Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forføre Krigen over paa sv. Grund, Nordmændene
fra Vest, Russerne fra Nord og Øst og
Danskerne fra Skaane. Paa Grund af den svenske
Militærrevolution, som afsatte Gustaf IV Adolf
(Marts 1809), kom denne Plan imidlertid ikke
til Udførelse. Den sv. General paa Vestgrænsen,
Georg Adlersparre, en af de Ledende i
Aktionen mod Gustaf IV Adolf, havde ved
hemmelige Underhandlinger faaet Kristian August
til at love at holde sig helt passiv, medens den
sv. Vesthær marcherede mod Sthlm, idet
Forudsætningen var, at Gustaf IV’s Afsættelse
vilde føre til Fred mellem de nordiske Riger. Det
sv. Tronfølgespørgsmaal kom ogsaa op, idet
den gamle Hertug af Södermanland, som
under Navnet Karl XIII blev valgt til Gustaf IV’s
Efterfølger., var barnløs, og den sv. Rigsdag
udkaarede Kristian August til Tronfølger, idet
man tænkte sig, at dette vilde føre til, at
Nordmændene da vilde slutte sig om ham og forene
sig med Sverige. Den betydeligste Talsmand
for denne Plan i N. var Grev Herman
Wedel-Jarlsberg, som allerede tidligere havde haft
Forbindelse med sv. Politikere; han var opdraget
uden for N., havde udpræget eng. Sympatier
og saa med megen Uvillie paa det
bureaukratiske, dansk-norske Enevælde; Mulighed for at
faa indført en Forfatning, i N. efter eng.
Mønster saa han først og fremmest i en
Tilknytning til Sverige. Noget virkeligt Parti i N.
lykkedes det ham imidlertid ikke at danne, og den
meget populære »Augustenborger« ønskede ikke
at være illoyal mod sin Konge, Frederik VI
(1808—14). Da Prinsen alligevel blev valgt i
Sverige, lovede han blot at modtage Valget
efter Freden, hvis Kongen tillod det. Modvillig
maatte Frederik VI finde sig i dette, men
paalagde alligevel den norske Hær at falde ind i
Sverige. Mod denne Ordre satte Kristian
August og Regeringskommissionen en stærk
passiv Modstand, og da Russerne mærkede, at
det ikke blev til noget med det norske Angreb
paa Sverige, sluttede de paa egen Haand Fred
i Fredrikshamn, og dette førte igen til Freden
i Jönköping mellem Danmark—N. og Sverige
(10. Decbr 1809); alt blev ved den som før
Krigen. Langt alvorligere end Krigen med Sverige
var den eng. Krig for N., og den var fra første
Stund af meget upopulær. Handelsspærringen
stoppede praktisk talt alle Forretninger paa
Udlandet, og Blokaden lagde saa store Hindringer
i Vejen for Levnedsmiddelforsyningen, at der
over store Dele af Landet blev ligefrem Nød,
og i alle Samfundsklasser maatte man savne
tilvante Fornødenheder. Misfornøjelsen med
Regeringens Politik begyndte derfor at gribe
om sig, eftersom Hungersnøden tog til. Kun
Nord paa var det ved Hjælp af Sejladsen paa
Hvidehavet lykkedes at skaffe nogenlunde
rigelige Tilførsler. Fra Høsten 1809 kom det
imidlertid til en Kursændring; indtil da havde
Regeringen forsøgt konsekvent at gennemføre
Fastlandssystemet; men nu tvang
Hungersnøden den til at finde sig i, at
Engelskmændene — som ogsaa havde Brug for baade
norske Varer og norsk Skibsfart — udstedte
»Licensbreve«, som gjorde det muligt at føre Korn
til N. paa neutrale Skibe, og som ogsaa satte
norske Skibe i Stand til at drive Handel paa
England. »Licensfarten«, som blev drevet i et
Par Aars Tid, gjorde Ende paa Hungersnøden
og skaffede Handel og Skibsfart en ny,
kortvarig Blomstringsperiode. Den politiske
Misfornøjelse lagde sig derfor ogsaa igen, i alt
Fald tilsyneladende,
Imidlertid havde Freden med Sverige ført
til ny Ændringer i N.’s Styre. Kongen fandt
efter den den ekstraordinære Regering
overflødig og ophævede baade
Regerimgskommissionen og Overkriminalretten, og da Kristian
August drog til Sverige som Kronprins, udnævnte
han sin Svoger, Prins Frederik af Hessen, til
Vicestatholder (1810—13). Under
Afskedsfestlighederne for Kristian August blev der
imidlertid (18. Jan. 1810), efter Initiativ af Biskop
F. J. Bech, stiftet en stor patriotisk Forening,
væsentlig af højere Embedsmænd, »Selskabet
for N.’s Vel«; Wedel havde tænkt sig, at det
kunde benyttes som politisk Organ for hans
Ønske om en Tilslutning til Sverige; dette viste
sig imidlertid ikke at være muligt; men allerede
den Ting, at det stillede sig som Opgave at
virke for N.’s aandelige og materielle
Fremgang paa alle Omraader og uafhængig af
Regeringen, indeholder et politisk Program, som
i højeste Grad strider mod
Enevoldsregeringens Opfattelse af, hvad der burde være
normalt i Staten. Kongen turde ikke andet end
gøre gode Miner til slet Spil; for at modvirke
separatistiske Tendenser, gav han Selskabet
Prædikatet »kongelig« og tog det under sin
»allerhøjeste Beskyttelse«. Den første store
Sag, Selskabet optog, var Universitetssagen; det
udskrev em Konkurrence om det bedste Skrift
om et eget norsk Univ. og indbød til en
offentlig Subskription til Fordel for det; under Wedel’s
Ledelse fik Subskriptionen en mægtig Tilslutning,
navnlig i Byerne i det Søndenfjeldske, og igen
stod Kongen over for et Faktum, som han ikke
evnede at modsætte sig: 2. Septbr 1811 paabød
han Oprettelsen af et fuldstændigt Univ. i N.
med betydelige Statstilskud, og paa 2 Aarsdagen
derefter, 2. Septbr 1813, blev Univ. aabnet i
Kria; de fleste af de første Lærere der var
norskfødte Professorer fra Kbhvn’s Univ.
Men i Mellemtiden var Ulykkerne igen
begyndt at strømme ind over N. Efter Kristian
August’s Død havde man i Sverige valgt til
Tronfølger den fr. Marskalk Brnmadotte (Karl
Johan), og han havde 1812 ført Sverige ind i en
helt ny Politik ved et Forbund med Rusland
mod Napoleon; til Gengæld skulde Sverige faa
N. »som Erstatning for Finland«, og 1813 havde
baade England og Preussen lovet deres Samtykke
til dette, mod at Karl Johan med sv. Tropper
deltog i Krigen paa Fastlandet mod Napoleon.
Følgen af denne ny udenrigspolitiske Situation
var, at Licensfarten stoppede og den engelske
Blokade af N. igen blev eftertrykkelig skærpet
i Løbet af 1812. Trods alle Erfaringer vilde
Frederik VI fremdeles ikke ændre sit politiske
System, men holdt trofast ved Napoleon. Hvad
der gjorde den ny Blokade særlig ulykkelig for
N., var dernæst, at 1812 blev et Uaar, som man
ikke i Generationer havde oplevet Magen til, og
udover Høsten og Vinteren fik derfor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
