Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vigtigere end noget andet paa disse Omraader er
dog Regeringens Arbejde for at grundlægge en
virkelig Folkeundervisning, som maa ses i
Forbindelse med den pietistiske Bevægelse. Denne
havde allerede gjort sig stærkt gældende i de
nærmeste Aar efter den store nordiske Krig
med strenge Forordninger om at overholde
Sabbaten og om Kirkedisciplin; Konfirmationen
blev indført (1736), Fattigvæsen et bragt i Orden
(1741), og sekteriske Bevægelser som
Herrnhutisme o. l. blev holdt strengt nede ved
»Konventikelplakaten« (1741), som forbød alle andre
end Statskirkens regulære Præster at holde
offentlige gudelige Forsamlinger, og selv private
Opbyggelser var det ikke tilladt at holde uden
Præstens Samtykke. I N. blev dog hverken
Pietismen selv ell. de sværmeriske og
sekteriske Bevægelser, som fulgte med den, af større
Bet.; det er væsentlig kun gennem Regeringen,
den faar Indflydelse paa Udviklingen i N. For
at gennemføre sit Program om at bringe hele
Befolkningen ind under aktiv religiøs
Paavirkning kunde Pietismen nu ikke nøjes med
Konfirmationen og den dertil knyttede
Religionsundervisning. Den maatte kræve, at Bønderne
blev i Stand til at skrive og læse, for at de
kunde komme under regelmæssig Paavirkning
af den ny Opbyggelseslitteratur, og samtidig
gjorde Pengehusholdningens Vækst ud over
Landet det stadig mere paakrævet for selve det
daglige Liv, at Bønderne kunde læse, skrive og
regne. Læseevnen havde i de fleste Bygder
tidligere været meget sjælden og de forsk. Tilløb
til en Folkeundervisning smaa og ubetydelige.
Ved Regeringens Forordninger 1739 og 1741
bliver der nu dannet et virkeligt
Folkeskolevæsen, som knyttes til Menighedernes Deltagelse
og derved ogsaa (ligesom Fattigvæsenet fra
samme Tid) bliver en Forberedelse til det 19.
Aarh.’s kommunale Selvstyre. Vistnok gør
Bønderne mange Steder stærk Modstand mod de
Udgifter, Skolevæsenet førte med sig, og vistnok
byder det paa store Vanskeligheder at skaffe
nogenlunde brugbare Lærere; men Præsterne
presser paa, navnlig i den anden Halvdel af
Aarhundredet, da den rationalistiske
Aandsretning vinder Indpas i Gejstlighedlen, og der blev
utvivlsomt under Skoleordningen af 1741 gjort
store Fremskridt henimod at gøre den norske
Befolkning læse- og skrivekyndig.
En norskfødt Forf. som Holberg (1684—1754)
havde i Virkeligheden staaet meget isoleret;
hele hans Virksomhed faldt i Danmark, og
først henimod Midten af Aarh. kan man mærke,
at hans Arbejde i nogen Maade begynder at
øve Indflydelse i N. Omtr. fra den Tid er der
ogsaa en betydelig Vækst i litterær Sans og
Interesse, og en øget litterær Produktion i
Landet selv; samtidig lemper Regeringen i
Frederik V’s Tid (1746—1766) paa Censuren, og N.
faar 1763 sin første Avis, »Norske
Intelligenssedler«. Men først fra c. 1770 danner der sig i
»Det norske Selskab« i Kbhvn en
sammenhængende og særlig, norsk litterær Skole.
Den Interesse for Bønder og Jordbrug, som
i Danmark gør sig saa stærkt gældende i
Midten og anden Halvdel af 18. Aarh. og som
bliver en Forløber for de store Landboreformer
ved Aarhundredskiftets Slutning, er af langt
mindre Bet. i N. De norske Bønder var nu i
Hovedsagen Selvejere; retslige Baand paa
deres Selvstændighed fandtes ikke, deres
personlige Frihedsfølelse var aldrig blevet knækket,
og følte de sig forurettede, enten ved haarde
Skatter ell. ved Embedsmandsuretfærdighed,
betænkte de sig ikke paa at gøre Modstand,
selv om det skulde føre til alvorlige
Uroligheder (»Strilekrigen«, 1762;
»Lofthusbevægelsen«, 1786); paa den anden Side forhindrede
dette ikke en stærk Loyalitetsfølelse over for
Kongehuset bl. de norske Bønder. I Overklassen
afspejler de norske Bønders fri Stilling sig i
en stigende Beundring for »Odelsbonden« med
en stærk Følelse af, at de norske Bønder er
noget enestaaende i Verden og i alt Fald vidt
forsk. fra de danske. Vigtigt er det dernæst at
lægge Mærke til de tekn. Fremskridt i
Jordbruget, som foregaar helt fra 1730—40’erne, efter
at der paa dette Omraade i Hovedsagen havde
været Stilstand i mange Aarh. Det er de alm.
europ. Fremskridt, som efterhaanden naar N.
— bedre Redskaber, ny Dyrkningsplanter (f.
Eks. Kartoflen), udvidet Kendskab til
Jordbrugskemien og dermed forbedret Sædskifte;
de optages først af Overklassen og naar
gennem Præster, Embedsmænd og borgerlige
Proprietærer i Aarh.’s senere Del ogsaa til
Bønderne. I Sammenhæng dermed staar det
ogsaa, at fysiokratiske Anskuelser begynder at
gøre sig gældende baade i Regeringen og i det
alm. Syn paa økonomiske Forhold, og at
Jordbrugsspørgsmaal faar en stadig bredere Plads
i den offentlige Drøftelse.
Parallelt med denne Fremgang for Landets
vigtigste Næringsvej og dermed for den
talrigste Samfundsklasse, Bønderne, gaar fra
1740’erne ogsaa en stærk Vækst for Bynæringerne,
Handel og Skibsfart. Danmark—N.’s Neutralitet
under de store europ. Krige fra c. 1740 (den
østerr. Arvefølgekrig,, Syvaarskrigen, den
nordamerikanske Frihedskrig, Revolutions- og
Napoleonskrigene) giver den norske Skibsfart en
mægtig Udvikling; vistnok volder Krigene visse
Vanskeligheder til Søs, som Regeringen maa
mod
arbejde ved Konvojering og ved de
væbnede Neutralitetsforbund, som det gentagne
Gange lykkes at slutte med andre neutrale
nordiske Stater; men Ulemperne er for ingen Ting
at regne mod de glimrende Konjunkturer, som
blev skabt baade for Trælasten og for
Fragtfarten, og som blev Grundlaget for en meget
betydelig norsk Handelsflaade. Ogsaa
Jernværkerne tjener gode Penge, og en
Rigmandsklasse med intime udenrigske Forbindelser, med
en stærkt fransk- og engelsk-præget Kultur
opstaar, ikke blot i de større Byer, men ogsaa i
de mange smaa Kystbyer. Trælasttrafikken
bringer ogsaa Bønderne kontante Penge mellem
Hænderne, og der bliver forøget Omsætning
indenrigs, til Fortjeneste for Høkere,
Haandværkere og Landkræmmere. En begyndende
Arbejderklasse danner sig, af Søfolk, Savbrugs-
og Bjergværksarbejdere, Skovarbejdere,
Tømmerfløtere o. s. v. Alle disse bliver afhængige
af Pengehusholdning, og det økonomiske Liv
moderniseres paa alle Maader. I denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
