlig at hævde Arvekongedømmet og den stærke
Kongemagt. Han gjorde danske Mænd, gerne af
lav Byrd og helt afhængige af ham, til
Slotshøvedsmænd, fik sin danske Kansler Erik
Walkendorf udnævnt til Ærkebiskop efter Gaute og
fik ogsaa sat danske Mænd paa norske
Bispestole. Biskop Karl af Hamar, som hørte til
det svenske Parti, fængslede han og holdt ham
fangen, til han døde, og i Sammenhæng dermed
kuede han ogsaa en Bondeopstand paa
Oplandene. Rigsraadet blev praktisk talt ikke
sammenkaldt til Møder i disse Aar. Sin
borgervenlige Politik viste han allerede nu ved at
ophæve Rostock’ernes store Privilegier i Oslo
og Tunsberg (1508) og give ny Privilegier til de
norske Borgere baade i disse Byer og i Bergen.
I Bergen blev nu ogsaa Bergenhus gjort til en
virkelig Fæstning, hvad der gjorde det muligt
for Slotsfogden effektivt at beherske Tyskerne
paa »Kontoret«. Da han 1513 som Kristiern II
fulgte sin Fader paa Tronen (1513—23),
fortsatte han i Hovedsagen denne Politik i N.
Rigsraadet forsøgte vistnok at faa betryggende
Garantier ind i Haandfæstningen, men uden
effektivt Resultat; Udnævnelsen af den norske
Adelsmand, Hr. Niels Henriksson til Østraat, til
»Rigshovmester« blev kun en tom Titel, og i
Virkeligheden regerede Kristiern, gennem sine
danske Skrivere, i Hovedsagen N. helt
enevældig; kun i de mindre Len anvendte han norske
Adelsmænd. Til sin Krig med Sverige paalagde
han egenmægtig ny Skatter, ogsaa paa de tyske
Købmænd og paa Gejstligheden, og da
Ærkebiskop Erik ikke uden videre vilde finde sig i
det, maatte han flygte til Rom, hvor han døde
(1522).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
