Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ogsaa for Bybefolkningen; trods
Eidsvoldsforfatningens Løfte havde Værnepligten hidtil
udelukkende hvilet paa Bønderne. Forsøgene paa
at gennemføre en Juryordning strandede
imidlertid, efter en langvarig Konflikt mellem
Storting og Regering, paa Regeringens Modstand
(1857).
Ellers er det fremdeles Næringspolitikken,
som præger Lovgivnings- og
Administrationsarbejdet. Under Frederik Stang’s Ledelse af
Indredepartementet (1845—56) fik N. et moderne
Kommunikationsvæsen: faste Dampskibsruter
langs Kystens med Statsstøtte, ny
makadamiserede Hovedveje, anlagt efter en stor
Landsplan, store Fyrtaarne, Telegraflinier o. s. v.
1854 blev den første Jernbane i N. aabnet,
Hovedbanen mellem Kria og Eidsvold; den var
anlagt som Privatbane, væsentlig med engelsk
Kapital; de flg. Baner derimod,
Kongsvingerbanen til Sverige og Østerdalsbanen til
Trondhjem, blev anlagt som rene Statsbaner. Dertil
kom store Kanalanlæg i Fredrikshalds- og
Skiensvasdraget, og Grundlæggelsen af et
moderne Postvæsen ved Indførelsen af ensartet
Postporto og Frimærker.
Industrien var fremdeles i Vækst, lige til den
store Krise 1857; men navnlig betyder denne
Tid en vældig Blomstring for Skibsfarten, som
høstede stor Fordel, først ved Ophævelsen af
den eng. Navigationsakt (1849), dernæst ved
Krimkrigen (1853—56).
Under denne Krig mellem Rusland og
Vestmagterne opretholdt de forenede Riger vistnok
deres Neutralitet; men det viste sig dog, at Oscar
I nu førte en helt anden Udenrigspolitik, end
hans Fader havde gjort. Medens Karl Johan
igennem hele sin Regering fortrinsvis havde
støttet sig til Rusland og paa den anden Side
havde forholdt sig afvisende over for den
vaagnende Skandinavisme, nærmede Kong Oscar sig
denne mere og mere. Under den første
slesvigske Krig samlede Kongen, med Samtykke
baade af Storting og Rigsdag, Sommeren 1848 et
svensk-norsk Korps i Skaane og paa Fyn, for at
komme Danmark til Hjælp, hvis Tyskerne
trængte frem Nord for Sønderjyllands Grænse.
Vaabenstilstanden i Malmö (26. Aug. 1848) blev
sluttet under Kong Oscar’s Mægling, og under
Vaabenstilstanden blev Nordslesvig holdt besat
af neutrale norske og svenske Tropper.
Samtidig var Forholdet til Rusland blevet spændt
p. Gr. a. Stridigheder mellem norske og finske
Lapper, og 1852—53 kom det endog til hel
Grænsespærring. Under Krimkrigen sluttede
derefter Kongen 25. Novbr 1855 en Traktat
med England og Frankrig
(»Novembertraktaten«), hvorved de forenede Riger forpligtede
sig til ikke at afstaa ell. bortbytte nogen Del af
deres Territorium til Rusland ell. tilstaa Rusland
nogen Beitesret, Fiskeret eller anden Ret paa
deres Territorium eller ved deres Kyst, medens
paa den anden Side Vestmagterne forpligtede
sig til at hjælpe de forenede Riger med
tilstrækkelige Stridskræfter, hvis Rusland skulde
stille Krav om sligt. I en Cirkulærnote til
Rigernes Gesandter blev Traktaten vistnok
fremstillet som helt defensiv; men i Virkeligheden
betegnede den dog en Partitagen, som
imidlertid ikke førte til noget helt Brud med Rusland.
I Oscar I’s senere Aar trak det igen op til
ny Unionskonflikter. 1854 vedtog Stortinget en
Beslutning om at ophæve Statholderposten, som
syntes at sætte et underordnet Stempel paa N.,
men den blev ikke sanktioneret af Kongen.
1857 blev to Lovforslag, som var udarbejdet
efter Initiativ af de svenske Stænder, og som
sigtede paa at udvide Handelsforbindelserne
mellem de to Lande og paa at skaffe Domme,
afsagt i det ene Land, Retskraft i det andet,
vedtaget af den sv. Rigsdag, men forkastet af
Stortinget. Dette sidste vakte megen Misnøje i
Sverige. 1856 gik Løvenskiold af som
Statholder og blev erstattet af Kronprins Karl som
Vicekonge. Vicekongedømmet varede imidlertid
ikke mere end et Aar, idet Oscar I’s Helbred
gjorde det nødvendigt, at Kronprinsen overtog
hele Regeringen som Prinsregent — fra
Faderens; Død 1859 som Konge (Karl XV). Formand
for den norske Regering blev nu ældste Statsraad
(Vogt). Allerede i sine første Regeringsaar
foretog Karl XV store Forandringer i sit norske
Raad, idet han indsatte ny Mænd, som stod
ham personlig nær; Regeringens ledende Mand
blev nu Birch-Reichenwald.
Stortinget 1859—60 fik en noget anden
Karakter end de foregaaende, idet der her blev
dannet en »Reformforening« — som rigtignok ikke
fik nogen lang Varighed — af
Bondeoppositionen under Ueland’s og Jaabæk’s Ledelse og den
liberale Opposition under Sverdrup og Johs.
Steen. Ældre Forslag om aarlige Storting og
om Statsraadernes Adgang til Stortingets
Forhandlinger blev taget op, men naaede ikke frem
til grundlovsmæssigt Flertal. Derimod blev der
vedtaget et Grundlovsforslag om en betydelig
Forøgelse af Landdistrikternes
Stortingsrepræsentanter og en tilsvarende Formindskelse af
Byernes; man vendte derved tilbage til det
Forhold, som opr. var fastsat i Grundloven
(2 : 1). Dette Storting vedtog videre en
betydningsfuld Nyordning af Landkommunernes
Herredømme over Folkeskolen; men
Hovedinteressen blev dog optaget af »Statholderstriden«.
Der forelaa for Stortinget 1859 et nyt
Forslag om at ophæve Statholderposten og gøre
en Statsminister til fast Formand for den
norske Regering i Kria. Kong Karl havde lovet
sine norske Raadgivere at sanktionere en
saadan Lov; Stortinget var underhaanden gjort
bekendt med hans Løfte, og Loven blev
vedtaget næsten enstemmig 9. Decbr 1859.
Imidlertid rejste der sig i Sverige en voldsom
Opposition mod N., som navnlig fik skarpe Udtryk
paa Riddarhuset. De sv. Stænder ikke blot
krævede Ret for Sverige til Medbestemmelse i
Statholdersagen, men hævdede ogsaa Sveriges
Supremati i Unionen og forlangte en Revision
af Rigsakten, som vilde omgøre Foreningen til
en ligefrem Forbundsstat. Over for denne
stærke Stemning i Sverige vovede Kongen ikke at
sanktionere Statholderbeslutningen, uagtet den
norske Regering var enstemmig om at anbefale
Sanktion; men Sanktionsnægtelsen paafulgte dog
i norsk Statsraad (4. Apr. 1860) og med en
Protokoltilførsel af Kongen, hvori han
erklærede, at han i alt væsentlig var enig i det
norske Statsraads Opfattelse af Sagens Betydning,
og at han gerne vilde have sanktioneret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
