Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
allerede fra Maj, og ikke først da han blev
Konge (1818—1844), den egl. Regent i N. og
Sverige.
Endnu var den store politiske Nyordning ikke
helt færdig. Statsraadsafdelingen i Sthlm blev
organiseret lige efter Nytaar 1815. Den sv.
Udenrigsminister overtog Forberedelsen og
Foredraget for Kronprinsen af Sagerne ogsaa
for N.’s Vedkommende, og de sv. Gesandter og
Konsuler overtog N.’s diplomatiske Forbindelse
med Udlandet. Et fælles »Unionsflag« blev i
et sammensat Statsraad 7. Marts fastsat som
Orlogsflag for begge Riger. En »urtima« sv.
Rigsdag Foraaret 1815 besluttede endvidere, at
de nødvendige Unionsbestemmelser ikke skulde
optages i den sv. Grundlov, men i en særskilt
»Riksakt«; i Løbet af Sommeren blev denne
vedtaget i begge Rigers Nationalforsamlinger
og sanktioneret for begge Riger i et sammensat
Statsraad 6. Aug. 1815.
Det første ordentlige Storting traadte
sammen 1. Juli 1815 og sad et helt Aar; saa svært var
det Arbejdsstof, som laa for det. Først gjaldt
det om, at bringe Orden i Pengevæsenet, som
ved Eidsvoldgarantien var kommet i stadig
sørgeligere Forvirring; efter lange Debatter
besluttede Stortinget ogsaa at forkaste den og til
Gengæld oprette1 en ny »N.’s Bank« i
Trondhjem med Filialer i de større Byer; den skulde
være uafhængig af Staten og fik ved tvungne
Indskud, udlignet paa Formue og Indtægt, et
Grundfond paa 2 Mill. Speciedaler (8 Mill. Kr);
alligevel varede det helt til Beg. af 1840’erne
før dens Sedler kom op i pari Værdi. Arbejdet
for at bringe de alm. Love i Overensstemmelse
med Grundlovens Principper gik det ikke rask
med, og en Rk. vigtige Lovbeslutninger nægtede
Karl Johan at sanktionere. Værnepligten blev,
trods Principerklæringer om alm. Værnepligt,
fremdeles ved kun at hvile paa Bønderne;
derimod var det en stor Lettelse, at
Linietroppernes Antal nu kunde reduceres fra 24000 til 12000
Mand og ogsaa Tjenestetiden sættes betydelig
ned. Af Bet. blev dette Storting endvidere
derved, at det under Christie’s Ledelse skabte
faste Former for det ny konstitutionelle Liv i
N. Hverken Essen ell. hans Efterfølger som
Statholder, Grev Mörner, øvede synderlig
politisk Indflydelse. Den stærkeste Mand i
Regeringen var Grev Wedel, der ogsaa som
Finansminister for en Stat, der næsten ikke ejede
Kredit, havde den største og vanskeligste
Opgave. Han var ikke bange for at bruge de
dristigste Midler, naar Pengenøden blev for slem,
og blev, som ventelig kunde være, meget lidt
populær. Først i Slutn. af 1819 lykkedes det at
faa optaget et udenlandsk Statslaan og det paa
meget ugunstige Betingelser; men Statens Iver
for punktlig at indtfri Forpligtelserne ved dette
Laan hjalp til hurtig at skaffe den bedre Kredit.
Opgørssagen med Danmark skulde ikke hjælpe
til at forbedre Finanserne, og Forhandlingerne
om Opgøret blev meget vanskelige, fordi man
fra norsk Side umulig kunde anerkende
Forpligtelser, som byggede paa Kielerfreden,
medens man fra dansk Side med utvivlsom Ret
hævdede, at i Forholdet mellem Danmark og
den sv. Konge maatte denne Traktat være helt
bindende. Stormagterne truede fl. Gange med
at gribe ind for at skaffe Danmark dets Ret,
og efterhaanden samlede man sig om et
Forslag om, at N. skulde overtage en rund Sum
paa 3 Mill. Speciedaler og betale dem til
Danmark. Den norske Regering forsøgte at faa
Sverige til at overtage en Del af Byrden, hvad
Karl Johan ansaa for helt utilstedelig; denne
Tanke maatte da ogsaa opgives; men først 1819
og 1820 kom Konventionen mellem Rigerne i
Stand paa Grundlag af, at N. skulde betale 3
Mill. Misfornøjelsen i N. var stor over, at det
fattige Land skulde betale saa stor en Sum til
Danmark, som havde haft alle Fordele af
Foreningen, og det saa meget mere som man ikke
vidste noget om Stormagternes diplomatiske
Tryk paa Karl Johan. Misfornøjelsen blev ikke
mindre ved Karl Johan’s stadige
Sanktionsnægtelser, og man samlede sig da om et Forsøg
paa at faa gennemført Loven om Adelens
Afskaffelse paa det tredje ordentlige Storting
(1821) ved tredje Gangs Gentagelse og altsaa
uden Kongens Sanktion. Paa dette Storting
mødte der da ogsaa en stærk Majoritet for
Adelsloven. Ved Hjælp af den tredje
Statholder, Grev Sandels, den eneste af de sv.
Statholdere, som forsøgte at øve nogen større
politisk Indflydelse, lykkedes det Kongen at vinde
Christian Magnus Falsen for sit Standpunkt,
men til liden Nytte; Adelsloven passerede
næsten enstemmig begge Stortingets Afdelinger. I
Opgørssagen med Danmark — som endnu ikke
var vedtaget af Stortinget — saa det ikke stort
bedre ud for Kongen, og Situationen blev ikke
lettere derved, at Kongen indkaldte en
Lejrsamling paa 6000 sv. og norske Soldater til
Efferstad ved Kria. Samtidig bestemte Kongen
sig for at faa den norske Grundlov omarbejdet
i mere monarkisk Retning og med Tilnærmelse
til den sv. Forfatning; han sendte endog
Meddelelse om denne sin Plan til Stormagterne.
Denne skarpe Konflikt gled, imidlertid over, idet
Tilhængerne af Opgøret sejrede i Stortinget, og
Kongen paa sin Side fandt da at kunne
sanktionere Adelsloven. For at kunne klare
Afbetalingerne til Danmark maatte den norske Stat
optage et nyt stort udenlandsk Laan. Wedel
gik af som Finansminister Sommeren 1821;
Opgørssagen havde bragt ham i Modsætning baade
til sine Kolleger og til Kongen; hans Eftermand
blev Collett. Foruden at afgøre de nævnte
Stridsspørgsmaal vedtog Stortinget 1821 et Par
vigtige Love, en som indstiftede det særlige norske
Flag til Brug som Handelsflag (paa Farvandene
Nord for Kap Finisterre), og en, som bestemte,
at det »benefiserede Gods«, d. v. s. Resterne af
det Ved Reformationen inddragne Kirkegods og
offentlige Stiftelsers Jordegods, skulde sælges,
efterhaanden som det blev lejeledig; af
Kapitalen skulde dannes et »Oplysningsvæsenets
Fond«. Dette Salg, som derefter foregik, er det
sidste store Led i den langvarige Bevægelse
henimod at gøre Landets Bønder til Selvejere.
Trods Forsoningen i Opgørssagen opretholdt
Kongen sine Planer om at søge Grundloven
forandret og fremsatte med den norske Regerings
Samtykke en Rk. Grundlovsforslag til
Behandling paa Stortinget 1824. De gik i Hovedsagen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
