Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ud paa at give ham absolut Veto,
Opløsningsret og Ret til at udnævne Stortingets
Præsidenter; Embedsmænd skulde gøres afsættelige og
Kongens Sanktion kræves for Naturalisation af
Fremmede. Rigsretten skulde omdannes, idet
en Rk. højere Embedsmænd skulde være
selvskrevne Medlemmer af den, og en ny Adel
oprettes. I Sammenhæng med disse Forslag maa
ogsaa ses det, som Chr. M. Falsen fremsatte,
og som gik ud paa at give Statsraaderne Adgang
til at deltage i Stortingets Forhandlinger. I
første Linie var det mod Embedsstanden, disse
Forslag var rettet, idet det var den, som i de
forløbne 10 Aar havde haft den politiske
Ledelse og vist den stærkeste Evne og Vilje til at
hævde Landets Selvstændighed over for
Kongen. Stortinget 1824, hvor Embedsmændene var
lige saa stærkt repræsenteret som nogensinde,
svarede, som man kunde vente sig, med
enstemmig at forkaste alle Grundlovsforslagene;
men Indstillingen om Forkastelsen var rolig og
sindig affattet, og samtidig gav Stortinget
Udtryk for sin Loyalitet mod Kongehuset ved at
forhøje baade Kongens og Kronprinsens
Apanage. Grundlovsforslagene blev, i noget ændret
Form, fremsat igen for Stortinget 1827 og
videre paa alle de flg. Storting i hele Karl Johan’s
Regeringstid; men de blev lige saa regelmæssig
forkastet, til Slut endog uden virkelig
Realitetsbehandling, og Kongen gjorde ikke noget virkelig
Forsøg paa at tvinge Stortinget til at bøje sig.
Ogsaa andre Forhold bidrog til at skærpe
Modsætningen mellem Karl Johan og de
politisk aktive Elementer i N. Saaledes virkede
Festligholdelsen af Grundlovsdagen, 17. Maj,
som fra 1824 begyndte at blive mere
almindelig, meget irriterende paa Kongen, som mente,
at det egl. var en Fest til Ære for Kristian
Frederik’s Kongevalg. Han forsøgte derfor paa
alle mulige Maader at lægge Hindringer i Vejen
for 17. Maj-Festerne, og Spørgsmaalet antog
efterhaanden helt usandsynlige Dimensioner,
idet ogsaa Stemningen i det norske Borgerskab
blev ophidset. Det kulminerede 1829, da Politi
og Militær i Kria, efter Autoriteternes og
Statholderens — Grev Platen’s — Ordre, huggede
ind paa fredelige Borgere (»Torvslaget«). Efter
dette kunde Kongen ikke godt fortsætte sin
Modstand mod 17. Maj, og da Platen kort efter
døde (6. Decbr 1829), lod han ogsaa være at
besætte Statholderposten; Formand for den
norske Regering blev nu den ældste Statsraad
(Collett), og sv. Statholdere blev senere
overhovedet aldrig mere udnævnt. Naar
Statholderposten i senere Aar en og anden Gang var
besat, var det altid med Nordmænd.
Større Realitetsbetydning end 17. Maj-Sagen
havde imidlertid den saakaldte »Bodøsag« (s.
d.). Den var begyndt som en Smugleraffære af
nogle eng. Handelsmænd, men udviklede sig i
Aarene 1819—21 til en stor diplomatisk Sag,
idet den eng. Regering tog sine Landsmænds
Parti og den sv. Udenrigsminister lidet eller
intet gjorde for at hævde N.’s Interesser. Paa
Stortingene 1824 og 1827 fik den norske
Misfornøjelse med denne Sags Behandling stærke
Udtryk, og den gav Anledning til, at Spørgsmaalet
om N.’s Ret til at være med i Behandlingen af
udenrigske Sager blev rejst for Alvor. Maj 1826
havde Kongen sluttet en Traktat med Rusland,
som ordnede Grænseforholdene i Finmarken og
delte de gl. Fællesdistrikter der; tillige havde
han sluttet Handelstraktater med Danmark,
England og Preussen. Alle disse Traktater blev
oversendt til Stortinget for at vise, hvor store
Fordele Unionen bød netop ved Behandlingen
af saadanne Sager. Men til Kongens store
Misfornøjelse valgte Stortinget 1827 en særlig
Komite til at behandle dem; denne Komite
foreslog til Stortinget at vedtage en Adresse til
Kongen, som vistnok skulde udtrykke N.’s
Taknemlighed til ham for disse Traktater, men
samtidig ogsaa udtale Ønsket om, at den
norske Statsminister i Sthlm, skulde faa Adgang
til at deltage i Behandlingen af udenrigske
Sager, som vedkom N.’s Interesser og
Værdighed som selvstændigt Rige. Adressen blev
vedtaget af Stortinget; men Kongen svarede skarpt
afvisende, idet han hævdede sin Eneret over
de diplomatiske Sager og haanlig lovede, at
han »stedse vil tage Hensyn til N.’s svagere
Evner til at bidrage til de ved en Krig
foranledigede Udgifter«. Netop i de samme Dage
rejste ogsaa Odelstinget Rigsretstiltale mod
Statsraad Collett 1) for tre provisoriske Anordninger,
som ansaas for at stride mod gældende Lov, 2)
for ikke at have udhetalt bevilgede Pensioner
og for at have forelagt Stortingsbeslutninger om
Gager og Pensioner for Kongen til Approbation,
og 3) for at have foranlediget Udbetalinger dels
mod, dels uden for Stortingsbeslutninger. Dette
gjorde Kongen saa forbitret, at han lod
Statholderen opløse Stortinget straks, og vistnok
blev Collett frifundet af Rigsretten; men Karl
Johan ansaa selve Tiltalen for et saadant
Indgreb i sine kgl. Prærogativer, at han til
Foraaret 1828 lod indkalde et overordentlig
Storting til Behandling af en Ansvarlighedslov for
Regeringens, Højesterets og Stortingets
Medlemmer; Kongens Proposition til denne Lov
tilsigtede at trække skarpe Grænser for
Rigsrettens Myndighed; men alle de Udtryk, som tog
Sigte paa dette Formaal, blev fjernet af Loven
under Behandlingen i Stortinget.
Imidlertid var der i den første halve
Menneskealder efter 1814 foregaaet en indre
Udvikling i N., som gjorde, at det fra omkr. 1830
blev andre Problemer end disse evindelige
Rivninger mellem Kongen og
Embedsmandsoppositionen, som kom til at præge det offentlige Liv.
Økonomisk begyndte man at komme over
Virkningerne af Nødstiden fra 1807 til 1814, og
allerede 1824 havde Stortinget kunnet begynde at
nedsætte den direkte Skat. Men navnlig faar
den begyndende økonomiske Opgang Bet.
derved, at den giver Bønderne Magt til at rejse
sig og kræve Andel i Landets Styre. Den store
religiøse Vækkelse fra Aarene nærmest efter
1800, som har faaet Navn efter Hans Nielsen
Hauge, betyder først og fremmest en Vækkelse
for Bøndernes Selvbevidsthed; dens Indhold er
en Bonderejsning mod Præster o. a.
Embedsmænd, vel saa meget som det er en
Ortodoksiens Kamp mod Rationalismen, og det er ikke
for ingenting, at de allerfleste Bondeførere helt
til over Midten af Aarh. kommer fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
