Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
landslov, som ikke længere blev forstaaet, og derved
skaffede Landet en autoriseret Lovtekst, som
desuden havde optaget de nyere Retterbøter og
Recesser (»Kristian IV’s. norske Lov«, 1604);
endvidere lod ham den danske Kirkeordinans
omredigere og tilpasse til norske Forhold som
en særlig Kirkeordinans for N. (1607). Af større
Bet. er dog Kongens og Regeringens Arbejde
for de norske Byer. Af militære Grunde blev
Konghelle (»Kongelf«) flyttet ind under Baahus
og Oslo under Akershus; den sidste fik
samtidig et nyt Navn, Kristiania (1624). For at
koncentrere Handelen paa Agdesiden blev
Kristiansand anlagt inden for Fæstningen Flekkerø
(1641) og udstyret med store Privilegier;
det lykkedes dog ikke at reducere Ladestederne
til intet, og fra 1660’erne begynder
Regeringen at give Købstadrettigheder til en Rk.
Ladesteder baade paa Agdesiden og andetsteds.
Bjergværksdriften tog stærkt Opsving;
adskillige Jernværker blev anlagt med Regeringens
Støtte, og Kongen grundlægger Kongsberg By i
Forbindelse med et nyanlagt Sølvværk (1624)
og Røros By i Forbindelse med et Kobberværk
(1645).
Under Tryk af det spændte Forhold til
Sverige blev Fæstningerne Akershus og Baahus
stærkt ombygget og udvidet helt fra den
allerførste Tid af Kristian IV’s Regering. For N.’s
Vedk. kom Modsætningen til Sverige navnlig
til at dreje sig om Finmark, hvor Karl IX
gjorde Krav paa Skat og Suverænitet over
Finnerne helt Syd til Tysfjord i Nordland; Striden
herom blev en væsentlig Aarsag til Udbrudet
af Kalmarkrigen (1611—1613); men denne Krig
blev væsentlig ført i Sydsverige og blev i N.
nærmest kun mærket ved de øgede Skatter, som
den gav Anledning til. I hvor høj Grad alt
Militærvæsen laa nede i N., fik man at se, da
en Skare nederlandske Lejetropper, som var
hvervet for Svenskerne, under Oberst
Mönnichhofen uanfægtet sejlede ind gennem
Trondhjemsfjorden og passerede gennem. N. over
Grænsen til Sverige. En tilsvarende Flok
Skotter under Alex. Ramsay vovedb endog at lande
i Romsdal og trænge Syd over gennem
Gudbrandsdal; men de blev dog stoppet og for
største Delen dræbt af Bønderne ved Kringen
(se Skottetoget). Trods disse Erfaringer
blev der dog ingenting gjort for at grundlægge
en norsk Hær, og først under den næste Krig
(Kejserkrigen) i sidste Halvdel af 1620’erne
blev der gjort et Forsøg. Heller ikke denne
Krig vedkom direkte N., uden for saa vidt som
den førte til yderligere Forøgelse af
Skattebyrden; men paa et Stændermøde i Kria blev
det dog nu, efter Kongens Initiativ, besluttet at
oprette en staaende Hær i N. Bøndergaardene
skulde lægges i Lægd for at stille Soldater, og
de fornødne Skatter blev bevilget; men da
Krigen var til Ende, faldt det hele sammen igen
p. Gr. a. de vanskelige finansielle Forhold.
Først da en halv Snes Aar senere Forholdet til
Sverige igen blev meget truende, blev Sagen
taget op igen, og denne Gang for Alvor. Efter
et Par Aars Forberedelser blev den norske Hær
endelig organiseret paa Herredagen i Bergen
1641 med 6300 Bondesoldater, stillet af
Bønderne efter Lægdsprincippet, 500 Ryttere, stillet
af Adel, Gejstlighed og Odelsbønder, samt
Borgervæbningen) fra Byerne; Hæren var saaledes
helt national, medens Officererne endnu i nogen
Tid vedblev at være fremmede, som var
uddannet i de store Krige i Europa. Allerede
under den sv. Krig 1643—1645 fik den ny Hær
Ilddaaben; den kaldtes i N. gerne
Hannibalsfejden, efter Kongens Svigersøn Hannibal
Sehested, Statholder i N. 1642—1651. Krigen blev i
det hele ført med Held i N. og væsentlig paa
den sv. Side af Grænsen; men da det gik
daarligt i Danmark, blev Resultatet den uheldige
Fred i Brømsebro, hvorved N. mistede
Jämtland og Herjedal; ogsaa Idre og Särna paa
Grænsen mod Dalarne gik tabt. Trods de
vanskelige Finansforhold lykkedes det
Statholderen ogsaa efter Fredsslutningen at opretholde
den norske Hær.
Ogsaa paa andre Omraader end rent militært
blev Hannibal Sehesteds’ Statholderskab af Bet.
for N., idet han forsøgte at udvikle Stillingen til
en virkelig Centralstyrelse for N.
Betydningsfuldt er det navnlig, at han ved Oprettelsen af
en norsk »Landkiste« skaffede Grundlaget for
et eget norsk Finansvæsen, og at han øvede
virkelig kontrolerende Myndighed ogsaa uden
for sit eget Len i langt større Udstrækning end
de tidligere Statholdere. Ogsaa Reformer som
Oprettelsen af et norsk Postvæsen er af
Vigtighed. Overhovedet karakteriseres den første
Halvdel af 17. Aarh. ved stærk Fremgang i N.
paa mange Maader, og dermed skabes
Muligheden for en ny, statslig og samfundsmæssig,
Organisation af hele Landet, som i de sidste Aarh.
havde været opløst saaledes, at de enkelte
Bygder og Byer i stor Udstrækning havde levet deres
eget Liv. Den stærke Vækst i Handel og
Skibsfart skabte en Borgerstand, som ikke alene saa
paa sin egen lille Bys Interesser og betragtede
alle Nabobyer som Konkurrenter, men følte sig
som en fælles Stand for hele Riget, og paa lgn.
Maade gik det baade Embedsstanden og den ny
norske Adel, som dannedes dels af indvandrede
Slægter, dels af Resterne af den igl., indfødte
Adel. Den ny Overklasse bliver nationalt, ikke
længere kun lokalt bestemt.
For Bonderne er denne Tid ikke gunstig. De
bliver udsat for et haardt Tryk baade fra Krone,
Adel og Borgerstand; deres Byrder forøges,
baade Afgifterne og Arbejdspligten. De adelige
Godsejere forsøgte at faa Domsmyndighed over
deres Leilændinge, akkurat som i Danmark. Og
den Modstand, Bønderne evnede at gøre mod alt
dette, var ikke meget effektiv. Vigtig for den
kommende Udvikling er det imidlertid, at
Kronen nu begynder at skille sig af med en Del af
sit Jordegods. Under Finansnøden p. Gr. a.
(Krigene i den sidste Halvdel af Kristian IV’s
Regering blev Regeringen nødt til at optage
betydelige Laan hos forsk. rige Privatmænd og
stille Jordegods som Sikkerhed. Efter Krigen
viste det sig, at Staten ikke var i Stand til at
indløse den pantsatte Jord, og den gik derfor i
stor Udstrækning over i privat Eje. Delvis var
det nogle store Adelsmænd, men for største
Delen var det dog de ny, kapitalistiske
Forretningsmænd, som paa denne Maade gik over til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
