Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Oktbr. Selv rejste han derefter til Bygdø, idet
han overdrog Regeringen til Statsraadet, og
paa Bygdø blev han boende, syg og nedbrudt,
hele Hesten af sin Kongetid.
Det var under vanskelige Forhold,
Statsraaderne Rosenkrantz, Sommerhjelm, Collett og
Aall overtog Regeringen; men de viste megen
Fasthed og Styrke i den Tid, de førte den. Da
Karl Johan efter Vaabenstilstanden vendte
tilbage til Sthlm, mødte han der adskillig
Modstand, over for Planen om en Forening af de
to Riger paa lige Vilkaar; men det lykkedes
ham dog at faa den sv. Regering til at
udarbejde Grundlovsforslag og til at beskikke sv.
Kommissærer, som kunde forhandle med
Stortinget. Imidlertid indsatte Regeringen i disse
Kommissærers Instruks, at de skulde fastholde
den sv. Konges ved Kielerfreden erhvervede
Rettigheder, som om de allerede var erkendt,
og ikke tillade, at der blev vakt Spørgsmaal
om, hvorvidt Rigernes Forening skulde finde
Sted. Men saa snart Kommissærerne kom til
N., følte de, at der her var en voldsom
Stemning mod enhver Union, som ikke blev sluttet
paa Basis af helt lige Vilkaar, og de fik derfor
af Karl Johan frie Hænder til at gaa med paa
alt, som med Rimelighed kunde indrømmes.
Hensynet til, hvad Wienerkongressen, som
anart skulde træde sammen, kunde finde paa,
gjorde, at han fremdeles var ivrig for at faa
Unionen bragt i Orden, saa snart det paa nogen
Maade var mulig. Men paa den anden Side
forsøgte ham, efter at være vendt tilbage til
Hæren, paa alle mulige Maader at faa Statsraadet
til at gaa med paa Ting, som kunde betyde en
Anerkendelse af Kielerfreden og af, at Unionen
allerede var en fuldbyrdet Kendsgerning. Og
ogsaa i sit eget Folk havde Regeringen store
Vanskeligheder at kæmpe med, fra Overløbere
til Svenskerne paa den ene Side, fra ubesindige
Urostiftere paa den anden.
7. Oktbr traadte det overordentlige Storting
sammen i Kria. Kun 1/4 af de 79 Medlemmer
havde været med paa Eidsvold.
Embedsmænddene var fremdeles i stærk Overvægt; der var
50 af dem mod kun 16 Bønder. Det viste sig
snart, at den samme Aand, som havde raadet i
Selvstændighedspartiet paa Eidsvold, var
fremherskende i Stortinget. Det blev aabnet af
Statsraadet paa Kongens Vegne og sendte
derefter paa hans Anmodning en Deputation ud til
ham paa Bygdø (10. Oktbr). I denne
Deputations Hænder overgav Kristian Frederik en
Erklæring, hvori han uden Forbehold nedlagde
N.’s Krone i Folkets Haand og løste det norske
Folk fra dets Troskabsed. Samme Dag forlod
han Bygdø for at sejle til Danmark.
Tronfrasigelsen blev Dagen efter overgivet Stortinget,
som imidlertid foreløbig udsatte med at fatte
nogen Beslutning om den; Spørgsmaalet om at
besætte Tronen kunde ikke afgøres, før
Unionssagen var bragt i Orden. Det første, som blev
gjort, var at vælge to Komiteer, en til at
undersøge Rigets Tilstand, en til at modtage
Meddelelser fra de sv. Kommissærer, og 20. Oktbr,
Dagen før Svenskerne havde Ret til at opsige
Vaabenstilstanden, var man kommet saa langt,
at Stortinget besluttede, at N. som et
selvstændigt Rige under visse Betingelser skulde
forenes med Sverige under een Konge. Men for
at staa helt frit under de videre Forhandlinger
om disse Betingelser vedtog man tillige, efter
Forslag af Kaptajn Motzfeldt, at Kongevalg
ikke skulde foretages, før man var blevet enig
om de Forandringer, som N.’s Grundlov skulde
have. Beslutningen om Foreningen blev straks
offentliggjort og meddelt den sv. Konge og
Kronprins. Under Ledelse af Stortingets
Præsident, Sorenskriver Christie, kom derefter
Forhandlingerne for Alvor i Gang, og i Hovedsagen
sejrede den norske Standpunkt, som gik ud paa
at gøre saa faa For andringer som mulig i
Eidsvold-Grundloven, medens der fra sv. Side var
fremlagt ganske vidtgaaende Ændringsforslag.
Skarpere Strid stod, der om et Par Punkter;
de gjaldt Kongens Ret til at raade over
Krigsmagten og til at naturalisere Fremmede (deri
var ogsaa indbefattet Spørgsmaalet om
Svenskeres Indfødsret i N.); ogsaa her gav
Kommissærerne til Slut efter, efter at have
raadført sig med Karl Johan. 4. Novbr vedtog
Stortinget endelig Grundlovsforandringerne,
modtog Kristian Frederiks Tronfrasigelse og valgte
Karl XIII til N.’s Konge (1814—1818). Mod
Foreningsbeslutningen 20. Oktbr havde fem
Vestlandsrepræsentanter stemt, idet de var mødt
med bundne Mandater; 4. Novbr var
Beslutningerne enstemmige.
Baade Regeringen og de sv. Kommissærer fik
straks Underretning om Kongevalget, og Karl
Johan gav ved en Dagsbefaling de sv. Tropper
Ordre til at forlade N. Selv drog han,
eskorteret af norske Tropper, til Kria, hvor han 16.
Novbr holdtt en Tale i Stortinget paa Fransk —
ham lærte sig aldrig Svensk ell. Norsk — som
gik ud paa, at den ny Konge antog Grundloven
og forbeholdt sig at forelægge for de sv.
Stænder til Godkendelse de Artikler, hvorved
Forandringer ell. Lempelser krævedes i den sv.
Grundlov; desuden overleverede han til
Præsidenten Karl XIII’s skriftlige Ed til Konstitutionen.
Kiel-Freden var opgivet som Unionens Grundlag
ogsaa fra sv. Side. I Beg. af Aaret var Grev
Essen af den sv. Konge blevet udnævnt til
Generalguvernør over N., i Henhold til Kielerfreden;
men denne Stilling havde han aldrig kunnet
tiltræde. I sit første norske Statsraad, 11. Novbr,
udnævnte nu Karl Johan ham til Statholder og
Formand i Regeringen, i Henhold til
Grundloven; efter Wedel’s Raad anmodede han
endvidere de gl. Statsraader om at blive siddende
i deres Stillinger — uden ny Udnævnelse — og
udnævnte desuden en Del ny Statsraader;
Finansminister blev Wedel, og til Statsminister
i Sthlm blev hans Svigerfader Peder Anker
udnævnt. Stortinget blev siddende sammen helt til
26. Novbr, da ogsaa Kronprinsen forlod Kria og
vendte tilbage til Sthlm.; det vedtog i disse Uger
forsk. vigtige Beslutninger; saaledes kundgjorde
det Grundloven i sit eget Navn, ikke i Kongens,
det valgte Lovkomiteer for at forberede
Lovforslag for det første ordentlige Storting, gav
Regeringen Bemyndigelse til at underhandle
med Danmark om Statsgæld og andet Opgør,
og Kronprinsen til at føre Styret under Kongens
Sygdom o. s. v. I Virkeligheden var Karl Johan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
